Læsetid: 4 min.

Noget nyt er på vej

7. februar 2001

DET GÅR – tør vi godt spå – mod udsolgt hus til det stormøde om ATTAC, som finder sted i København lørdag den 24. februar. Mødet er arrangeret af Informations debatforum Luftskibet, som hermed optræder som fødselshjælper for, omend ikke efterfølgende part i dette nye kraftfelt for politisk aktivisme. Tilmeldingerne strømmer ind pr. brev og e-mail fra alle dele af landet, ja, nogle melder sig sågar flere gange af bare boblende entusiasme. Og nogle steder i landet kan man slet ikke vente, men er allerede begyndt at invitere til lokale møder for at forberede kommende lokalgrupper af ATTAC-bevægelsen.
I København inviterer en ’åben arbejdsgruppe’ til møde i Vesterbro Kulturhus mandag den 12. feb. kl. 19.00, i Odense inviteres fynboer til møde i Studenterhuset tirsdag den 13. februar kl. 19, og i Århus holder man møde i Studenternes Hus onsdag den 14. kl. 19.
Flere andre steder bobler det, og tilmeldingslisterne hos Luftskibet vidner om, at det er en broget blanding af unge studerende, modne lønmodtagere, kulturpersoner, økonomer, præster, teknologikyndige, folk med rødder i eksisterende græsrodsorganisationer, politiske aktivister lige fra Det Radikale Venstre til Internationale Socialister, en masse såkaldt ’almindelige mennesker’ – ja, selv Mogens Lykketofts udenrigsministerium sender en aktivist.
Det er det samme billede, som er set i de fleste af de snart 20 lande, hvor ATTAC-bevægelsen er knopskudt, siden den startede i Frankrig i 1998.
Trods det komplet umulige navn – l’Association pour une Taxation des Transactions financières pour l’Aide aux Citoyens, på dansk: Bevægelsen for beskatning af finansielle transaktioner til gavn for borgerne – har ATTAC på fuldstændig overrumplende vis forløst noget i tiden. Her gik man for ikke ret længe siden og sagde, at verden var blevet økonomisk globaliseret og politisk postmoderne, og at der sådan set ikke var andre projekter tilbage end at forsøge at skabe sig et godt liv med sig selv og de nærmeste på det hæsblæsende, kapitalistiske markeds betingelser. Tiden var fravær af svar på noget som helst – oplevet som frihed af nogle, rådvildhed og desorientering af mange andre.

MEN SÅ PLUDSELIG. Ud af det blå – eller rettere: ud af en lederartikel i bladet Le Monde diplomatique – genopstod viljen og kraften til at tage verden og fremtiden på sig. Det liberale markeds brutale sejrsgang havde alligevel ikke udryddet indignationen over, at verden med den økonomiske globalisering bevæger sig mod stigende afstand mellem rige og fattige. Udviklingens tvangsmekanismer havde ikke fået bugt med modet til at tage ansvar og lysten til at handle i flok. Med forbløffende hast og energi spirer nu den alternative globalisering, dén der går ud på – ikke mindst takket være Internettet – at tage samfundsudviklingen i besiddelse og skabe et borgernes grænseoverskridende modsvar til de liberale markedskræfter, hvis grundlæggende drivkraft – jvf. salig Adam Smith – er griskhed. Og derfor i sagens natur ikke i sig selv evner at føle smerte eller skelne ondt fra godt.
ATTAC opleves som politikkens genfødsel på globaliseringens nye præmisser.

MEN ATTAC er ikke verdensgådens løsning eller en livsforsikring mod globaliseringens dårligdomme. ATTAC er i sin grænseoverskridende, netværksagtige mangfoldighed noget nyt og uprøvet, et dristigt eksperiment med klare begrænsninger og mange faldgruber. Derfor skal man omgås det med ydmyghed.
For nogle med intakte revolutionære drømme og færdige programmer for alting i skuffen er udsigten til en sådan grænseoverskridende massemobilisering muligvis som et sukkersødt bolche, man vanskeligt kan holde fingrene fra. At få fingre i bolchet og få kontrol med den ny bevægelse kan opleves som en uimodståelig fristelse.
Det ville være at ødelægge bevægelsen fra starten. ATTAC’s ide og ATTAC’s chance er at skabe et alternativ til den gamle verdens måde at drive politik på. Det er netværket, mangfoldigheden, muligheden for at virke for de fælles krav på egne præmisser , der kan trække nye kræfter til og genfortrylle det at være politisk aktiv. Tiden for autoritære organisationsformer og stålsatte meninger er definitivt ovre.
Forudsætningen for at opnå en bevægelse, der ikke bare bliver en døgnflue, men varigt kan præge udviklingen, er at der i et dansk ATTAC skabes et miljø båret af deltagernes gensidige tillid. Autoritære organisationer lever via kontrol og hieraki, antiautoritære kun via tillid. Lykkes det er der chance for, at ATTAC kan blive et boblende mylder af aktivisme, funderet på lige dele livsappetit, politisk indignation, stedse diskussion og refleksion samt – nok så afgøende – sund videnskabelig ballast om globaliseringens komplicerede irgange. »ATTAC er en mosaik af engagement,« siger de svenske aktivister i bevægelsen. At få dette nye til at lykkes og leve tager tid og kræver åbenhed.
Det handler om at skynde sig langsomt.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu