Læsetid: 3 min.

O guders sang

Rued Langgaards problematiske kirke-opera 'Antikrist' på dvd
30. maj 2005

Man skal have sans for Rued Langgaard. Det har denne anmelder ikke udpræget. Det blev bekræftet. Med åbne sanser satte han sig ellers foran skærmen med dvd'en skudklar og så og hørte stive 95 minutter.

Nu skal man ikke forvente, at Rued Langgaards storværk fra 1920'erne, hvor komponistens verdensbillede opmales i egen tekst og egne toner, opviser en handling i operamæssig forstand. Eller selv ikke i operamæssig forstand. Værket er en allegori i tableauer snarere end et fortløbende drama. Og det kan jo også være godt.

Men det fordrer så noget andet, en indre drivkraft og egen logik i billederne, en puls i musikken og først og sidst en mening med galskaben. Intet af det er til at få øje på uden dirk og brækjern. Musikken er som næsten altid hos denne så miskendte komponist stillestående postuleret, besynderlig retningsløs, svøbt i klang og mere klang og mere igen frem for støbt i struktur og idé.

Som bekendt svarede Mozart kejseren på dennes besværinger over Figaros Bryllup; at der var lige præcis det antal noder, som der skulle være. Den replik ville Langgaard ikke kunne slippe afsted med. I Langgaards samtid fik han allerede råt for usødet, og det er, skønt han siden har fået nogen anerkendelse, uden lyst, nedgøringen her genoptages.

Vækket fra de skindøde

Men det er svært ikke at have sympati for de folk på Det Kgl. Teater, der i sin tid modtog partitur og libretto og lod hele historien sylte for til sidst og endeligt i 1935 nænsomt at afvise værket. Ganske vist var der også dem, der dengang mente at høre storheden i musikken gemt bag urimelighederne i teksten. Men det blev dog kun til enkelte fragmentariske opførelser. Langgaard skød gerne skylden på Carl Nielsen samt på tidens ugudelighed; og rigtigt er det da også, hvad angår Nielsen eller snarere kredsen omkring ham, at de holdt sig for næsen.

Nu har gode folk søgt at vække Langgaards Antikrist fra de skindøde og opførte for et par år siden værket i Christansborgs Ridehus med dvd-udgivelse for øje. Den har simpelthen fået, hvad den kan trække, og det skal hverken initiativtagere eller optrædende høre et ondt ord for.

Tværtimod, det er godt, at Langgaard nu foreligger i indspilningskanon, og hvis man er så sart, kan man jo bare lægge noget andet på dvd'en. Bestræbelserne fejler intet. Radiosymfoniorkestret under chefdirigent Thomas Dausgaard går til opgaven med ildhu; ligeledes sangerne med et par brillante eksemplarer i spidsen: Susanne Resmark som 'Mismodet' og Poul Elming som 'Munden der taler store ord'.

Dybest set noget vrøvl

Spørgsmålet er så, om det har tjent autor-komponisten vel at opføre denne 'kirke-opera' scenisk, eller om man ikke skulle have nøjedes med at tage den som koncert. Staffan Valdemar-Holm har i hvert fald haft sit hyr med at anskueliggøre den dybsindigt uudgrundelige, men også poetisk umulige tekst. Vendinger som "larmens kirke-øde" og "Jordens konger har bolet yppigt med mig" eller "blæse på dybsindet selv vi har", befordrer jo ikke just læselysten, skønt man godt kan give dem ret i det sidste, at det skulle de have gjort. Man kan, hvis man er grov i mælet, mene, at tekst og musik på den facon passer sammen, det retningsløse til det meningsløse. Allegorier bliver ikke værdifulde eller livsanskuelsesbefordrende, bare fordi de er dunkle og selvhøjtidelige, men dybest set noget vrøvl.

I det dekorationsløse imponerende Ridehus med en fin akustik, der her i optagelsen får Operaen til at blegne, optræder vadmelsklædte folk a la Kirks fiskerne. De higer og søger og lider og kravler under bordet og ind under skørtet på den store skøge. Det nye og fritænkende truer menneskeheden, lidt ligesom de kulturradikale. Men det hele går sin rette gang, da Gud ved Morten Suurballes røst og med briller meddeler sig fra oven, og scenen til allersidst i det divine slutkor fyldes af folkekirkepræsteklædte sangere, mænd og damer ligesom i den rigtige folkekirke nogenlunde ligeligt fordelt. Om så Taarbæk også er repræsenteret får stå hen. Ja, undskyld, men prætentiøs englefisse kan få det værste op i sure stødere som overtegnede.

Hvis man er til Rued Langgaard, er denne dvd lige sagen. Det fås simpelthen ikke bedre, når det nu skal være, og det skulle det altså.

Rued Langgaard: Antikrist. Opera i to akter. Sten Byriel, Anne Margrethe Dahl, Helene Gjerris, Poul Elming, Susanne Resmark, Camilla Nymark, m.fl. Radiokoret, Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard. instr. Staffan Valdemar Holm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her