Læsetid: 3 min.

Nyhedsjournalisten er en pige med store bryster

7. december 2006

Næppe før har journalistikkens magtfuldkommenhed været større. En sand journalisme synes over os. Den kommer til udtryk ved, at journalister i stigende omfang interviewer journalister. Clement Kjersgaards program Chefredaktørernes Klub på DR2 er blot det seneste og mest selvfejrende mediemanifest over journalistikkens selvtilstrækkelighed.

Programmet den 2. december gik ud på at sætte fire chefredaktører - Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden, Niels Lunde og Per Mikael Jensen - til at vurdere, hvis medie, der først havde leveret den største mediebegivenhed i sidste uge. Det fik de sig så en hyggelig og harmløs snak om i hele 40 minutter; alt imens Clement Kjersgaard lidet skjulte dagsorden var at gøre førsteudgaven af sit program til den største mediebegivenhed. Med et selvevaluerende smil på læben prøvede Clement Kjersgaard at indgå et væddemål om, at hans program blev set af flere end TV2-News gjorde. På denne vis satte Kjersgaard en tyk streg under viljen til at gøre samtaler mellem journalister til de vigtigste mediebegivenheder i vores samfund. Hans næste 'klubmøde' burde handle om konsekvenserne af, at journalistikken og i særdeleshed nyhedsjournalistikken på denne vis bliver selvhyggende.

Selvhygge er en cocktail af hygge og selvgodhed: Hygge henviser til en selvkredsende kraft, der fremmer selvglad selvoptagethed. Den journalistiske selvhygge opstår, når journalister interviewer andre journalister, der leverer færdigfabrikerede journalistiske nyhedsprodukter til dem og deres udsendelser. Tendensen er dokumenteret i rapporten 'Når journalister interviewer journalister' der viser, at antallet af journalister, der interviewer journalister er steget fra at være under én procent i begyndelsen af 1990'erne til at være over 11 procent i 2002-2003. Men for at få det fulde billede af journalismens omfang må det medregnes, at også private og offentlige virksomheder anlægger et journalistisk perspektiv på deres public relations. Af samme grund har virksomhederne ansat medarbejdere med journalistiske spidskompetencer. Disse journalistiske medarbejdere arbejder for virksomheden ved at servicere deres fagfæller (og tidligere kolleger) på den moderne nyhedsformidlings præmisser.

Når nyhedsjournalister er henvist til at interviewe eller skrive af fra andre journalister, skyldes det, at tiden til at finde, researche og formidle nyhedshistorierne gøres stadigt knappere. Tidsknapheden betyder, at andre nyhedskriterier og aktører træder i stedet for de, som nævnes i de journalistiske skåltaler. I stedet for at bruge - journalistisk set - uerfarne erfaringspersoner og eksperter, træder journalisterne selv til som eksperter ud i 'speedede' fortællinger om deres oplevelse af sagen. Fortravlede journalister har kort sagt brug for korte indslag, korte citater og gode billeder - fra andre journalister. Den stærkeste drivkraft bag denne udvikling er sportificeringen af nyhedsjournalistikken. Der går ganske enkelt sport i den.

Det gælder om at komme først: "Først. 24 timer i døgnet," som TV2 NEWS slogan lyder. Det kræver, at måden, hvorpå nyhedshistorierne præsenteres, gøres vigtigere end at checke historiernes soliditet og saglighed. Moderne nyhedsjournalistisk minder mest af alt om Monty Pythons parodi på en konkurrence om, hvem der på et minut er bedst til at give et resumé af Marcel Prousts flerbindsroman På sporet af den tabte tid: "And the winner is the girl with the biggest tits."

Stjernejournalister

TV2 NEWS har allerede indset, at den journalistiske virkelighed er gået hen og blevet Monty Pythonsk. For TV2 NEWS handler det derfor om at gøre brug af kendte, gerne berømmede, journalister. Nyhedsjournalistikken handler ikke om historien, men om at få historier leveret af journalister med personlighed, begejstring og andre impressionistiske kompetencer.

Er der noget galt i det? Næ, ikke nødvendigvis, men måske skal vi være opmærksomme på, at det ændrer virkelighedsopfattelsen for flere end blot nyhedsjournalisterne. Marxister forsøgte en gang at overbevise os om, at den borgerlige presse snød folk til at føle sig godt tilpas i det kapitalistiske velfærdsamfund. Det lykkedes ikke. Virkeligheden var stærkere end marxisternes ideologi. Anderledes forholder det sig i det journalistiske samfund. Journalisterne har held til at skabe billeder af virkeligheden, som er stærkere end virkeligheden. Forfatteren Milan Kundera fortæller i romanen Udødeligheden, at hans nabo i Paris efter endt arbejdsdag kører hjem og ser nyheder, hvor en journalist deklarerer dagens begivenhed; et flertal af den franske befolkning mener, at der hersker den største grad af sikkerhed. Nyheden fejrer naboen med en flaske champagne og får aldrig at vide, at der den pågældende dag er begået tre røverier og et mord i hans gade.

Den selvhyggende journalistik lader sig vanskeligt forstyrre af virkeligheden; hvorfor skulle den også det, hygge er jo den danske nationalsport.

Claus Holm er kommunikationschef ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her