Læsetid: 4 min.

Et nyt spil kan begynde

20. november 2002

MED UDSIGTEN TIL, at Mogens Lykketoft bliver ny partiformand, forsømmer Socialdemokraterne chancen til ægte fornyelse. Det er en klar fejl at vælge en af den gamle garde – og Lykketoft vil af indlysende årsager ikke med stor troværdighed kunne præsentere en ny politik. Han nyder ingen stor opbakning, hvilket en Gallup-måling i aftes beviste, hvor mindre end hver femte
vælger støttede ham. Næsten ligeså mange ønskede Frank Jensen. Signalet er klart - vælgerne vil have fornyelse. Lykketoft er med sine 56 år, et kvart århundrede som folketingsmedlem og ikke mindst erfaring som skatte-, finans- og udenrigsminister, ingen uprøvet leder. Han er derimod den socialdemokrat, som, sammen med den nu afgående partileder, Poul Nyrup Rasmussen, bærer det største ansvar for partiets sejre og nederlag i de seneste ti år. Lykketoft er utvivlsomt en af dansk politiks allerstørste begavelser med en mængde resultater, men han vil uanset alle sine kvaliteter få svært ved at fremstå som en ny tids politiker. Det er åbenlyst, at de fleste vælgere på godt og ondt vil sætte lighedstegn mellem ham og den tidligere og bortdømte regerings resultater.

BEGEJSTRINGEN ved udsigten til Lykketoft som ny partileder var langt fra euforisk i går. Nyrup lod meget tydeligt forstå, at Lykketoft også burde trække sig – han var ’fra samme generation’, som nu ’burde give plads’ til nye, ligesom den økonomuddannede Nyrup hæftede betegnelsen ’økonomisk-teknokratisk’ på ham. Det flertal af folketingsgruppen, som støtter Lykketoft og ikke mindst de partifæller, der står til fremtrædende poster, bakker selvfølgelig op. Årsagen er dog i udpræget grad defensiv – et udtryk for, at han er den eneste, som kan samle tilstrækkelig opbakning. Mindst to af dem, der udad til ser mægtigt tilfredse ud med Lykketoft, nemlig Frank Jensen og Henrik Dam Kristensen, ville gerne selv stille op, men tør ikke at udfordre partiets stærke nestor. De to vil nu – sammen med Pia Gjellerup – komme til at udgøre den fremtidige ledelse ud over formanden.
I toppen af fagbevægelsens havde man hellere set en anden end Lykketoft, hvis samarbejde med det traditionelle bagland aldrig har været præget af varme – både under de tidlige reformer af arbejdsmarkedet i begyndelsen 90’erne og især under forringelserne af efterlønnen i slutningen af 90’erne følte de sig forbigået af ham. De fleste af partiets tillidsfolk ytrede i går ønske om at se flere formandskandidater, og den stærke mand blandt de kommunale folkevalgte, Odenses borgmester Anker Boye, kaldte direkte Lykketoft for en overgangsfigur. I et indslag i TV2 Nyhederne med arbejdere fra virksomheden Egetæpper i aftes blev Lykketoft typisk afvist som for gammel og uden nye ideer.

DER ARBEJDES i kulissen på at finde en modkandidat til Lykketoft på den ekstraordinære kongres, som holdes i midten af december. Bedste bud på en seriøs udfordrer, er medlem af Europa-Parlamentet, Helle Thorning-Schmidt. Som 35-årig kvinde med åbenlyst politisk talent ville hun måske kunne ryste den enighed, som Lykketoft & Co. er nået frem til i lukkede lokaler de seneste uger og måneder. Alligevel tyder mest på, at Lykketoft bliver Socialdemokraternes leder. Han er naturligvis heller ikke noget dårligt bud, idet hans resultater som Nyrups højre hånd er uomtvistelige. Men det bliver ikke let – især ikke fordi han siden valget trods posten som politisk ordfører har haft svært ved at skjule, at hans nye interesse er i udenrigs- og ikke indenrigspolitik. Til hans fordel taler dog, at han overrumplede de fleste ved at skifte sin noget stivnakkede facon som finansminister ud med en langt mere folkelig og populær fremfærd i sin korte periode som udenrigsminister. De kommende dage og uger vil vise, hvordan hans nye hamskifte vil forme sig – og om menige partifæller og potentielle vælgere vil give ham chancen. Den øvrige opposition – R, SF og Enhedslisten – tager venligt imod ham, og håber på, at han vil signalere tydeligere modstand mod VK. Tja, man kunne vel godt tillade sig at spørge, hvilken politik småpartierne har tænkt sig at føre.

VK-REGERINGEN er i helt anderledes festhumør i dag – på
et-årsdagen for det historiske valg den 20. november 2001. Det er naturligvis især Venstre og dets statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som kan glæde sig. Valgløfterne er stort set alle gennemført – strammere udlændingepolitik, iværksættelse af skattestop, flere penge til sygehusene, besparelser på kultur, miljø og ulandsbistand – og selv de sager, der tårner sig op, synes at prelle af på den populære Fogh. Om få uger vil Fogh sammen med sin dygtige udenrigsminister, Per Stig Møller, kunne krone det første år ved som EU-formand at forhandle udvidelsen af den Europæiske Union på plads. Man må tage hatten af for den siddende regering for at have holdt valgløfterne – uagtet at vi i reglen er uenige i politikken – men vi må også erindre om, at Fogh kun har siddet i et år. Der er masser af tegn på kommende problemer – ledigheden stiger, antallet af førtidspensionister er i vækst, og senest har de økonomiske vismænd peget på, at den økonomiske politik med gaver til Dansk Folkeparti snarere vil føre til skattestigninger end til de lovede lettelser. Der skal et stærkt socialdemokrati til for at vippe Fogh af pinden ved det valg, der senest kommer om tre år. Det er den bundne opgave, som Lykketoft skal løse.
Lykkes det bliver han ingen overgangsfigur – så bliver han såmænd statsminister.

–dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu