Læsetid: 4 min.

Nytår i katastrofens skygge

3. januar 2005

Som et langt mareridt, man ikke kan vågne af. Sådan beskrev Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, under gårsdagens mindegudstjeneste i Københavns Domkirke, den stemning, som præger mennesker i hele verden efter jordskælvskatastrofen i Asien.
Siden de enorme flodbølger Anden Juledag ramte kyster langs hele det Indiske Ocean fra Indonesien og Thailand til Somalia i Afrika, er katastrofens omfang vokset time for time. I skrivende stund regner man med omkring 130.000 døde – heriblandt ikke så få fra de nordiske lande – og man står over for en af de største naturkatastrofer nogensinde, som i de berørte lande i meget lang tid frem over vil stille enorme krav til den humanitære indsats.

Samtidig sætter katastrofen punktum for et år, der i forvejen ikke blev sparet for katastrofer. Man husker i flæng: Jordskælvet i Ban i Indien, som lige nåede at være med i år 2003, da det også fandt sted Anden
Juledag, terrorbomberne i Madrid i maj, terroraktionen mod skolen i Beslan, som kostede flere hundrede – fortrinsvis børn – livet, flygtningekatastrofen i Dafur, den ukontrollable krig i Irak og fra vore egne breddegrader en hel bydel i Kolding, der brændte ned.
Tsumani-bølgen vil stå som et brølende billede på den menneskelige afmagtsfølelse og den enorme sårbahed, som livet er omkranset af. Derfor knuger katastrofen også alle, og derfor er der heller ingen ende på løfterne fra hele verden om at løse denne opgave i fællesskab.

Kloden rykker tættere sammen, og der lader til at være en voksende bevidsthed om, at dette vil – med biskoppens ord – »kalde på offervilje og solidaritet i hele verdenssamfundet i mange, mange år fremover. Ikke blot katastrofehjælp men hjælp til genopbygning og genoptagelse af en blot tålelig tilværelse«.
De fleste af de berørte lande befinder sig på et niveau i eller i umiddelbar nærhed af tredje verdensstadiet. Mange asiatiske lande har taget store skridt fremad, men de er også ekstremt sårbare, blandt andet fordi så stor en del af økonomi og infrastruktur er baseret på turisme, at de i denne situation er afhængig af al den hjælp, de kan få.
Det må derfor håbes, at de gode intentioner også er til stede, når de sidste sårede og døde vesterlændinge er bragt hjem, og katastrofen er kommet på afstand. For det har de det med at gøre, og uden sammenligning i øvrigt husker man, hvordan der i dagene umiddelbart efter 11. september 2001 i få øjeblikke i Vesten også blev selverkendt, at vreden mod Vesten også havde rod i den økonomiske ressourcefordeling i verden. Det perspektiv forsvandt hurtigt i almindelig glemsel og krigen mod terror. Det sidste er der ikke tale om her, så derfor må håbet være, at den følelse af samhørighed og sammenhæng, som gør sig gældende, kan fastholdes.
I skyggen af den asiatiske katastrofe er det også forståeligt og fuldt ud acceptabelt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), valgte at skrotte sin planlagte nytårstale og i stedet lade den forholdsvis kortfattede erstatning handle udelukkende om begivenhederne i Asien. De indenrigspolitiske ’småtterier’ fik lov at vige, og væk er også de fleste spekulationer i et januarvalg.
Men der vil hurtigt vise sig andre dagsordner end tragedien i Asien, som vil kræve statsministerens opmærksomhed. For selv om det for tiden er trængt i baggrunden, er Danmark stadig med i den koalition, som fører krig i Irak.
Den kommende tid vil være præget af, om det lykkes at gennemføre valget i Irak den 30. januar, og om der bliver tale om et valg, der med nogen ret kan kaldes legitimt. Fortsætter de blodige kampe, hvilket desværre nok er det mest realistiske, og ender valget i kaos, vil det være en yderligere understregning af, at Anders Fogh har været med til at kaste Danmark og danske soldater ind i en krig, hvis mål og legitime grundlag for længst har fortabt sig, men som vi i den grad har et ansvar for.

På den indenrigspolitiske arena vil den omfattende strukturreform fra årets begyndelse fylde en del og vil uden tvivl skabe endnu mere splid mellem stat og kommuner over de økonomiske spørgsmål. En udsættelse af valget til efter den 26. januar, hvor loven behandles i Folketinget, vil derfor ikke være til fordel for regeringen.
Men mest interessant er det, hvad Fogh-regeringen har tænkt sig at gøre ved ledigheden. Velfærdsreformer er udskudt på ubestemt tid, men der er ingen tvivl om, at debatten vil blive præget af blandt
andet skattereformer som løftestang for højere beskæftigelse. Men vigtigst af alt bør være, hvordan det danske samfund, som i øjeblikket oplever stor udflytning af arbejdspladser til udlandet, og som i forvejen oplever, at næsten en million mennesker i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet, vil skabe et bæredygtigt og kulturelt og socialt sammenhængende velfærdssamfund, der giver mennesker lige muligheder.
Det gøres ikke med omskoling og lappeløsninger, men ved at fastholde en ansvarlig politik. Ansvarlig politik i en hjemlig dagsorden, der bør fokusere på sammenhængskraft og forpligtelse, men også en ansvarlig politik, der kan se ud over vores egen velfærd for at bekæmpe fattigdom og global ulighed. Det må håbes, at katastrofen i Asien kan fastholde denne bevidsthed i 2005.

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her