Læsetid: 4 min.

Et nyt Irak

27. oktober 2003

»Det forekommer mig mærkeligt, at USA kan gå ind i et land som Irak, og derefter bede resten af verden om penge til at genopbygge det.«
Susan Sontag

SONTAG er ikke alene om dette synspunkt. Mange modstandere af krigen i Irak mener ærligt talt, at det er forargeligt, at USA først bruger sin imperiale overmagt til at invadere et suverænt land som Irak – uden De Forenede Nationers legitimitet – og derefter får verdens vasaller til at betale for genopbygningen. At torsdagens internationale donorkonference i Madrid fik mobiliseret den nette sum af 33 milliarder dollar i bistand og billige lån til Irak i de næste fire år, gør ikke forargelsen mindre. Selv om amerikanske skatteydere betaler broderparten af disse penge – 20 mia. dollar, og heraf formodentlig halvdelen i ren bistand – vil det næppe få kritikerne til at forsone sig med det skete.
De synes tværtimod, at ’krigskoalitionen’ – lande som USA, Storbritannien, Spanien og ikke at forglemme Danmark – burde gå bodsgang og betale en anseelig krigsskadeerstatning til det irakiske folk for udbombning, besættelse og dræbte menneskeliv.

AT krigskoalitionen ikke engang har kunnet dokumentere, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og var en trussel for verdensfreden, giver mange modstandere en følelse af, at det hele blot er en tragisk iscenesættelse af USA’s imperiale magt, byggende på løgn, bedrag og en kynisk beslaglæggelse af Iraks olie. Forargelsen og forundringen er forståelig i betragtning af alt det, der er sket i år.
Folk ved godt, at vicepræsident Dick Cheneys gamle selskab, Halliburton og fhv. udenrigsminister George Schultz’s kompagnoner i Bechtel er rykket ind i Bagdad i kølvandet på besættelsen og har fået priviligerede kontrakter, der nærmest lugter af beskidt korruption. Det ligger fjernt fra gode etiske principper om åbne udliciteringer, som hele genopbygningen bør bygge på. Berigelse på krigens tragedier er noget svineri. Også fordi over 60 procent af irakerne venter i ydmygende arbejdsløshedskøer, mens desperationen stiger, fordi de fleste må leve på rationeringsmærker og i ekstrem fattigdom. Kontrasterne kan kun krænke.

ALLIGEVEL – trods alle indvendinger – må man nu glædes over, at det internationale samfund udviste en vis generøsitet på donorkonferencen. Selv om en del af pengene er lån, så har intet krigsplaget land fået så mange penge af verdenssamfundet før.
Irakerne kan græde af glæde og håb, for pengene demonstrerer en bred international solidaritet med det irakiske folk. Efter 30 års diktatur med grusomme forbrydelser, tortur, politiske henrettelser, gasninger og folkemord mod kurderne begået af Saddams diktatur. Efter 30 år, hvor irakerne sank ned i fattigdom, mens et gennemkorrupt regime byggede fornøjelsespaladser til diktatoren, og det regerende parti kontrollerede alt med sin planpolitik. Og efter i mange år at være stødt ud af det internationale samfund som en paria-stat, der blev straffet med sanktioner og boykotter, mens civilbefolkningen blev påført endnu flere lidelser.
Ja, så er det dem en velforundt glæde. Og jubler de, bør vi i omverdenen også juble. De har fortjent lindring, frem for mere smerte og straf. Og de fortjener befrielse fra såvel selvbestaltede Rambotyper som fra terrorister, der laver attentater og forsøger at sabotere genopbygningen i det nye Irak – i en post-Saddam-æra, der forhåbentlig bygger på demokrati, frihed og retsorden, men ikke på vilkårlig vold og usikkerhed.

RIGTIG NOK har millioner af afrikanerne syd for Sahara også hungret efter hjælp og været pint og plaget af krige, katastrofer og epidemier, hvis brutalitet ikke kender sit lige noget andet sted. Også de har krav på international solidaritet, og de bør ikke glemmes nu, hvor USA’s imperiale magthavere og deres trofaste vasaller sender milliarder til Irak. Dette er den rette anledning til at sætte det hungrende Afrika på realpolitikkens dagsorden igen. De, mere end nogen andre, har brug for en global og generøs Marshall-plan for at få håbet og værdigheden tilbage.
At dusinvis fattige u-lande har brug for hjælp, bør dog ikke være en undskyldning for at nægte irakerne støtte. De skal ikke straffes mere for, hvad andre har gjort. I den forbindelse kalder det kun på vor ringeagt, at et rigt land som Frankrig ikke har villet give en euro til irakernes genopbygning.
De mener, at de er i deres gode ret til at nægte penge til et land, der stadig er besat af en amerikansk ledet besættelsesmagt. Det er et politisk signal fra Paris til USA. Men Frankrig burde have klatret ned fra den høje hest og sluttet sig til giverne i Madrid efter, at de forleden i et enigt Sikkerhedsråd stemte for FN-resolution 1511. Den resolution åbner et nyt kapitel i Iraks historie, trods den dybe splittelse som Irak-krigen skabte.
Resolutionen giver en multinational styrke ret til foreløbig at patruljere i Irak, men vigtigst giver den symbolsk suverænitet til Iraks regerende råd, så det med FN’s velsignelse og støtte kan fremlægge en tidsplan inden den 15. december, der sikrer Irak en ny demokratisk forfatning med fuld suverænitet og fører frem til frie valg.
Det er indledningen på en håbefuld proces, med masser af farlige skær og usikkerhed. Men det er godt, at det internationale samfund – med FN-resolutionen og donorkonferencen – lægger krigen bag sig. Saddams store afskyelige gæld bør irakerne også snart befries fra. Et nyt Irak skal opbygges, hellere før end siden. Irakerne har fortjent det.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her