Bare rolig. Poul Nyrup Rasmussen strøede de rigtige signalord ud over de 550 fremmødte delegerede på weekendens socialdemokratiske kongres. Statsministeren er stadig socialdemokrat med stort S. Han vælger ikke Tony Blairs tredje vej, han vælger ikke Anders Fogh Rasmussens anden vej, men Socialdemokratiets danske, den kendte. Den med solidariteten og den med det klare fjendebillede af Anders Fogh Rasmussen.
De delegerede var tilfredse, beroligede og bestemt ikke udfordret.
Det kunne der ellers være grund til. Allerede til november ligger første udkast til et nyt arbejdsprogram om velfærd og prioriteringer klar til debat i partiforeningerne. Og her står tilhængere og modstandere af udlicitering, brugerbetaling og lige rettigheder til alle over for hinanden, ganske som de plejer.
Der er ellers ikke noget at komme uden om. På en tema-diskussion om udlicitering under week-endens kongres stod den ene socialdemokrat efter den anden frem med eksempler fra deres kommuner på udliciteringer. På gode socialdemokratiske betingelser, forstås. Så bliver udlicitering til et af de redskaber, socialdemokrater i kommunalbestyrelser rundt omkring i landet kan benytte sig af, når de skal have hjemmehjælpen til at fungere bedre eller have styr på udgifter til vedligeholdelse af veje og pladser.
Næsten lige så mange socialdemokrater ville ikke snakke udlicitering, men pudse den ideologiske profil og trække en grænse mellem socialdemokraterne og et nej til udlicitering på den ene side og det liberale Danmark og et ja til udlicitering på den anden side.
Det virker ikke indlysende, hvorfor netop ordet udlicitering skal anvendes til at skelne højre fra venstre i dansk politik. Det kunne være en del mere frugtbart at diskutere, hvilke opgaver den offentlige sektor skal varetage og så bagefter se på, om opgaverne skal udføres af offentligt eller privat ansatte servicemedarbejdere.
Men den diskussion tog Nyrup ikke fat på. Han udskød den. Og kan så håbe at al kongressens snak om solidaritet kan holde tvivlerne i ro, når socialdemokraterne igen tager livtag med de ubehagelige prioriteringer i velfærdsdiskussionen.
Indtil nu er det ikke lykkedes. Hver gang socialdemokraterne diskuterer velfærd, dukker skyttegravene fra sidste diskussions frontlignende tilstande op igen.
I euro-debatten ligger problemerne et lidt andet sted. Her har Poul Nyrup Rasmussen omvendt argumenterne på plads, når han i de kommende måneder skal overbevise S-medlemmer og S-vælgere om fornuften i at bytte danske kroner ud med euroer ved den kommende folkeafstemning om dansk medlemskab af EU's økonomiske og monetære union, ØMU'en. Selv nok så gode argumenter kan imidlertid støde på danskernes indgroede skepsis over for udvidelser af EU-samarbejdet. Partiets næstformand Ole Stavad tror direkte, at en hurtig folkeafstemning nu vil give et nej.
Gode argumenter alene klarer det ikke. Der skal også tid til.
Argumenterne først. Poul Nyrup Rasmussen virker overbevisende, når han præsenterer sit ja for euroen på en socialdemokratisk kongres. Han har tre argumenter, der ligger i direkte forlængelse af hans eget engagement for det europæiske. Argumenterne handler om tryghed, beskæftigelse og politik. Tryghed, fordi euro-samarbejdet beskytter kroner og danskere mod valutaspekulanters pres mod arbejdspladser og velfærd. Beskæftigelse, fordi Danmark igen kommer med på investorernes verdenskort som euro-land. Politik, fordi Danmark som medlem af euro-land kan være med til at hegne den globale markedsøkonomi ind med krav om lønmodtagerrettigheder og andre rettigheder for arbejdere over hele verden.
Mere socialdemokratisk kan det ikke blive.
Poul Nyrup Rasmussen er bare ikke sikker på, at medlemmer og vælgere kan få helt så lang tid til at diskutere og langsomt vænne sig til, at det er god socialdemokratisk politik at sige ja til euroen. "Vi må ikke låse os fuldstændigt fast, hvis der opstår en uforudset situation i international økonomi, i europæisk eller i dansk politik. Derfor foreslår jeg, at vi skal være rede til en ekstraordinær kongres, hvis det viser sig nødvendigt for at varetage Danmarks interesser. En kongres, hvor vi socialdemokrater tager stilling til, hvad vi skal anbefale danskerne, når det gælder en kommende folkeafstemning om dansk deltagelse i euroen," sagde statsministeren lørdag.
Gør det ikke, siger Freddy Blak, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet. Freddy Blak holder sine argumenter i gadehøjde. Og så går han ikke for hurtigt frem.
"Lad være med at gå for stærkt frem, for så får vi ikke alle med. Hvis vi lader os presse til at gå hurtigere frem, så bliver det et nej ved en folkeafstemning. Når jeg kommer ud i Nr. Snede eller Nakskov og snakker med rengøringsassistenter og andre vælgere, så er der lang vej igen," sagde Freddy Blak til S-kongressen.
"Hvis ikke danskerne forstår, hvad det drejer sig om, så siger de nej, når de står inde i boksen og skal sætte deres kryds," siger Freddy Blak.
For at få debatten om euroen til at handle om, ja, euroen, er det helt afgørende, at statsministeren ikke griber ind i debatprocessen, så vil debatten i stedet komme til at handle om topstyring på ledelsens præmisser. Det vil sandsynligvis føre til et nej. En reel debat om euro'ens fordele og ulemper i roligt tempo kan ende med et ja. jr/klar
