Læsetid: 3 min.

Nyt galleri med gamle navne

Endnu et galleri støder til på Islands Brygge. Andersen_s Contemporary Art hedder det nye og ambitiøse sted med det helt igennem skizofrene udvalg af kunstnere
9. maj 2005

fra formalistisk maleri til fluxus-agtig performancekunst. Fra Henrik Olesen til Olafur Eliasson. Men hvad kan vi så nærmere forvente os af galleriet?

De i alt tretten kunstnere falder tilnærmelsesvis i fire grupper. For det første har vi et par malere: Malene Landgreen (f. 1962) og tyskeren Anselm Reyle (f. 1970). Landgreens blide gestiske maleri og dekorative formalisme kender vi fra hendes efterhånden omfattende udstillingsvirksomhed herhjemme. Den forholdsvist unge Anselm Reyle vil nok være et nyt bekendtskab for de fleste, men også et aldeles lovende sådan: luder-lilla, sølv- og guldfolie og heftige farver dækker billedfladen i hans stribede og minimalistiske kompositioner. Hans objektprægede billeder udstråler en lummer coolness; en slags erotiseret formalisme, der pirrer og ophidser på den interessante side af dårlig smag.

Svævende arkitektur
En anden gruppe arbejder med rumdannelser inden for arkitektur og installationskunst. Det tyvende århundredes udbud af utopiske modeller - modeller for livet selv og for det nye liv i de urbane makrosystemer - præsenteres i forarbejdet form i Pia Rönickes doku-collage-videoer.

Anderledes pragmatisk går 80'er skulptøren og rektor ved det fynske Kunstakademi Søren Jensen til værks. Her udfoldes den æstetik og kompleksitet arkitekturens simpleste konstruktioner åbenbarer: et ly, et simpelt dække, et skur. Det indfanges fotografisk og forarbejdes skulpturelt. Jensen rapporter fra en verden, hvor skulpturelle og arkitektoniske former genereres mere eller mindre planløst, som noget rent provisorisk, der sker på trods og udenom alle de totalplaner og urbane modeller, som Rönicke så intenst studerer.

Men nok om Jensens kunst der allerede er forholdsvis velkendt og velrepræsenteret. Lad os i stedet ile videre til den vildt spændende argentiner Tomas Saraceno (f. 1973). Kunstneren er tidligere elev af arkitekten Peter Cook fra alle tiders visuelle, legendariske og alvorligt udsyrede arkitektgruppe Archigram. Den unge Saraceno har allerede konstrueret smukke svævende heliumballon-arkitekturer indeholdende sære plantevækster, der føres bort med vinden og skyerne. Mikro-utopierne realiseres som små bobler ridende på kastevindene. Kunstneren har udviklet et vandskyende pulver, der lader sig gnide ind i almindeligt A4-papir. Hælder man vand på papiret, samler det sig i de smukkeste små kviksølvlignende kugler. Han bidrager med dette diskrete, men effektive lille værk.

Kongen af sansepoppen
Her finder vi selvfølgelig også galleriets internationale hovednavn og samtidskunstens celebrerede superdarling og publikums-pleaser nr. 1 Olafur Eliasson. Han er kunstneren der formår at gøre tidligere tiders smalle avantgardekunst til super-event og attraktiv akademisk slikkepind for fænomenologi-belæste intellektuelle. Eliassons værk 'your garden mirror', der består af et femkantet spejl og et grønt op-art mønster er en spiselig lille aperitif uden videre smagsmæssig dybde. Vi kan roligt gå videre og ellers se frem til solo-udstilling med den forholdsvis ukendte Tomas Saraceno.

Den tredje gruppe tæller amerikaneren Kaucilia Brooke og de to danskere Henrik Olesen og Mia Jo Vo Rosasco. Politiske og repræsentationskritiske kunstnere. Brooke viser flotte, men på ingen måde fremragende fotografier fra naturhistorisk museum i Wien. Ligesom Henrik Olesen arbejder hun med homoseksuel repræsentationskritik. Og muligvis er det en institutionskritisk undersøgelse Mia Jo Vo Rosasco laver i sit ikke-udstillede værk, der består af en advokatgodkendt kontrakt mellem hende selv og galleristen, som bekendtgør, hvorledes de to skal opføre sig over for hinanden. Men hvorfor skal det være så ufarligt og usynligt?

Ingen frygt
Den sidste og fjerde gruppe er de kunstnere der (endnu) ikke rigtig lader sig rubricere på nogen fornuftig måde. Her finder vi den østrigske slap-stick interventionist Leopold Kessler og helt uden for kunstsammenhæng den islandske gruppe 'Ingen Frygt' (kendt for musikvideoer til bl.a. Malk de Koijn, Lazy Boy, Kool Keith). Ingen Frygts to temmeligt gakkede totempæle af stof og ståltråd kreeret over temaet 'det gode' og 'det onde' kunne godt have været både større, vildere og mere imponerende, som de 'rigtige' totempæle er det. Ingen frygt - for stor skala!

Hvorvidt de to kunstnere Jay Chung (f.1976) og Q Takeki Maeda (f.1977) er frygtløse eller frygtsomme over for deres publikum er temmelig uklart. Deres performances handler (vist nok) om IKKE at indfri nogen forventninger hos publikum. Eneste vidnesbyrd om en ekspedition til Sydpolen foretaget af kunstnerne er to ekspeditionsnåle. På ferniseringen udførte de en hemmelig udendørs performance, som ingen så!? Unge nyuddannede kunstnerboller på gammel fluxus-suppe?

Fremtiden må afgøre sådanne spørgsmål og det bliver selvfølgelig vildt spændende at følge galleriets linje, selv om udvalget af lige netop de danske kunstnere er en anelse skuffende. Malene Landgreen, Olafur Eliasson og Søren Jensen er jo allerede aldeles veletablerede navne. Må der i fremtiden støde flere af de smukke ubeskrevne blade til galleriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu