Læsetid: 6 min.

Nyheder i dramatisk nutid

Netop som De læser denne tekst, suser nyhederne ud over skærmen på TV 2's helt, helt nye nyhedskanal. En opdatering følger sidst i teksten
1. december 2006

I årevis er seertallene kun gået én vej for store internationale nyhedskanaler som CNN: Nedad. Konceptet er om ikke direkte i krise, så i hvert i tilbagegang. De internationale kanaler har udviklet sig til en art Kreml-tv: Kun ældre statsmænd og midaldrende rockstjerner har genkendelighed nok til at kunne fange et publikum, der strækker sig fra Kazakhstan til Canada. Selve billedet på nyhedsprioriteringen på CNN er to præsidenter, der gi'r hinanden hånden. Gerne iklædt kolorerede, etniske gevandter.

Spørgsmålet er: Hvorfor vil TV 2 have en 24-timers nyhedskanal som det skrantende forbillede CNN? TV 2 News går i luften i dag klokken 12.00.

Svaret er ligetil: TV 2 har fundet en pengekasse.

"Det er et journalistisk projekt," råber TV 2's direktør, Per Mikael Jensen, til Divya Das Andersen, ny nyhedsvært på TV 2 News. De to sidder i den helikopter, som den fra Amerika hjemvendte direktør har indkøbt for at imponerede en måbende dansk offentlighed: En nyhedskanal, en helikopter!

"Men det er forhåbentligt også et projekt, som kan udvikle sig til en beskeden forretning," råber Per Mikael Jensen videre.

TV 2 har det hele

Formuleringen 'en beskeden forretning' er formentligt en voldsom underdrivelse. For en helt lille forretning bliver det næppe. Tværtimod. Nyhedskanalen er en ret sikker fidus.

TV 2's økonomidirektør, Anders Kronborg, betegner den ligefrem som en 'pengemaskine'.

Men hvordan kan der - i en usikker mediebranche - være penge i at ansætte 100 journalister og sende nyheder ud i 24 timer i døgnet?

En af CNN's topchefer, Chris Cramer, var for nylig i Danmark og brugte blandt andet besøget til at ønske TV 2 held og lykke. Han undrer sig mest over, at det skulle tage så lang tid i Danmark. For selvom den internationale CNN har tabt seere, har nyhedskanalen haft succes med at lancere lokale udgaver i blandt Indien, Tyrkiet og Spanien.

"Konceptet med kontinuerlige nyheder bliver allerede lavet med stor succes til befolkningsgrupper, der er meget mindre end i Danmark. Det handler om differentiering i forhold til 'de andre' og skabe en vane hos seeren, der gør, at det er ok at forbruge nyheder døgnet rundt. Uden at kende deres forretningsplan ønsker jeg TV 2 News alt godt og tror, de vil få succes. Det, der undrer mig mest, er, at der er gået så lang tid, inden nogen har turdet tage skridtet," siger Chris Cramer. Og fortsætter:

"Content is King - men det er dyrt at skabe indhold. Derfor er det utroligt vigtigt at udnytte det fulde potentiale og nå ud til alle, alle steder."

Tv, internet og om et lille øjeblik radio. TV 2 har det hele.

Så godt som kontanter

Økonomidirektør Anders Kronborg kender forretningsplanen til fulde. Og det mest bemærkelsesværdige ved forretningsplanen er, at den ikke umiddelbart afhænger af seere. I Danmark modtager cirka 1 million husstande deres tv-signal fra enten TDC KabelTV, Viasat eller Telia - og da TV 2 har forhandlet med selskaberne og er kommet med i en eller flere af deres programpakker, ja så ruller pengene ind fra dag ét. Store beløb endda - hævder Anders Kronborg stolt i flere medier, eksempelvis Berlingske Tidende:

"Det betyder 120-130 mio. kr. i indtægter næste år. Dertil kommer annonceindtægter. Så tilsammen skulle nyhedskanalen gerne omsætte for 150 mio. kroner næste år," siger Anders Kronborg.

Det er altså brugerne, der betaler for nyhedsfesten på TV 2 - selvom stigningen for den enkelte husstand blot er cirka 150 kroner om året. Det er i forvejen dyrt at se tv - prisen på eksempelvis TDC's store programpakke - det er den, man skal abonnere på for at kunne modtage TV 2 News - er 3.492 kroner om året.

Udgiften og stigningen er ofte - eksempelvis i boligforeninger - gemt i huslejen. Og derfor er Anders Kronborg begejstret for konceptet.

