Læsetid: 3 min.

Nyrups sidste angreb

21. marts 2001

»Alle her i lokalet ved, at der i dag er store finansielle markedsudsving, som har skabt risikomomenter i mange samfund. Og dét skal vi gøre noget ved. Dét arbejder vi på. Alle ved, at der er voldsomme miljøproblemer, som både skal bæres af de rige og de fattige lande. Alle ved, at der er voldsomme sociale problemer; at forskellene mellem rige og fattige vokser.«
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen på sit ugentlige pressemøde i går

REGERINGEN mangler efterhånden kun at lovprise ét enkelt af ATTAC-bevægelsens krav, før cirklen er sluttet: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen mangler endnu at genoplive sin gamle idé om at demokratisere pensionskasserne og dermed åbne op for, at opsparere selv kan vælge at investere deres penge i f.eks. etiske virksomheder. Men ellers er regeringens linje klar: De globale markedskræfter skal reguleres demokratisk.
I de seneste uger har regeringens ministre lanceret en række ideologiske udspil, der hverken i indhold og sprogbrug lader ATTAC meget tilbage. Først kom statsministeren selv. Oven på World Economic Forum i den schweiziske bjergby Davos udtalte Nyrup således: »Der er ingen tvivl om, at det vil tage tid med Tobin-skatten, men hvis vi bare lader det ligge og vender det døve øre til, så forandrer vi jo ikke verden.« Derefter fulgte udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) med sin idealistiske idé om at give asyl til verdens stadigt flere fattigdomsflygtninge.
Ugen efter kom hun så med forslaget om at ville eftergive de fattigste ulandenes gæld. Og i går var det så endeligt blevet udenrigsminister Lykketofts tur. I Børsen opfordrede han Novo Nordisk og Lundbeck til at »trække sig fra« patent-retssagen.

STATSMINISTEREN gik i går så vidt, at han tilsluttede sig Indiens finansminister Yashwant Sinhas udtalelse om, at »hvis hele verden skal have samme livsstil som i en amerikansk forstad, så vil der ikke være nogen verden at leve i«. En skævvredet udvikling, som næppe vil tegne sig afgørende anderledes, hvis Nyrup havde brugte en dansk provinsby som sindbillede på verdens gang.
Når Nyrup alligevel vælger at kaste sig ud i globaliseringsdebatten med markante meldinger, skyldes det, at regeringen her har et emne, der kan blive en joker i den forestående valgkamp. Hvis globaliseringsfronten bliver trukket tilstrækkeligt skarpt op, vil både CD og Kristeligt Folkeparti falde på samme side som regeringen og dermed skabe fornyet usikkerhed om valgresultatet.

INSPIRATIONEN kommer imidlertid ikke kun fra ATTAC’s popularitet. USA’s ekspræsidents besøg i København har tilsyneladende også sat nogle tanke i gang blandt danske ministre. I forrige uge sagde Clinton bl.a., at »fattigdommen er en krudttønde, som kan blive antændt når som helst.«
Clinton opfordrede også de 41 medicinalgiganter, som har lagt sag an mod Sydafrikas regering, til droppe sagsanlægget. En opfordring den danske regering nu også har taget op. Skønt patentsagen er juridisk kompliceret – og langt fra er den eneste barriere for at behandle aids-ramte i de fattigste lande – har den danske regering altså valgt at lade medmenneskeligheden råde. Og dét markerer en interessant politisk kolbøtte: Her på falderebet kommer idealerne før realpolitisk ansvarlighed.

PSYKOLOGIEN hos Nyrup & Co. er formentlig den samme som hos Clinton: Ekspræsidenten har ikke længere noget ansvar og er i dag forkætret i sit hjemland. Clinton kan tale direkte ud af posen. Regeringen har så dårlige meningsmålinger, at de står med ryggen mod muren. Nyrup kan derfor også løsne lidt på sin gammelkloge ansvarlighed og komme med nogle ideologiske markeringer, som alle ved er nødvendige, hvis vælgerne skal kunne se en holdbar fremtid i den nuværende regering.
Og der er faktisk mere i godteposen fra Nyrups første ungdom. Som direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond var han i sin tid en varm fortaler for at demokratisere pensionsmidlerne. Tilbage i 1993 udtalte den nyudnævnte statsminister således til Politiken: »...sandt er det, at jeg så den aktive anvendelse af lønmodtagernes opsparing som et middel til større medindflydelse og -bestemmelse.«
Hvis Nyrups ønske om en demokratisk kontrol med finanskræfterne skal tages alvorligt, kan han passende adoptere sit gamle hjertebarn, som i dag også er ét af ATTAC’s krav: At lade lønmodtagerne få direkte kontrol over, hvordan erhvervslivet skal gebærde sig fremover. Hvis Nyrup alligevel skulle miste statsministerposten, ville han så kunne trække sig ærefuldt tilbage som ATTAC’s formand.

lam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu