Læsetid: 3 min.

Nyt midteropbrud?

31. december 2001

»Staten, den vældige regeringsparasit, der omklamrer samfundslegemet ligesom en boa constrictor (den største af alle kvælerslanger) med dets allestedsnærvrende net af bureaukrati, politi, stående hær, gejstlighed og dommerstand...«
Karl Marx

»Når det drejer sig om menneskesyn, så har SF traditionelt været langt mere enige med Venstre og de radikale end med for eksempel Socialdemokratiet. Vi mener, at folk skal myndiggøres – ikke klientgøres. Men efterhånden er vi blevet til partiet, der kun kan sige: Nu skal vi give nogle flere penge til de ældre og til sygehusene. Den kurs er udsigtsløs. Og vi bliver nødt til at forlade den.«
Medlem af SF’s hovedbestyrelse Pia Olsen i Information i lørdags

OPRØR fra midten bliver det næppe, men et opbrud varsler Informations lørdagsinterview med SF’erne Villy Dyhr og Pia Olsen da. Ikke underligt er det især deres anbefaling af et samarbejde med Socialdemokratiets hovedfjende og aktulle besejrer Venstre, som foreløbig har vakt mest opmærksomhed, fordi det så demonstrativt bryder med den fortærskede højre-venstre akse i traditionel forståelse af politik. Allerede i denne forstand er det en slags oprør fra midten, Dyhr og Olsen foreslår.
Svaret på nyliberalismens forgudelse af markedet er ikke statslig bureaukratisering men lokalisering, skrev den radikale midteroprører Villy Sørensen allerede i slutningen af 1980’erne – samtidig med at han gik fuldt og helt ind for EU. Eller rettere: Netop derfor gik han ind for EU, fordi det er det hidtil eneste større forsøg i nyere tid på at bryde med traditionelle magtkoncentrationer i anerkendelsen af de lokale forskelle, der gør en forskel. Men samtidig i anerkendelsen af den gensidigt forpligtende magtudøvelse, som også er nødvendig, hvis verden ikke skal sønderrives af nationalisme.
Dyhr og Olsen kunne i interviewet have anvendt samme formel: Svaret på liberalisme er ikke bureaukratisering men lokalisering. Derfor deres forslag om samarbejde med Venstre om decentralisering, selvstyre og medbestemmelse.
De kunne opså have anvendt ovenstående Karl
Marx-citat for at understrege, at når de anbefaler SF at samarbejde med netop Venstre, er det fordi de er socialister grænsende til det marxistiske!

PÅ given foranledning gennem nu et kvart århundrede skal det understreges så kraftigt som overhovedet muligt og for 118. gang, at denne Marx ikke anføres som autoritær autoritet. Da det efter alt at dømme stadig kan glæde ufatteligt mange, skal det for 119. gang fremhæves, at samme Marx ikke alene har sagt og skrevet ufatteligt meget sludder, men også meget farligt sludder, som ethvert opgør med stalinisme og lignende uundgåeligt må bryde med.
Marx-citatet anføres alene for at gøre opmærksom på, at når Pia Olsen så kraftigt fremhæver myndiggørelsen på bekostning af den offentlige sektors klientgørelse, er hun i fuld overensstemmelse med et afgørende træk hos Karl Marx. Et træk, der har fået en af de mest indsigtsfulde Marx-kendere i nyere tid, Henri Lefebvre, til at erklære: »Sammenfattende er marxismens tænkning i grunden antistatslig»! Udråbstegnet er sat efter anførselstegnet, fordi det ikke er Lefebvres eget, men fordi det i dag sikkert kommer som en overraskelse for langt de fleste – også venstreorienterede! – at Marx i hvert fald ikke mente, at statsstyring er svaret på kapitalismens privatejendomsret til andres arbejdsredskaber og produktionsmidler.
Hvad mente han så? At den enkeltes frie udfoldelse er betingelsen for alles frie udfoldelse, som en af hovedkonklusionerne lyder i Det kommunistiske manifest. Sikkert også til overraskelse for mange – stadig også mange venstreorienterede!
Men altså en fri udfoldelse, der kun kan være fri, når alle er frie – både for offentlig klientgørelse og den tvang, som andres ejendomsret til ens livsopretholdelse øver. En frihed, der kun kan være fri på kooperationes, fælleskabets, kollektivitetens vilkår.

Dette er i sandhed et radikalt opbrud fra både traditionel højreorientering og venstreorientering. Og vel en af grundene til at Villy Sørensen allerede i begyndelsen af 1960’erne havde lyst til at udsende et udvalg af den unge Marx’ skrifter.
Spørgsmålet er, om denne Marx (som strider mod alt det farlige vrøvl, Marx også har begået) ikke langt om længe er ved at blive indhentet af en arbejderklasse, der overhovedet ikke længere opfatter sig som arbejderklasse, men som frie, selvstændige og allerede myndiggjorte mennesker?
Der nu efterlyser en dertil svarende politik!
Unægtelig en spændende opgave for SF...

el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu