Læsetid: 3 min.

Nyrup eller kaos

7. maj 1998

Indgrebet fra regeringen kom i går efter en temmelig nervøs tirsdag i det konfliktramte land. Nationalbanken forhøjede renten med et halvt procentpoint for at dæmme op for det internationale markeds pres på den danske krone, og forhandlingerne mellem DA og LO brød definitivt sammen. Alles øjne blev vendt mod statsministeren, der tirsdag erkendte, at det ville skabe problemer for folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj, hvis konflikten fik lov at fortsætte ind i næste uge. Mens Enhedslisten og SF obligatorisk - med henvisning til den danske aftaletradition - advarede mod et regeringsindgreb, var de ledende borgerlige politikere dog for alvor blevet møre.
Venstres leder Anders Fogh Rasmussen, CD's gruppeformand Peter Duetoft og de konservatives leder Pia Christmas-Møller forlangte indgreb. For smertegrænsen var nået, skoler og daginstitutioner lukkede på stribe på grund af mangelfuld rengøring og selv de stakkels skrøbelige kyllinger var ramt af et værre 'holocaust' og blev trampet ihjel i stedet for at få en forventet død på de slagterierne, der også var konfliktramt. Regningen for tabt produktion var opgjort til 4 mia. kr. og prisen for uge to ville stige til 4,5 mia., skønnede regeringen. Og samtidig gav konflikten ridser i lakken hos de danske underleverandør-virksomheder, som lever af at eksportere komponenter til globalt orienterede virksomheder i udlandet. Storkonflikten har således tvunget Saab-fabrikkerne i Sverige til at stoppe produktionen på grund af manglende leverancer af vitale komponenter. Også Volvo, BMW, Mercedes og Lotus-bilfabrikkerne, samt spanske telefabrikker er kommet i klemme. Hvis ikke konflikten blev bragt til afslutning ville de danske underleverandører i fremtiden få sværere ved at sælge deres produkter i udlandet.
Samtidig viste en meningsmåling fra AIM, at et massivt flertal i den danske befolkning er modstander af Schengen-aftalen, der ophæver grænsekontrollen og er tæt forbundet med EU's nye Amsterdam-traktat. Frygten for et folkeligt nej til EU-traktaten var rykket nærmere. Sekretariatsleder i Europabevægelsen, Lars Nielsen og de konservatives Lene Espersen forlangte slet og ret en udsættelse af folkeafstemningen den 28. maj.

Nyrup valgte i stedet at gribe ind, og i går middag præsenterede han ingredienserne i det indgreb, som vil blive vedtaget med et solidt centrum-højre flertal i Folketinget torsdag: Regeringen vil af hensyn til konkurrenceevnen og den i forvejen overophedede danske økonomi ikke udvide rammerne i det oprindelige mæglingsforslag. Det bliver omkostningsneutralt. Men lønmodtagerne - og ikke mindst børnefamilierne - får den ekstra fritid og ferie, de gik i konflikt for at få. Udover den fridag, som arbejdsmarkedets parter allerede var blevet enige om, så vil regeringen give lønmodtagerne en ekstra fridag. Og derudover får forældre med børn under 14 år to omsorgsdage - og dermed giver Nyrup dem det, han stillede dem i udsigt i sin nytårstale.
De danske arbejdsgivere slipper dog for at betale regningen. Arbejdsgiverne slipper for at forøge deres bidrag til lønmodtagernes pensioner med 0,5 procent af lønsummen mod de planlagte 0,9 procent. Samtidig vil regeringen afskaffe arbejdsgivernes sygeskat, der udgør 325 kr. pr. år pr. fuldtidsansat, og det koster statskassen ca. 400 mio. kr.

Det ligner en klog og salomonisk løsning på en konflikt, som arbejdsmarkedets parter var ude af stand til at løse. Man kan naturligvis ikke udelukke nye protestdemonstrationer, men det store flertal af befolkningen vil sikkert glæde sig over atter fuldt ud at kunne realisere sig som forbrugere og få børnene i børnehave og skole.
Børnefamilierne kan glæde sig over at få mere tid sammen med børnene, men det mindsker ikke det daglige pres, som en stadig mere produktivitetsorienteret konkurrence har pålagt dem.
Partierne på Christiansborg får dermed travlt og ingen fritid i de næste uger. Indgrebet sætter for alvor fart på ja- og nej-kampagnerne frem til den 28. maj. Det politiske indgreb ser ud til at styrke ja-sidens muligheder for at overbevise de mange tvivlere, men det er for tidligt at spå om udfaldet.
Men måske vil Nyrup føre kampagne under sloganet: Nyrup eller kaos!bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her