"Kender du Henrik Bjelke?", spurgte en nær ven pludse-lig, og eftersom jeg svare-de "kun navnet", tog han en godt slidt bog ned fra hylden og begyndte at læse for mig:
"Hvad vil det sige, jeg elsker dig? Ikke årsag-virkning, ikke fordi, ikke handel. Hvad er det så? Det er hinsides alt det. Det er ikke 'for noget' at naturen er. Den er. Kærligheden er. Er den? Hvis du siger ja til den, er den der. Ja. Jeg forlanger kærlighed, idet jeg giver den."
Forud havde vi siddet fordybet i en samtale om kærlighedens væsen, og nu mente min ven altså, det var på tide at overlade ordet til en anden. Forfatteren hed Henrik Bjelke, og bogen han levendegjorde med sin højtlæsning i den sene sommernat var romanen Hundrede postkort fra Helvede (1980). Ordene virkede på én gang selvfølgelige og overrumplende på mig, de var en gentagelse af vores lange samtale om emnet, men sluttet ind i en form så uafviselig, som det kun tilkommer det ægte kunstværk.
Nu halvandet år efter kan jeg godt forklare, hvorfor jeg ikke dengang kendte til Henrik Bjelkes forfatterskab, på trods af en ellers flittig omgang med dansk litteratur. Går man ind i en hvilken som helst boghandel og leder efter en bog af Henrik Bjelke, opdager man, at der ingen bøger står på hylden mellem (Herman) Bang og (Thorkild) Bjørnvig. De er nemlig alle udsolgt fra forlaget på nær én, romanen Saturn (1974), som blev genoptrykt i 2001 på det lille avantgardeforlag Arena.
På bibliotekerne, som har mulighed for at købe bøgerne, når de udkommer, ser det i de fleste tilfælde lidt bedre ud, men det er langt fra godt nok. Er man - som jeg selv - danskstuderende ved Københavns Universitet og besøger institutbiblioteket for at studere forfatterskabet, finder man kun seks, dvs. en tredjedel af de i alt 18 titler Henrik Bjelkes forfatterskab tæller.
Hvordan skulle nogen kunne kende Henrik Bjelkes forfatterskab, når hans bøger ikke kan købes i boghandlerne og dårligt nok lånes på bibliotekerne?
Spørgsmålet er selvfølgelig, om Henrik Bjelkes bøger overhovedet er værd at læse og bevare for nye generationer af læsere? Jeg vil sige, at det må komme an på en prøve. Selv har jeg i løbet af det sidste års tid læst mig igennem hele forfatterskabet med en voksende fornemmelse af at gøre et nyt, livslangt bekendtskab. Overalt møder læseren en udfordrende, munter, legende, begavet og uudgrundelig stemme, som, når den er bedst, taler et dansk så smukt som Karen Blixen og H.C. Andersen.
At skrive for at leve
Hvem er han så, denne ukendte forfatter i det danske litterære landskab?
Hans biografi kan fortælles i al korthed.
Henrik Bjelke blev født i Århus i 1937. Han påbegyndte et jurastudium ved universitetet, som varede i 13 fulde år, men fik aldrig sin afsluttende eksamen og endte med at undervise flygtninge i dansk på Dansk Flygtningehjælps Sprogskole i København. Fra 1965 til 1981 levede han i et ægteskab med Lone Bjelke, fik to børn, og døde af aids i 1993, 55 år gammel. Inden da nåede Henrik Bjelke at udgive syv romaner, fem novellesamlinger, to essay- og to digtsamlinger, et drama og en pamflet. En betragtelig produktion, når man holder for øje, at forfatteren enten havde et civilt arbejde eller en familie at passe i de fleste af døgnets timer. Kun fordi det simpelthen var en livsnødvendighed for ham at indtage og afgive litteratur, kunne det lade sig gøre at udfolde et forfatterskab på de vilkår. Direkte adspurgt om, hvorfor han skriver, svarede Henrik Bjelke i et upubliceret interview, at han formentlig ville gå fra forstanden, hvis han ikke gjorde det. Der er med andre ord tale om en forfatter, for hvem skriveriet er forbundet med det mest elementære i tilværelsen. I den store roman Saturn finder man synspunktet fremstillet og udtrykt med ordene "den formuleringsproces, det er at være i live".
Individets krise
Skal jeg forsøge at karakterisere Henrik Bjelkes forfatterskab på nogle få linjer, vil jeg fremhæve forfatterens optagethed af, hvad der foregår i menneskets bevidsthed, når det lever og oplever sig selv som et moderne individ, hvis eksistens ikke længere er sikret af de givne (ydre) fællesskaber; samfundet og familien. Fra debuten Første person ental (1968) og frem til Solo Nolo (1986) gøres der, som titlerne antyder, alle mulige artistiske forsøg på at artikulere det isolerede individs tankeliv. Typisk har de mange mandlige individer en kontakt til omverdenen i form af et kærlighedsforhold, et ægteskab eller en familie. Men idyllen har en indbygget katastrofe; når som helst bryder relationerne sammen og individet efterlades i en tabs- og krisesituation på randen af indre opløsning.
Hvis det er menneskets dybeste opgave i moderniteten at realisere sig selv, kønsligt såvel som kulturelt, så er det samtidig de fortalte figurers mangel på evne til at lykkes med sig selv i relationen til andre mennesker, der resulterer i de mange uforløste og bitre skæbnefortællinger i forfatterskabet. Når læseren så alligevel oplever at blive løftet op undervejs til et ubestemmeligt sted hinsides tid og rum, må det skyldes, at Henrik Bjelke på et kunstnerisk plan lykkes overordentligt fornemt i sine bestræbelser.
Hvordan kan det være, at dette store, væsentlige og højaktuelle forfatterskab ikke er genoptrykt, så nye læsere og nye læsninger kommer til?
Et hul i litteraturhistorien
I mine øjne kunne det hænge sammen med, at litteraturhistorikerne alle som én har forsømt at dokumentere Henrik Bjelkes enorme indsats for vedligeholdelsen af dansk sprog og litteratur i det 20. århundrede. De kommercielle forlag tør nemlig kun genoptrykke bøgerne, hvis der er et marked, dvs. hvis litteraturunderviserne har forfatteren på pensumlisten, og det sker kun, for så vidt forfatteren har en plads i litteraturhistorien. Her glimrer Henrik Bjelke ved sit fravær. I den seneste litteraturhistorie i ét bind Hovedsporet, nævnes Henrik Bjelkes navn kun én gang og det i en opremsning af forfatternavne. Det er jo ikke meget, men sørgeligt nok mere end i den nyrevidere udgave af et andet ét-binds værk Litteratur-historier (2004), hvor forfatteren slet ikke er nævnt. Man lader tilsyneladende som om, Hen-rik Bjelke ikke har eksiste-ret og ej heller efterladt sig en enestående række af sæ-re næsten-mesterværker. Hvorfor skal Henrik Bjelke ikke skrives ind i 'huskebogen'?
Forfatternes forfatter
Henrik Bjelke blev tidligt tildelt rollen som forfatternes forfatter, en elsket fornyer af den danske prosakunst for de få, uden at han selv ønskede den rolle. Han ville som enhver anden forfatter gerne læses af så mange som muligt. Forsøgene på at ændre denne marginale position på læsermarkedet og i historieskrivningen har været sporadiske og uden nævneværdig virkning.
Året efter forfatterens død udsendte tidsskriftet Passage et temanummer om Henrik Bjelke. I den anledning skrev forfatteren Per Højholt essayet "Henrik blandt ligemænd". Per Højholt og Henrik Bjelke lignede hinanden i deres ambition om at skrive kunstværker, som stillede de højest tænkelige krav til den æstetiske form. Det var dem livet om at gøre at skrive godt. Ganske som deres internationale valgslægtskaber Franz Kafka, Samuel Beckett, James Joyce, Vladimir Nabokov og Jorge Luis Borges resulterede deres anstrengelser sig i nogle vanskeligt tilgængelige kunstværker. Værker som kræver tålmodige læsere, og som bør værdsættes for deres vanskelighed; fordi nogle ting i tilværelsen ikke skal forenkles.
I det meste af sin levetid havde Per Højholt lige så få læsere som Henrik Bjelke, også selvom Højholt nok var folkeligt kendt for sine humoristiske "Gitte"-monologer. I dag er situationen den, at Per Højholt genoptrykkes og sælges som aldrig før, mens Henrik Bjelke stille og ubemærket er på vej i glemmebogen.
Henrik Bjelke var igennem hele sit liv orienteret udad mod Europa og hele verdens kultur og litteratur. Med sine bøger ville han give os en dansk litteratur af samme høje niveau som i Frankrig, England og Argentina. Jeg synes det er på tide at tage imod den gave til danske læsere, hans forfatterskab er.
Anders Juhl L. Rasmussen er studerende på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og medarrangør af et heldags-seminar om Henrik Bjelkes forfatterskab den 27. april på Københavns Universitet
