Læsetid: 3 min.

Nyt fra kulturkampen

5. maj 2003

»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør
Danmarks fremtid.«
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
VENSTRE og Dansk Folkeparti er vindere. Ikke alene er de vindere: De har nærmest elimineret modstanden. Højrefløjen har sat midten ud af spillet og parkeret venstrefløjen ude på sidelinjen. Ved sidste folketingsvalg blev Venstre Danmarks største parti og Dansk Folkeparti blev nummer tre.
De fremtrædende politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre er vindere. Men Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Mogens Camre mfl. taler som tabere. De taler som børn, der er blevet mobbet i skolegården. Som om de har været udsat for kommunistisk og kulturradikal og politisk korrekt undertrykkelse. Nu vil de mobbe dem der mobbede først. Det er mindreværdskomplekser og forsmåede fornemmelser der kommer til sin ret. De mener de taler på folkets vegne.

SØREN Krarup beklager sig stadig over de kulturradikale og kommunisterne og godhedsindustrien og de selvforgudende venstreorienterede.
Anders Fogh Rasmussen producerer konstant skældsord om dem, der har undertrykt ham: de tossegode, rundkredspædagogerne, smagsdommerne, pladderhumanisterne. Han har i Wekendavisen beklaget, at undertrykkelsen fortsætter:
»Debatklimaet i Danmark har været sådan, at det var farligt at vove sig ud på banen. Og det har vi sandt for dyden et aktuelt eksempel på. Det kan man tage frem, fordi ingen formodentlig mistænker Bjørn Lomborg for at være borgerlig. Men det er et eksempel på, at bare man har et andet standpunkt, så er det lige meget, hvilken baggrund man har. Han burde med sin baggrund – også sin personlige – have alle de karakteristika, der skulle til, for at de politisk korrekte ville synes om ham. Så går han ud og har et anderledes synspunkt. Og hold da op for en opstandelse. (...) Så kan man forestille sig, hvad der ville ske med en jakkeklædt borgerlig, der stod frem med det samme standpunkt. Han ville simpelthen blive jordet.«
Fogh har gjort sit politiske projekt til en kulturkamp. Som han har forklaret det – ligeledes i Weekendavisen:
»Det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid.«

DEN BITRE, forsmåede dansker er kommet til magten. Pia Kjærsgaard, der har domineret den indenrigspolitiske dagsorden, kommer ikke kun fra Danmark. Hun kommer også fra et parti, som hadede den danske velfærdsstat. Hun kommer fra Fremskridtspartiet, som lancerede radikalt systemudfordrende mærkesager i begyndelsen af 70’erne: Det danske forsvar skulle nedlægges og erstattes af en telefonsvarer. Det danske kongehus skulle nedlægges, og partiets stifter blev berømt på at kalde det umoralsk at betale skat til den danske velfærdsstat. Det er det parti, den nu danskeste af alle danskere kommer fra. Dette utilfredse og samfundsforkastende program er baggrunden for det parti, der i dag kalder sig Dansk Folkeparti. Utilfredsheden er blevet institutionaliseret.

VENSTREFLØJEN har også kritiseret venstrefløjen. Nogle har som Ralf Pittelkow, Erik Meier Carlsen og Karen Jespersen haft så travlt med at kritisere venstrefløjen, at de har bevæget sig tæt på Dansk Folkeparti. Andre har som Christine Antorini og Henrik
Dahl været så optaget af opgøret med venstrefløjen, at de ikke har noget politisk ideologisk tilbage.
Man kan spørge, hvem der så egentlig er de aktuelle modstandere i statsministerens kulturkamp? Om han kæmper mod en besejret ideologi for at hævne sin ungdom? Om vinderne i dansk politik kæmper mod vindmøller?
Det kom som en overraskelse, men det kom på sin plads, da Jesper Langballe i sidste uge i Berlingske Tidende gjorde op med opgøret med venstrefløjen. Det drejede sig om regeringens udkast til politisk styring af universiteterne. Det er ifølge Langballe udtryk for »simpel hævntørst«: »Nu slår borgerlighedens filistre igen – nu skal de ræverøde akademikersnuder den onde lynemig sættes til at kratte for føden. Nu er det ikke mere universitetet, der skal regere samfundet, men samfundet, der skal regere universiteterne.«
Langballe pointerer, at de borgerlige gentager den undertrykkelse, de selv følte sig udsat for. I 70’erne. De borgerlige vil styre forskningen. De har overtaget fjendens midler og mål og mistet deres egne værdier. Kulturkampen er tabt:
»Måske skulle den danske borgerlighed her i den ellevte time – inden katastrofen er fuldbyrdet – overveje, om den saver sin egen friheds gren over – ja, om ikke åndsfrihed i virkeligheden er det fejreste træ i det borgerlige Danmarks grønne skov.«
Der hvor Langballes præcise diagnose slutter, starter den væsentlige borgerlige kulturkamp.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her