EFTER ALLE SOLEMÆRKER at dømme stritter danskerne i stigende grad imod øget EU-samarbejde. Derfor søger de i stigende tal tilflugt hos Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen.
Det hænger ikke sammen, siger vores kyndige læser. Uffe er jo Danmarks fremmeste fortaler for Den Europæiske Union med eget flag, eget fodbold- og nu også håndbold-hold og fælles forsvar. Skønt de seneste opinionsmålinger på dramatisk vis varsler om både vælgerflugt fra Socialdemokratiet og et nyt nej ved næste folkeafstemning om EU, har de ikke noget med hinanden at gøre. Siden et flertal ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 meldte Danmark ind i Fællesmarkedet har det været god latin at holde folkets indenrigspolitiske reaktionsmønstre skarpt adskilte fra dets holdninger til EU.
"Men dette forsøg på at adskille Europa-politik fra den hjemlige politik er et udtryk for fejhed, der har udviklet sig til et enormt demokratisk problem," konstaterer Det radikale Venstres EU-ordfører Elisabeth Arnold i gårsdagens udgave af Ugebrevet Mandag Morgen. Fejheden går begge veje. Hun finder det uansvarligt, at "græsrodsbevægelser" opfordrer til princi-piel EU-modstand, når de ikke samtidig som et af Folketingets politiske partier vil tage medansvar for dansk politik på grundlag af de traktater, som befolkningsflertallet nu engang har godkendt. Men hun erkender, at der er tilsvarende tendenser til fejhed hos de etablerede partier, der af ulyst til at konfrontere deres interne EU-uenighed også har søgt at holde EU-politik og indenrigspolitik adskilt - blandt andet ved brug af hyppige folkeafstemninger.
Nu går den ikke længere. Den demokratiske elendighed er blevet for stor i både hjemlig og europæisk forstand og medfører på én gang stigende modstand mod udbygningen af EU og faldende tilslutning til Social-demokratiet.
UAFHÆNGIG AF HINANDEN bragte både Information og dagbladet Politiken i lørdags opinions-målinger, der samstemmende placerede Socialdemokratiet helt i bund.
Vilstrup-målingen i Politiken gav Socialdemokratiet den laveste tilslutning i 23 år på kun 27,6 procent -
et fald på ikke mindre end ti procent-point fra Svend Aukens valgsejr i 1990 og kun ét procent-point over Anker Jørgensens katastroferesultat ved 'Glistrup-valget' i 1973. Til gengæld synes Uffe Ellemann-Jensens Venstre nu at være Danmarks suverænt største parti med en tilslutning på 31,3 procent.
Jørgen Thulstrup fra Institut for Konjunktur-Analyse A/S sagde til Information, "at tilliden til Jeltsins og Tjernomyrdins evne til at klare problemerne er faktisk større i den russiske befolkning end danskernes tillid til den nuværende regering. Det må jo siges at være skrap kost. Vandene skilles mellem den offentlige og den private sektor. Endnu i 1993 var forskellen i bekymring for skattetrykket meget lille. I dag er næsten halvdelen af de privatansatte 'meget bekymrede' over skattetrykket."
Protesten mod et højt skattetryk retter sig ikke mindst mod de hundrede milliarder kroner, som årligt afsættes til at holde en lille million danskere i den arbejdsduelige alder på offentlig forsorg. Her er uddannelsesstøtten naturligvis ikke medregnet. På tværs af alle ideologiske partiskel knyttes skatteprotesten sammen med uviljen mod, hvad der opleves som et stærkt voksende udemokratisk bureaukrati af både national og europæisk observans. Forleden kunne dagbladet Børsen offentliggøre en meningsmåling fra Greens Analyseinstitut, der viser stærkt voksende modstand mod at ophæve det nationale kompromis' forbehold over for selve EU-samarbejdet: 54 procent støtter nu afvisningen af unionsborgerskabet - mod kun 24 procent, der gerne vil have forbeholdet ophævet. 52 fastholder Danmarks afvisning af deltagelse i ØMU'en - mod 30 procent. 50 procent afviser dansk deltagelse i EU's fælles forsvar - mod 33 procent. Selv afvisningen af politi- og retssamarbejdet opnår nu flertal på 47 procent - mod 36 procent.
ALT DET ER Socialdemokratiets formand og statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Det radikale Venstres politiske leder og økonomiminister Marianne Jelved oppe imod. Alligevel er førstnævnte angivelig i god julestemning og begge opfordrer energisk til at samle kræfterne om et ærligt ja til Europa ved Maastricht 2-folkeafstemningen i begyndelsen af 1998. Til den ende kan en ministerrokade skønnes hensigtsmæssig. Mens enhver grundlæggende kritik af regeringens og EU's økonomiske og økologiske kurs og af demokratiets elendige tilstand nationalt og europæisk - åbenbart ikke kommer EU-spørgsmålet ved.
Skulle det virkelig få os til at stemme ja? Og give Socialdemokratiet fornyet tilslutning?
el (Ejvind Larsen)
