Læsetid: 4 min.

Nyt liv

29. april 2005

Hvorfor bliver et menneske narkoman?

Hvordan kan nogen leve med ikke at dukke op til sin datters 10 års fødselsdag eller at få hende til at græde, fordi hun pludselig ser én stå med en flaske i gulvet i hendes klasseværelse?

Hvordan kan man forsvare, at ens 12-årige søn ryger i flæsket på børn, der siger "dit narkosvin" eller løber rundt i byen for at lede efter én, fordi man ikke kom , da man lovede det?

Svaret er: Det kan man heller ikke leve med. Lars kan i hvert fald ikke.

Tanken om afstanden mellem de drømme, han har om sin familie, og hvordan han i virkeligheden lever, er det, der går ham allermest på, har han fortalt Fredericia kommunes misbrugskonsulent, Ole.

Uanset hvor ussel, forhutlet og ensom, Lars er i sit ingenmandsland, er den største smerte dén, han forårsager Jonas, Ida, Freja og Isabel. Han ved, der bliver nødt til at ske noget, han kan ikke bære smerten længere.

Under en af de afvænninger, han var på i et sommerhus med Ole og 10 narkomaner, krakelerede han for alvor. Det skete i enrum med Ole efter en lang gåtur. Han havde ellers holdt fanen højt under gruppesamtalerne:

"Jeg glæder mig til at komme hjem og være noget for min familie igen."

"Nej, der er ingenting, der går mig på."

"Lad os tale om jer andre i stedet."

Men i enrum med Ole knækkede Lars over.

Han hulkede.

Næsen løb, øjnene løb, han ville så gerne give Isabel og børnene alt i hele verden, men han kunne ikke slå til. De to mænd sad længe og holdt om hinanden.

Han kom hjem, clean og ituprikket, men lige meget hjalp det. Han røg i igen. Ikke fra den ene dag til den anden, for den slags går langsomt.

Først er man ydmyg. Men så begynder noget at gå skævt - måske et skænderi, måske en dårlig dag - man får ikke lige rettet op på det, og lige så stille begynder man at nærme sig det monster, man havde svoret i enrum i et sommerhus, man ikke én gang til ville være.

Så kommer bitterheden snigende og forgifter sindet: Min sagsbehandler er en idiot, min nabo irriterer mig, min kæreste er hellig.

Med bitterheden kommer magtesløsheden: Det her gør for ondt. Jeg kan ikke klare det. Hvad skal jeg gøre?

Til sidst står man igen med en nål i armen. Og har mistet al respekt for sig selv.

Så da børnenes skole griber ind i 2003 via Ingrid Thiesen, Idas klasselærer, er Lars taknemmelig. Han har brug for hjælp. Kommunen kan ikke hjælpe akut, men da en anden narkoman i sidste øjeblik springer fra en plads på det private behandlingssted

Freedom House, får Lars pladsen.

Han rejser til Stubbekøbing og Freedom House. To måneder senere er han tilbage i Fredericia. Clean.

Han får et sted at bo - i en udslusningslejlighed for narkomaner, der lige er blevet afvænnet, et såkaldt halvvejshus.

Han er glad. Han vil det her nu. Han har mod på livet. Han ringer til Jonas: "Du skal ikke været bekymret for mig mere. Jeg vil aldrig tage noget igen."

Drengen er så lykkelig.

"Far har det godt," siger han til sin mor og danser omkring.

Familien tager i Legoland sammen. Ida drømmer om en hundehvalp - Isabel er ikke afvisende over for tanken. Freja er sit sædvanlige sorgløse jeg. Og Jonas er helt inde i musikken. Han har to bands, han er begyndt på et konservatorieforberedende kursus på trods af, at han kun er 13 år, og så er han blevet castet til en hovedrolle i en ny børnefilm - de er kun to tilbage!

Vejret er vådt denne sommer år 2004, så Isabel drømmer om endnu en rejse - denne gang til Bulgarien i tog. Godt nok har hun ikke mange penge, men hvis hun sparer lidt på det ekstra i hverdagen, kan hun godt skrabe pengene sammen til en rejse.

Men det bedste er næsten:

Ikke flere ture for Jonas ned i byen for at opspore Lars, ikke flere knuder i maven over, at han ikke ringer.

Ikke flere billeder for Ida af Far med flaske i gulvet.

Alligevel er det svært helt at slippe ud af de to verdeners fælde. F.eks. når man engang imellem bliver mindet om stofmisbrug.

En mandag aften i juli ser Isabel og Jonas tv sammen, efter pigerne er blevet puttet. Isabel skæver til sin søn, da en dokumentarfilm om junkier i Mellemøsten starter. Junkiernes liv er usle, de bor på må og få og bruger hele deres dag på at skaffe det næste fix. Reaktionen udebliver heller ikke.

"Mor, kan man dø af være narkoman," spørger Jonas.

Hvad svarer man så?

"Ja, men hvis det er Far, du tænker på, så husk, at hvis far nogensinde vælger at gå ud og tage noget igen, så er der intet, vi to kan gøre for at forhindre det."

Hun kender drengen, hans bekymring, og hun skal lige til at uddybe sit svar, da telefonens ringen afbryder hendes talestrøm.

Hun rejser sig, tager røret og hører Lars' brors stemme i den anden ende.

Lars er død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her