PÅ FORSIDEN af ugemagasinet The Economists jule- og nytårsnummer er der - to forsider. Set retvendt er motivet jordkloden med en skyformation, der danner et bredt smil, samt underteksten global
laughter, global latter. Vendt på hovedet bliver skyerne på klodens ansigt til en bedrøvet mund med nedadstræbende mundvige, ledsaget af underteksten global gloom, global dysterhed.
Sådan var 1997. Dobbelthedens år. Året, hvor det blev tydeligt, at der er to modsatrettede bevægelser i denne verden. To modstridende udviklingstendenser. Og to grundopfattelser af verdens gang. To livssyn.
I morgen kl. 19.15 vil De kunne opleve landets statsminister som eksponent for den ene måde at forholde sig til verden på. "1997 blev endnu et godt år for Danmark og danskerne," skrev Poul Nyrup Rasmussen forleden i Søndagsavisen i en minikronik, som man nok kan se som et resumé af morgendagens nytårstale på tv. Statsministeren oser af tilfredshed og fremgangstro og er dermed eksponent for det verdenssyn, der knytter optimisme til markedsøkonomiens nationale og globale vækstpotentiale og til informations- og computerteknologiens tilsyneladende mulighed for at skabe merværdi i det uendelige. "Danskerne har fået en reel tro på, at fremtiden tegner lysere," skriver landsfaderen og tager den samlede befolkning til indtægt for sin egen optimisme.
Denne uindskrænkede tillid til fremtiden kan genfindes på mange niveauer. Den kunne registreres i julehandelen, hvor trængslen og omsætningen var så voldsom som nogensinde. Og den kan aflæses i disse dages nytårsudtalelser fra erhvervslivets organisationer. "Det kommende år bliver det bedste for byggeriet siden midten af 1980'erne," siger f.eks. formanden for Byggeriets Arbejdsgivere Poul I. Jacobsen. Mens formanden for Finansrådet, direktør for Den Danske Bank Peter Straarup, med vanlig understatement karakteriserer de gunstige konjunkturers forgyldelse af bankerne som "tilfredsstillende resultater." Til gengæld lægger ingen i landbrugserhvervet skjul på, at 1997 blev et fænomenalt rekordår, hvor eksportindtægterne slog alle rekorder.
I de frie markedskræfters hjemland USA bobler økonomien nu på syvende år i træk, arbejdsløsheden falder, og velstanden er efterhånden så stor, at borgerne investerer to milliarder dollar årligt i indkøb af golfkøller og golfkugler. De superrige - som Microsoft-chefen Bill Gates og CNN-skaberen Ted Turner - er blevet moderne menneskers rollemodeller, og karrieremæssig og økonomisk succes som vejen til personlig frihed forfølges i dag med større ildhu end nogensinde. Med frit marked og højteknologisk udvikling i forening synes vejen banet for grænseløs fremgang.
ANDRE HÆFTEDE sig ved nogle modsatrettede tendenser i 1997. Netop det frie markeds globale integration kombineret med informationsteknologiens ekspansion opleves af nogle som de afgørende drivkræfter bag en ny - global - klassedeling. Mange - i vor del af verden flertallet - rider med på vækstbølgen, men andre hægtes af på grund af manglende evne til at konkurrere på de skærpede betingelser.
Håndværksrådet offentliggjorde forleden nye beregninger, som viser, at den arbejdende befolknings forsørgelsesbyrde - trods opsving - er større nu end nogensinde før. Som det fremgår af dagens avis er over en kvart million danskere efterhånden endt på førtidspension - et antal der stiger med tusind om året og stærkest blandt mennesker under 40 år. "Eftersom dansk økonomi bevæger sig på en knivsæg, så vil selv den mindste smule modvind få læsset til at tippe helt over. Det er en meget farlig situation," sagde cheføkonom i Håndværksrådet Henrik Friis, da han i Børsen kommenterede den stigende forsørgelsesbyrde.
Om udviklingen i USA oplyser politologen Andrew Hacher i sin nye bog Money: Who has how much and why, at topchefer i de store virksomheder i dag har lønninger på i snit 2,8 millioner dollar, 190 gange så meget som den gennemsnitlige arbejder. Og redaktøren for det ansete Harpers Magazine, Lewis Lapham, noterede forleden, at parallelt med de velbjærgedes investeringer i golfkøller og golfkugler er 21 millioner amerikanske familier henvist til at leve af en årsindkomst på under 25.000 dollar.
"Denne kløft (mellem rige og fattige) er i dag større end på noget tidspunkt siden det Romerske Imperiums velmagtsdage," mener Lapham.
De, der udlægger 1997 som et dystert år, hæfter sig ved, at selv en betydelig international BNP-vækst ikke synes i stand til at mindske ulighederne. Til gengæld forstærker samme højvækst økonomiens miljøbelastning i en sådan grad, at det internationale samfund f.eks. kom til kort over for den globale drivhustrussel, da landene i årets sidste måned måtte nøjes med en march på stedet på klimatopmødet i Kyoto.
Det er en fattig trøst, at den forværrede finansielle krise i Asien forleden fik Den Internationale Valutafond til direkte at advare om risikoen for "en dyb, langvarig og selvforstærkende" nedtur for verdensøkonomien i 1998. For samtidig med at et økonomisk tilbageslag formentlig vil dæmpe energiforbruget og udledningerne af drivhusgassen CO2, så vil det påny få arbejdsløshedstallene til at stige og udstødningen - globalt og lokalt - til at accelerere.
NOGLE HAR oplevet 1997 som året, hvor markedsøkonomien for alvor dokumenterede sin evne til at skabe velstandsudvikling for de mange. Andre så årets begivenheder som endnu en bekræftelse på, at denne vækstmodel er en skrøbelig sæbeboble, som p.t. svæver for egen kraft, men som hvert øjeblik kan briste og af-sløre sin manglende sociale og økologiske bæredygtighed.
I 1997 stod de fleste med en del af sig selv i hver lejr. Tiltrukket af drømmen om fortsat og ubegrænset velstandsudvikling og skræmt af udsigten til sammenbrud. 1998 kan blive året, hvor to kolliderende fremtidssyn for alvor finder sproglige udtryk, og hvor to modsatte udviklingsstragier bliver tydelige for enhver. Det nye års udfordring til den enkelte er ikke at lade sig forføre af den blinde optimisme og samtidig ikke lade sig tvinge i knæ af den dystre realisme. jsn