Skulle DR til sammenligning have lavet en 24-timers nyhedskanal, ville det være blevet en stor udgiftspost. Men fordi TV 2 har fundet en pengekasse i et ufleksibelt tv-marked, giver satsningen overskud med det samme. For at sætte det på spidsen: TV 2 skal blot levere en kanal, der er marginalt bedre end en obskur udenlandsk kanal for at få plads i en af pakkerne. Og allerede nu er der varslet prisstigninger i 2008 og 2009:

"Kanalen alene vil give 10-15 millioner kroner i overskud næste år. Og på TV 2-koncernens bundlinje bliver der tale om 20-25 mio. kr., eftersom nyhedskanalen køber ydelser af moderselskabet," siger Anders Kronborg.

I mediebranchen lyder mantraet for tiden: lokalstof. Det gælder for aviser, og det gælder for tv. CNN's problemer er derfor blevet udlagt som det modsatte: CNN er for langt fra folks hverdag. Derfor har TV 2's ledelse, lige siden idéen om TV 2 News blev introduceret på et pressemøde i det indre København, haft travlt med at lægge afstand til forbilledet.

"Sammenligningen med CNN og BBC er forkert. Den danske version bliver helt anderledes. På CNN skal man dække hele verden, og dækningen begrænser sig meget let til billeder af statsledere, der giver hinanden hånden," skriver Per Mikael Jensen eksempelvis i TV 2's nyhedsbrev.

Derfor bliver fokus på nyheder fra Danmark, nyheder fra Christiansborg og nyheder fra udlandet - prioriteret i den rækkefølge. TV 2 Regionerne bliver formentligt ikke mindre synlige fremover.

TV 2 News har prøvesendt i snart en uge - signalet er bare ikke blevet sendt ud. I en lille teaser, der blev vist til pressen, fortæller TV 2's korrespondent i Mellemøsten, Steffen Jensen, hvorfor han glæder sig til kanalen:

"Først og fremmest tror jeg, at der bliver mulighed for at give baggrund. Det er noget, man som tv-journalist indtil nu har været frustreret over - når man dækker en sag over nogle dage, uger eller måneder, så opbygger man så meget ekstra viden, som man aldrig får en chance for at komme af med i de daglige nyhedsudsendelser på hovedkanalen."

Men inden Steffen Jensen glæder sig for meget, bør han studere programfladen. Den er inddelt i timehjul - med nyhedsopdatering hvert 15 minutter, og altså et nyt program hvert kvarter. Der er ikke lange stræk til baggrund og indsigt.

Selvom han formulerer sig i positive vendinger, er det heller til at tage fejl af svaret fra chefen for TV 2 News, Mikkel Hertz, da han af en bruger på tv2.dk bliver spurgt, om TV 2 News har ansat flere korrespondenter:

"Som udgangspunkt vil TV 2 News trække på de samme erfarne, garvede korrespondenter som hovedkanalen."

Svaret er altså nej.

Den store muskel

Per Mikael Jensen har sejrssikkert betegnet TV 2 News som 'den største muskel' i dansk presse. Men måske bliver det også det største udstillingsvindue for danske politikere. TV 2 News får hele ni journalister på Christiansborg - og som Mikkel Hertz formulerer det:

"News har én ting. Og det er masser og masser af sendetid."

En række politiske rådgivere var i sidste uge inviteret til 'orienteringsmøde' på TV 2 News. Og flere af dem vurderer, at spindoktorer kan få kronede dage - med masser af sendeflade, der skal fyldes ud. Evnen til at sætte dagsorden og spekulere i mediernes 'nyhedshul' bliver altså endnu vigtigere fremover. Danske interesseorganisationer - herunder Kræftens Bekæmpelse - er begyndt selv at producere nyhedsindslag - i håb om at pressede redaktører på et tidspunkt vil takke ja. Det er med politik som med fodbold, har den radikale politiker Niels Helveg Petersen sagt. Spillet er det samme som for 40 år siden - det går bare meget, meget hurtigere.

Redaktøren for den politiske redaktion, Anders Krab-Johansen, har TV 2 News hentet hos Børsen. Han mener ikke, at TV 2 News gør det nemmere for politikerne:

"Alle er enige om, at det vil ændre den politiske journalistik, fordi der vil komme et større fokus. Nogle er bekymret for, at vi vil lave en masse små møghistorier - det tror jeg ikke på - og andre håber, at det er dem, der kommer på skærmen hele tiden - det tror jeg heller ikke, de skal sætte næsen op efter. Jeg tror, der vil komme mere af det gode - jeg tror i hvert fald, det er den stil vi vil køre."

Tak til Anders Krab-Johansen. Vi afbryder artiklen for at fortælle seneste nyt om et kokainfund på Christiansborg, en lottovinder i Give, rentefald fra Nykredit...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her