Læsetid: 4 min.

Oaserne i stress-Danmark

Når hverken Haarder eller andre ministre taler varmt om højskolerne, så bliver den håndfaste målsætning om 'flere unge hurtigere gennem uddannelsessystemet' uvilkårligt til et indirekte benspænd mod højskolerne, der ikke kan udstyre folk med eksamensbeviser. Højskolerne har ikke andre chancer end at få folk til at stemme på dem med fødderne. Det kræver blandt andet klarere profilering, som f.eks. Vallekilde har gjort ved at kalde sig og være en kommunikationshøjskole. Det kræver aktiv deltagelse i samfundslivet, som Krogerup har gjort med Next Stop Danmark oven på Muhammed-krisen. Men først og fremmest kræver det, at hver eneste højskoleelev får så god en oplevelse, at hun bagefter går ud som ambassadør for højskoleophold. Behovet for højskolerne er der. Nu er det 'bare' op til højskolerne at matche det.
8. april 2006

"Det er fedt at prøve noget helt andet. Hvor ellers får jeg mulighed for at spille blindebold om formiddagen og lave radiojournalistik om eftermiddagen?"

Frederik Milbo, 21 år. Elev på Vallekilde Højskole

Højskolerne set over en bred kam kravler rundt på knæene. Et årti med dalende elevtal og dårlig økonomi har sat sine spor. Samtidig konfronteres de hele tiden med spørgsmål, om de ikke hører hjemme i afdelingen for ubrugelig kultur-arv. I regeringen er der heller ikke meget hjælp at hente - højst et par krykker, som denne uges forslag til ændring af højskoleloven vidner om.

Før der sænker sig en begravelsesstemning over folkeoplysningens højborge, er der imidlertid grund til at standse op. For behovet for steder, hvor vi kan standse op, kan meget vel vise sig at vokse. Når unge nu skal piskes gennem studierne, får de endnu mere brug for de komprimerede dannelsesophold, som de bedste højskoler byder på. Når vi nu alle sammen skal arbejde i flere år, får vi i højere grad brug for åndehuller som højskolerne, hvor vi i en periode kan være mennesker frem for titler. De ældre med deres pensionsformuer og jernhelbred vil ikke nøjes med golfkøller og rødvin, men vil også have åndeligt input og samvær.

Med andre ord; grundlaget for højskolerne er der, og derfor bør forstanderne ikke jamre - som mange af dem gør - over, at tidsånden er imod dem. Cirka 5.000 unge ville ikke bruge tusindvis af kroner i år på et højskoleophold, hvis skolerne var langt over sidste salgsdag.

NÅR DER alligevel er krise i højskoleverdenen og for langt mellem succeser som højskolerne Ubberup og Krogerup, så er det mest af alt højskolernes egen skyld. Kigger man i Højskolernes Fælleskatalog for i år, kan man se, at nogle af skolerne stort set har det samme på programmet som for nogle år siden. Man kan se højskoler, der favner så bredt som menukortet i en kinesisk restaurant.

På minussiden tales der også blandt højskoleforstandere og lærere en del om dårlig ledelse. Både om ledere, som er noget nær regnskabs-talblinde, og om lærergrupper, som ikke vil lade sig lede og stritter voldsomt imod økonomiske tilpasninger. Nogle elever beretter om lærere, der ikke er fulgt med tiden og er fagligt for svagt funderede. Med til elendighederne er også vedholdende rygter om skoler, der fusker med elevtallene og gør alle mulige krumspring for at overleve som f.eks. at drive rejsevirksomhed på kanten af konkurrencelovgivningen eller lade elever bruge skolen som herberg. Alt i alt uskønne eksempler fra den overlevelseskamp, der udkæmpes på en række højskoler. Som det er fremgået af Informations serie Højskolen på hælene, så vurderer halvdelen af højskoleforstanderne, at om ti år så vil der være færre end 70 højskoler tilbage, hvor der i dag er 79.

Lukningerne er trist for elever, personale og lokalsamfund, men det må nu en gang være prisen for ikke at følge med tiden. Det må og kan ikke være en statslig opgave at holde hånden over højskolerne, som pr. elev er langt dyrere for staten end f.eks. universiteter, handelsskoler og efterskoler. Hvis det så indebærer, at der kun skal være 50-60 højskoler om nogle år, så må det være sådan.

DA BERTEL HAARDER som undervisningsminister i denne uge fremlagde sit forslag til ændring af højskoleloven, lød der et højlydt øv! fra forstandere og lærere. De havde forventet langt mere end blot en mulighed for at kombinere højskoleophold med færdighedsundervisning eksempelvis på gymnasie-niveau. Givet er det da også, at loven i sin nuværende skikkelse ikke bliver nogen saltvandsindsprøjtning til de nødlidende. Torsdag valgte højskoleforeningen FFD alligevel at tage imod småpakken fra Haarder. Det var efter, at han havde ladet forstå, at hvis de forkælede højskolefolk ikke brød sig om forslaget, så kunne de blive fri.

Det er fornuftigt af Haarder at holde fast i, at højskoleområdet ikke skal overrisles med flere penge. Men han kunne have benyttet lejligheden til at sende et utvetydigt signal om, at højskoleophold kan præge eleverne positivt for livstid, og at regeringen ikke ser det som spild af tid. Når hverken Haarder eller andre ministre taler varmt om højskolerne, så bliver den håndfaste målsætning om 'flere unge hurtigere gennem uddannelsessystemet' uvilkårligt til et indirekte benspænd mod højskolerne, der ikke kan udstyre folk med eksamensbeviser.

Højskolerne har ikke andre chancer end at få folk til at stemme på dem med fødderne. Det kræver blandt andet klarere profilering, som f.eks. Vallekilde har gjort ved at kalde sig og være en kommunikationshøjskole. Det kræver aktiv deltagelse i samfundslivet, som Krogerup har gjort med Next Stop Danmark oven på Muhammed-krisen. Men først og fremmest kræver det, at hver eneste højskoleelev får så god en oplevelse, at hun bagefter går ud som ambassadør for højskoleophold. Behovet for højskolerne er der. Nu er det 'bare' op til højskolerne at matche det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her