Mens der kan forekomme øde motorveje i Jylland, er der altid gang i den på Vestmotorvejen fra København mod Rødby, så da jeg forleden skulle mod Ringsted, valgte jeg den gamle landevej fra Roskilde, hvor man kan være mere i fred til mageligt at gennemkøre den nydelige natur, afbrudt af den umådeligt lange Osted for så at nå det egentlige mål, som var Tyvelse. Landsbyen ligger dér på Glumsøkanten, hvor engang Elsa Gress huserede og fandt boliger rundt om til forfatterkolleger. Tyvelse er ganske stille, i hvert fald den lørdag, men måske ikke altid, for
Bag hækkene skifter de svære
lastbiler gear
i skudfart, op gennem
landsbyen -
og nedenfor den langt
skinnende bygmark
stryger amtstrafikken -
toget trækker sin linie ind
gennem markerne
imod Europa, og synker ned
(i mørkningen en løbende
punktild).
Den gamle skole står med sine røde mursten og kæmpestore vinduer i gavlen: "Her runder baghaven sig ud:/De hundredgrønne felter i eet tykt virvar," står der videre ganske sandfærdigt i Jørgen Sonnes digtsamling Huset (1976), stavet på netop denne måde, som han selv bestemmer, fordi han ikke finder sig i alle retskrivningsregler, der ikke udtrykker lige det, han vil.
Hvor han ellers plejer at forsyne sine bøger sin den omfattende publikationsliste, står der her kun den lakoniske oplysning, sat op som et digt:
Samme forfatter
født 1925,
debuteret 1950;
ikke død.
Tværtimod er han netop blevet 80 år gammel, hvad han ikke kunne vide dengang. På et tidspunkt hin dag i Tyvelse hævede han sig lang og senet op i armene, så hagen rørte ved en ribbe spændt fast i døråbningen til arbejdsværelset. En svævende poet.
Bogen om Huset har genrebetegnelsen Idyller. Den har også et motto: Hvis det er, er det her. Altså en lykkelig bog om at være, hvor man er. En sjælden oplevelse hos en verdensvant modernist, hvad han nu ellers ikke vil kaldes, selv om han er det og kender alle splittelsens symptomer. Men ikke den almindelige konflikt mellem hjerne og hjerte.
Han er lidenskabelig intellektualist og spontan emotionalist i ét stykke, og netop i det stykke ligner han Thomas Kingo, som han har skrevet en afhandling om. Ewald, Aarestrup og til dels Sophus Claussen kan han gå ind for. Ikke mange flere. Men lytter man til verslinjerne ovenfor, kan man godt høre en vis diktion, og man kan se den bekræftet i opsætningen af linjerne og hele bogens typografi, som ikke er den gamle idyldigtning i heksametre, men snarere sange i prosasyntaks, cantos, som hos Ezra Pound, der også holdt skole, dog ikke ved Glumsø. Hans ABC for læsere har Sonne oversat og gendigtet.
Og i Huset møder man da en ugenert last af viden, rækker af gearskift gennem en global landsby, læs af stemninger, nye ord, 'hundredgrønne' felter, sat i egensindige rytmer i et sprogligt velvære.
I den store skolestue, den med vinduerne, står store skibsmodeller i akvarieglas, støttet af stabler af cd'er. Det er, som om de er på fælles musikalsk kurs, som man i tanken kan afhøre på hjemvejen, ad amtsvejen.
