Læsetid: 6 min.

Nyt blod i den gamle pumpestation

Hvis du troede, at rockmusikken var død, så check lige denne anmeldelses nye britiske, amerikanske og australske bands med ild i opfindsomheden. De sender ny elektricitet gennem det gamle korpus, og det meste af tiden kan man endda nynne med
9. december 2005

Dire Straits. Gnags. Green Day. Eurythmics. D.A.D. Coldplay. Julemånedens danske top 40 kan godt få én til at tro at rockmusikken er stendød, og kun er blevet gravet op fordi pladeindustrien skal bruge gamle stødere og patetiske punkfalsknere til at sælge plader med. Genoplivningsapparatur forklædt som PR-maskineri. Men. Faktisk behøver rocken ingen elektrochok eller for den sags skyld blodtransfusioner. Der ruller nemlig til stadighed nyt elektrisk blod gennem den gamle pumpestation. Det er bare de færreste, der opdager det.

The Chap

The Chap giver for eksempel fornyet håb med et af årets bedste rockalbum, Ham. Hvis ikke det bedste. Som noget næsten uhørt har kvartetten fra Nordlondon allerede høstet jublende anmeldelser i både det bundseriøse snobmagasin The Wire og i den hypehysteriske tabloidavis NME. Med god grund. For The Chap opfinder og forfører i samme bevægelse; du kan fordybe dig i deres finesse, du kan synge med under opvasken og senere på aftenen kan du endda danse til singlen I Am Oozing Emotion. Kvartetten stryger dig med og mod hårene på samme tid, og demonstrerer hvor naturligt den moderne rockmusiker kan spille på både guitar og laptop. Den højere enhed mellem eletronica og indierock, som tyske The Notwist perfektionerede i slut-90'erne, under betegnelsen indietronica, finder således et nyt, mere legesygt og humoristisk leje på Ham.

Både krautrocken, Brian Eno og Pixies spøger også. Og The Chap er ikke blege for at bygge mure af guitarakkorder, så selv dem på bageste række til musiktabloidavisernes redaktionsmøder kan være med. Men det foregår i nye kontekster og kompositioner, der er med til få selv samme mure til at vakle. Ingen småbanal guitarfigur får lov at stå uimodsagt - om det så er via krøllet støj, mikrobeats, glitch eller strygere af både romantisk og avantgardistisk præg. Og alt sammen er det en del af en både musikalsk og tekstlig diskussion af det problematiske i at være et rockband i det 21. århundrede. Hvordan vinder man eksistensberettigelse uden for regnearkene i direktionslokalerne? Hvordan undgår man at læse manualen til den pressevenligt glamourøse selvdestruktion? Tag bare denne usentimentale dekonstruktion af rockmytologien: "Garagerock, albumlaunch, chartsuccess, interview, New York, Tokyo, hotelroom, loneliness, suicide."

Der gemmer sig skyldfølelse i The Chaps tekstunivers, men selv samme møgkræ uddrives i processen. Og Ham er en skarp satire over og kunstnerisk mobning af konsensuskulturens slaphed og puritanerens åndenød. Det er ganske enkelt brillant.

The Books

I USA er der også røre. Duoen The Books har med deres tredje album Lost and Safe begået årets måske mest unikt formulerede musik, der stadig har populærkulturen inden for hørevidde.

I et victoriansk hus i Massachusetts har Nick Zammuto og Paul de Jong klippet og klistret og spillet sig frem til en evigt vibrerende og knitrende indie-folkemusik, som der bliver sunget henover i romantiske harmonier, der mest af alt minder om salig Simon & Garfunkel. Lyder det klæbrigt? Ikke når du rammes af det instrumentale mylder underneden, hvor banjoer, mandoliner, guitarer og celloer kribler i kor, oftest digitalt sønderklippet eller udsat for skælvende op- og nedfadinger. Læg hertil et af The Books særkender, deres found sounds, denne gang talende stemmer fundet på kassettebånd købt hos Frelsens Hær, hvilket resulterer i dybsindigheder som "You are something that the whole world is doing" og "A culture is no better than its woods". Som duoen så oven i købet synger med på med sfæriske stemmer. Originalt er vist for en gangs skyld et ord, der kan trækkes op at hatten, uden at nogen rækker ud efter deres seksløbere. Og ja, du kan også nynne med på det.

The Fiery Furnaces

New York City ligger heller ikke på den lade side. En genoplivning af new wave-rockens mest eksperimenterende etos er i fuld gang og kaster byens kreative hoveder i alskens retninger, og tilflytterne i The Fiery Furnaces er blandt de fornemste. Sidst søskendeduoen brillerede i albumformat var med sidste års Blueberry Boat. En excentrisk og ubesværet rejse gennem en tilsyneladende uudtømmelig musikalsk biodiversitet. Fra laptoppen og helt tilbage til saloonklaveret med utallige mellemstationer. Samme rejseiver gennem vestlig musik præger deres tredje reelle album Rehearsing My Choir, dog med den helt afgørende forskel at komponist Matt og sanger Eleanor Friedberger her fortæller deres bedstemor Olga Sanatos' livshistorie. Bedstemoderens knortede, stolte stemme fortæller selv store dele af historien, og vi rejser fra 20'ernes Chicago og op til i dag: "I ran off/Put on corduroy knickers that I got from the coal shovelling kid/And hitch-hiked in a rickety old Ford".

Olga Sanatos fortæller med alderens biografiske tyngde og hærdning, sekunderet af barnebarn Eleanor, der inkarnerer bedstemor i sangform. Og en historisk kontinuitet vokser ud af musikken: Det unge 1900-tal bliver forunderligt sammensmeltet med den nutidige duos karakteristiske sangskrivning og postmoderne genremæssige zigzagkurs, som de aldrig mister retningssansen under. Selv om allerede albummets anden sang byder på et house-groove og en spinet-melodi i knudret pardans...

Why?

Livet og døden og alt det rod, som det fører med sig, rumsterer også på landsmanden Yoni Wolf alias Why? og hans andet album Elephant Eyelash: "Even if the world is saved/And the couples kiss before the credit list/There will be more than a lifetime of death/In the scrambled-signal snow that's left when the blackened tape runs out". Med base i Oakland Bay-området på vestkysten udkommer Wolf på det kollektivt ejede pladeselskab Anticon, der også tæller kunstnere som Themselves, Sole og Alias: Hvide middelklassedrenge, der går skramlende livsaligt om bord i hiphoppen præget af rocksensibilitet og viklet ind i politiske og selvransagende tekster af stærkt associerende karakter. Wolf tilhører tydeligvis den nærmeste familie, men hans afsæt er blevet yderligere rocket, hvilket nu konsolideres med udvidelsen af hans soloprojekt til en kvartet.

Sammen har de fire musikere skabt et organisk indierock- og folkalbum båret af kollektive kor, næsten jazzet snirklede melodier og Why?'s nasale, rappende sang, som er umulig at sidde overhørig. Der er fare for monotoni et par steder, men hybriden fungerer det meste af tiden smukt med sin pivåbne og alligevel stramt styrede æstetik og sin insisteren på altings kompleksitet. Et sted mellem Beach Boys og Pavement, Tortoise og Beck - og så alligevel umiskendelig anticonsk.

Architecture in Helsinki

Og så er der Australien. Og Architecture in Helsinki. Hele otte mænd og kvinder fra bydelen Fitzroy i Melbourne, der er kendt for sit bohemeliv, hvilket stråler fra oktettens andet forrygende album In Case We Die. Ja, man får næsten fornemmelsen af at de skiftes til at skubbe hinanden væk fra mikrofonerne, for at få lov at fabulere over deres lyshjertede sange. Musikken kaldes af nogle for twee pop, en genrebetegnelse, der refererer til en særlig nuttet og sødmedyrkende, alternativ popvariant, og det kunne selvfølgelig være lige så irriterende som karamel naglet til visdomstænderne, men oktetten har så meget kompositorisk mangfoldighed og nærmest infantil uregerlighed, at de egentlig aldrig når at blive rigtig twee. Man kan da godt høre Belle & Sebastians naivistiske elegance i flere af sangene, men man kan også høre et højstemt bæst af et orkester digte løs i alskens retninger og på alskens værktøj: Messingblæsere, triangel, theremin, sitar, sav, orgel, melodika, koklokke, håndklap, korsang og diverse traditionel rock-instrumentik.

I sin struktur er det australske band en hyldest til kollektivtanken, ja, helt ud i sangskrivningen, hvor de alle otte krediteres en bloc. Hvert nummer er i plenum, og er fuld af det skabtes vaklen, af den menneskelige tvivl, af lattermilde afvisninger af merkantil strømlining og hierarkier. "At least be confused about right and wrong". Den bliver svær at sælge i direktionslokalerne, og så måske alligevel ikke. For al kultur kan tilsyneladende forvandles til varer, og oktetten fra Melbourne er faktisk allerede signet på et af de større selskaber. Men det er en anden historie.

Uanset hvad strømmer der i hvert fald til stadighed nyt blod gennem den gamle pumpestation, som rocken er blevet. Og selv om det knager i konstruktionen og rusten trænger igennem, så er der ingen grund til bekymring, når tidens musikere rækker både bagud i tiden til deres forfædre, ned i computeren og ud efter den brystsvage kollektivånd for at fortælle om nye livsforbistringer, følelsesforkludringer, håb, drømme, mareridt og lynglimt fra lykkeland. Så skynd dig: Ønskesedlen skriver jo ikke sig selv, vel?

The Chap: Ham (Lo Recordings/Dotshop) www.dotshop.se

The Books: Lost and Safe (Tomlab/Dotshop)

The Fiery Furnaces: Rehearsing My Choir (Rough Trade/A:larm)

Why?: Elephant Eyelash (Anticon/VME)

Architecture in Helsinki: In Case We Die (Moshi Moshi/V2/Bonnier Amigo)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her