Læsetid: 3 min.

Nytårstalens retoriske strategier

Hvad gik der galt, da Anders Fogh Rasmussen holdt sin nytårstale? Trods talens kvaliteter anser muslimer over hele verden ikke talens lektion i danske værdier for at være tilstrækkelig
13. februar 2006

I januar rundsendes Anders Fogh Rasmussens nytårstale til en række arabiske lande. Trods pres for en uddybning, henviser han blot til talen. Lad os derfor tage et kig på den her. Nytårstalen er en politisk lejlighedstale, hvor statsministeren taler om politik på en mere generel måde. I moderne retorisk teori anses lejlighedstalen for at være en betydningsfuld genre, hvor taleren kan forklare komplicerede emner på baggrund af fælles værdier og styrke et fællesskab ved at betone en fælles identitet og tradition. Fællesskabet får dog en bagside, når det defineres i kontrast til andre, der står udenfor.

I årets nytårstale udnytter Fogh Rasmussen genrens mulighed for at forklare komplicerede sager på baggrund af fælles værdier. Enkeltsager om Louise Freverts hjemmeside, Jyllands-Postens Muhammedtegninger og sågar ildspåsættelse af en politikers private bolig har givet anledning til en række debatter om tone og ytringsfrihed. Debatterne var ujævne, fordi der ikke var enighed om, hvad det var, man diskuterede. For nogle var tonen en samlebetegnelse for debatten om udlændinge, politiske stramninger og det menneskesyn, der lå bag, og de mente, at tonen var uanstændig. Andre fandt, at det var kritikerne af regeringens udlændingepolitik, der var for grove. Endelig var der nogle, der mere akademisk observerede, at tonen var blevet en uheldig metafor for holdninger, man ikke er enig i, og at det ville være mere demokratisk at diskutere holdningerne i stedet for at lukke debatten med henvisning til modstandernes skingre tone.

Anders Fogh Rasmussen lurepassede under disse sager, men i nytårstalen forklarer han sig mere principielt med nogle sondringer, som mange vil være enige i. Ytringsfriheden står over alt, og debatten i Danmark er i almindelighed ordentlig og redelig, omend der har været eksempler på utilladeligt krænkende ytringer. Når han så kort kan give en rammende karakteristik af de hidtidige debatter, er det ikke, fordi han siger noget særlig skarpsindigt. Tværtimod lader han sig velvilligt favne af lejlighedstalens krav om generalitet og fordømmer klart, men også abstrakt og uden adresse "enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund." Lidt senere nævner han ganske vist satire direkte, men der er ikke meget støtte at hente for krænkede muslimer i denne passage, hvor Fogh Ramussen priser den danske humor: "Vi har i Danmark en sund tradition for at stille kritiske spørgsmål til alle autoriteter, hvad enten de er politiske eller religiøse. Vi bruger humor. Vi bruger satire."

En særlig dansk kvalitet

I talen forklarer Fogh Rasmussen komplicerede spørgsmål på baggrund af fælles værdier og skaber et fællesskab ved at betone en fælles identitet. Disse strategier bindes sammen i talens sidste afsnit, hvor kritisk debat gøres til en del af en særlig dansk kvalitet, den manglende autoritetstro, som angiveligt har skabt fremskridtet i vores samfund. I ganske få udtryksfulde sætninger opsummerer han både en kompliceret diskussion og gør den til argument for det danske samfunds styrke og sammenhængskraft. Hermed griber han tilbage til nytårstalens øvrige dele, og dramatiserer med talen retorisk sit lederskab. Set i lyset af retoriske teorier om lejlighedstalen er statsministerens nytårstale vellykket.

Så hvad går galt? Trods talens kvaliteter anser muslimer over hele verden ikke nytårstalens lektion i danske værdier for at være tilstrækkelig. Måske kan vi begribe det inden for den retoriske genreteori, der netop peger på en bagside ved lejlighedstalens fællesskab. Der vil nemlig ofte være nogle, der står uden for og danner en kontrast. Et år var det smagsdommerne, som mange danskere - måske til Fogh Rasmussens forbløffelse - identificerede sig varmt med. I år var det dem, der ikke kunne se komikken i Jyllands-Postens satiriske tegninger, og som nægter at se dem som led i et særligt beskyttelsesværdigt princip.

Men vi kan måske indkredse det mere præcist med begrebet om den retoriske situation, hvor en tale forstås som et svar på et påtrængende problem. Årets nytårstale var et retorisk svar til dem, der opfattede situationens påtrængende problem som et behov for at understrege det danske demokratiske princip, hvor statsministerens forfatningsmæssige beføjelser ikke rækker til at sanktionere overtrædere af den gode debattone. Men netop derfor blev talen afvist af dem, der opfattede situationens påtrængende problem som krænkelse og blasfemi, og for hvem den eneste passende retoriske respons ville have været statsministerens undskyldning.

Marie Lund Kjujeff er adjunkt ved Center for Retorik, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu