Læsetid: 4 min.

Nyrups chance

21. august 2002

DEN EGENSKAB, der måske er Poul Nyrup Rasmussens allerstærkeste, er hans fænomenale evne til at kæmpe sig fri af et nederlag. Der er dem, som altid hæfter sig ved den tidligere statsministers evne til at forkludre en vindersag – hvad der bestemt er noget om – men de glemmer ofte at erindre sig selv om hans lignende sans for at komme styrket ud af en tabersag. Derfor er det alt for tidligt at dømme Nyrup færdig – selv om de seneste par ugers handlinger af indlysende årsager har svækket ham. Den lære, som måske mest markant Venstres tidligere leder, Uffe Ellemann-Jensen, bittert mærkede, var, at Nyrup faktisk er allerstærkest og allerfarligst for sine modstandere, når han tilsyneladende står skidt.

NYRUP ER på trods af det store valgnederlag i november sidste år fortsat Socialdemokratiets partiformand og også dets bedste bud som statsminister ved det næste valg. Der er derfor ingen grund til at foreslå, at han træder tilbage i utide. Der er også grund til at rose ham for, at han endelig har besluttet sig for at modernisere og forny sit parti – men, og det er et væsentligt men, der er god grund til at kritisere ham for udførslen. En af Nyrups svagheder er utvivlsomt, at han for sjældent følger sine egne instinkter. Han lader sig for ofte påvirke af alt for mange rådgivere – både de folkevalgte, de ansatte og de løse – som alle har deres egne åbne eller skjulte dagsordener. En del tyder på, at Nyrup i de seneste sommermåneder har tilbragt for meget tid sammen med en alliance af unge socialdemokrater, midaldrende vestegnsborgmestre og fagforeningsfolk – allesammen fra partiets højrefløj og allesammen tilhængere af stramninger over for udlændinge. De tanker, som de tidligere DSU-formænd, nemlig Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Jens Christiansen har påvirket Nyrup med, handler dog ikke kun om udlændinge, men også om et egentligt opgør med selve det lighedsprincip, som partiet i sin tid er skabt af. Sass Larsen har i flere aviser udtrykt et fundamentalt ønske om eksempelvis at lade borgernes pengepung afgøre, hvilken service de skal kunne få på offentlige sygehuse. Den modernisme, som den socialdemokratiske højrefløj – repræsenteret af folk, der altid selv har tjent godt – er i virkeligheden udtryk for en borgerlighed, der er rigeligt repræsenteret i den nuværende regering.

NYRUPS CHANCE består derfor i holde op med at lytte til så meget til Sass Larsen & Kompagni. Den tidligere statsminister burde i stedet bruge et par dage på helt alene at tænke hele situationen igennem – rense tavlen, inden det går helt galt. Sætte sig ned og gøre sig selv klart, hvad der for et socialdemokratisk projekt, som han virkelig vil risikere sit eget hoved for. Måske tænke tilbage på den forskel, der er sket i samfundet fra hans egen far i sin tid blev ydmyget af ledighed og til det samfund, som Nyrup selv har været med til at skabe. Vil Nyrup bryde sig om den tanke, at hans egne forældre på grund af deres økonomi skulle risikere at ligge på en hospitalsstue sammen med med tre andre – altimens reklamekonsulenten, der har penge nok, bor alene på nabostuen. Er det Nyrups socialdemokratiske vision anno 2002?

FASTHOLDER NYRUP den linje, som han har gennemført med ringe held i de seneste små to uger, tyder meget på noget nær en repetition af formandsopgøret i 1992, da Nyrup fældede Svend Auken. Den fløj, der oprindeligt støttede Auken, har i dag Frank Jensen som dets leder, og det er åbenlyst, at fløjen har iværksat en voldsom modoffensiv mod Nyrup. De går ikke nødvendigvis efter partiformanden selv, men forsøger derimod at svække ham på alle mulige måder. Den ene næstformand, som Nyrup ønsker at skifte ud, Viborgs amtsborgmester Bent Hansen, nægter formodentligt at trække sig – og kan godt blive valgt ved et kampvalg på kongressen i september. Den kandidat, som Nyrup vil have til at være ny partisekretær, Jens Christiansen, bliver sandsynligvis mødt af Torben Lund ved et kampvalg på samme kongres – et valg, som Lund godt kan vinde. Det sørgelige er, at hverken Hansen eller Lund på nogen måde kan betragtes som fornyere – tværtimod. Når de overhovedet har en chance for at vinde, skyldes det udelukkende en dyb irritation over, at Nyrup er svunget for langt til højre – for langt ud på den ene af partiets fløje. Nyrup har stadig chancen for at forny partiet – det kræver imidlertid, at han også giver plads til andre kræfter i partiet end dem, han de seneste uger har omgivet sig af.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu