Læsetid: 4 min.

Nyrups nedtur

7. november 1996

DAG FOR DAG bliver vi klogere og klogere og mere og mere fortvivlede.
For bare seks dage siden var det det almene indtryk, at justitsminister Bjørn Westh (S) var den, der havde begået en kapitalbrøler ved at aflyse forfatteren Salman Rushdies planlagte prismodtagelse i København den 14. november og ved i en pressemeddelelse herom at bruge den "aktuelle politimæssige situation i Danmark" - læs: det ressourcekrævende rocker-beredskab - som begrundelse. Statsministeren sagde i fredags, at sagen kunne være "håndteret mere elegant", og alle opfattede, at han pegede i retning af justitsministeren. Hovedparten af de landsdækkende dagblade forlangte dagen efter Bjørn Wesths afgang.
I dag ved vi, at det er statsministeren selv, der har - og har påtaget sig - det fulde ansvar. Vi ved således, at han sad for bordenden, da regeringens sikkerhedsudvalg allerede den 10. oktober besluttede at aflyse Rushdie-mødet den 14. november. Vi ved, at ansvaret for at føre beslutningen ud i livet blev overdraget Nyrups departementschef Ulrik Federspiel i samarbejde med chefen for Politiets Efterretningstjeneste Birgitte Stampe. Vi ved, at det var i Statsministeriet det besynderlige, underskrift- og hovedløse brev om aflysningen - fremsendt til Rushdie via det engelske udenrigsministerium - blev forfattet, ligesom det var i Statsministeriet pressemeddelelsen af sidste torsdag om aflysningen blev fabrikeret.
Vi ved nu også, at Justitsministeriets departementschef Michael Lunn samt Bjørn Westh selv protesterede over for Statsministeriet mod pressemeddelelsens omtale af politiets ressourceproblem som betydende for aflysningen, men at protesterne blev afvist i Statsministeriet og pressemeddelelsen derefter udsendt - på Justitsministeriets brevpapir. Vi ved ydermere, at statsministeren selv sagde god for udkastet til pressemeddelelse, og at han gjorde det, mange dage før Justitsministeriet blev informeret. Vi ved endelig, at statsministeren siden sagen eksploderede for en uge siden har vævet og trådt vande og på nuværende tidspunkt endnu ikke givet en fyldestgørende beskrivelse af hændelsesforløbet.

DE ENDNU ufuldstændige oplysninger peger på, at det er departementschef Federspiel - kendt som en hæderlig, intelligent, velorienteret og kulturinteresseret topbureaukrat - der som praktisk ansvarlig for sagens håndtering har fejlet fatalt og ubegribeligt ved ikke straks at indse, at et nej til Rushdie ville udløse et ramaskrig i kultur- og bredere kredse, bl.a. fordi det risikerer at bombe den internationale indsats mod det iranske præstestyres fatwa mange år tilbage.
Vil man forsøge at forstå - ikke undskylde - hvorfor statsministeren selv har klokket så grusomt, må man se på det personlige "trusselsbillede", Nyrup i de senere uger har følt sig udsat for. Først den voldsomt belastende sag om rocker-særloven, som krævede intens statsministeriel opmærksomhed og medietilstedeværelse. Derefter sagen om Danmarks farlige enegang i EU i spørgsmålet om den amerikanske Cuba-lovgivning - en sag der har øget statsministerens nervøsitet for forløbet af EU's regeringskonference. Så pludselig bomben fra Niels Helveg Petersen om 92-kuppet mod Auken, som yderligere satte Nyrup under personligt og mediemæssigt pres og tvang ham til at give sin udenrigsminister en offentlig skideballe. Og endelig - sammenfaldende med ekspederingen af telefaxen til Rushdie - de anspændte, til sidste sammenbrudte finanslovsforhandlinger med de konservative.
Formentlig er det sådan, at statsministeren lige fra Rushdie-sagens interne start den 10. oktober - dagen hvor rockerloven skulle gennem Folketinget - har haft sin opmærksomhed naglet fast på andre belastende spørgsmål. Og derfor har deponeret alt praktisk ansvar og analytisk tankevirksomhed om Rushdie-sagen hos Ulrik Federspiel og dennes hjælpere.

EN DEL KAN altså forklares, omend ikke bortforklares. Ej heller glemmes med tilbagevirkende kraft via statsministerens - iøvrigt velplacerede - undskyldning til Salman Rushdie. Selv om Poul Nyrup ved Gud ikke har begået noget ulovligt, så har han trådt så solidt i spinaten, at tilliden til hans overblik, dømmekraft og ledelsesevne er stærkt ramponeret. Hans problem er derfor næppe udsigten til et mistillidsvotum - vi kan ikke på baggrund af det indtil nu oplyste se Enhedslisten vælte ham - men derimod, hvordan han kan regere videre med autoritet?
På kort sigt må Nyrup formentlig give politiske indrømmelser til Enhedslisten og SF og/eller til de konservative, for at de pågældende med prestigen i behold kan bakke ud af deres aktuelle stormløb. Og i det videre forløb vil skyggen fra Rushdie-skandalen - og skandalerne der er gået forud - hænge over statsministeren og mindske hans troværdighed og evne til at presse politiske forhandlingsresultater igennem. Den allerstørste udfordring på Nyrups egen huskeseddel - at få et politisk - og efterfølgende folkeligt - ja til den næste EU-traktat igennem - kan gå hen og blive uhyggeligt vanskelig at løfte, hvis statsministeren endnu til den tid fremstår svækket og i gæld til både højre og venstre.

NÅR HELE misèren er egnet til at fremkalde fortvivlelse, er det fordi sagen dag for dag gør væmmelsen ved dansk politik større. I en hvilken som helst supermarkedskø, ved et hvilket som helst cafébord og på en hvilken som helst arbejdsplads er det leden ved det politiske livs aktører - også dem, der i disse dage fisker i rørt vande - der tales om.
Vi er derude, hvor fodfejlene er blevet utålelige, fordi de hver gang indebærer et skæbnesvangert, nyt tilbageskridt for det levende folkestyre.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her