Læsetid: 3 min.

'De er meget obs på det der wellness'

Noni-frugt, Bogensepille og Ritt Bjerregaard var alle til stede ved den tyvende Sund Livsstil-messe. De er meget obs på det der wellness for tiden
8. oktober 2005

Aquamassage er virkelig på vej ind. Det fortæller Lars Duus, som lever af at sælge Aquamassage-apparater og står med et eksemplar foran sig. Det ligner en blanding af et solarium og en bilvask. En bilvask til mennesker. Men man bliver ikke våd og heller ikke smurt ind i det der klister bagefter. Man ligger i en pose, mens kraftige vandstråler arbejder sig ned over kroppen.

"Mange tror, at posen er utæt, når de ligger der," fortæller Lars Duus. Lige nu er det en ung dreng.

"Det var mærkeligt," er hans eneste kommentar, da han kommer ud af maskinen, som koster 225.000 kroner plus moms.

"Det er mest til firmaer. Personalepleje og den slags. Men jeg har lige været i Randers og installeret en i et wellness-center. De er meget obs på det der Wellness for tiden."

Jubilæum

Lars Duus' stand er blot en blandt flere hundrede ved den tyvende Sund Livsstil-messe, som bliver afholdt i Forum i København. Her er alt fra irisanalyser til ganske almindelige økologiske madvarer. Der er også ret mange stande med mad og medicin fremstillet af råvarer, man ikke anede eksisterede - eksempelvis den meget oversete Noni-frugt fra Fransk Polynesien.

Sund Livsstil er en ren succes. Det fortæller Peter Mikkelsen, som er arrangør af messen:

"Jeg vil gætte på, at der er dobbelt så mange udstillin-ger, som da vi startede. Sundhed er virkelig noget, folk går op i. Der er også mere og mere om det i medierne - det er meget oppe i tiden," fortæller han.

- Er danskerne blevet sundheds-hysteriske?

"Nej, det er nødvendigt. Vi har en meget stresset hverdag, så der er behov for, at vi er gode ved os selv," siger Peter Mikkelsen.

En anden udvikling for messen er den øgede kommercialisering: "I dag er det udstillernes levevej. Det var det ikke i starten. Men det er stadig nødvendigt at brænde for det - ellers fungerer det ikke."

Ikke langt fra Aquamassagen kan man smage Bogensepillen, som blev forbudt for fem år siden. Men nu er slankepillen tilbage - et come back - nu med kakao, fortæller Torben Dhalvad, som lever af at sælge Bogensepiller.

- Kakao lyder da ellers ikke så slankende?

"Det er alt det mælk og sukker, du tilsætter, der gør, at chokolade er usundt. Det her er kakao-ekstrakt, der gør, at du føler dig mindre sulten - det påvirker nogle centre i hjernen. De samme som amfetamin."

- Uha!

"Ja, men det er ikke vanedannende. Nogle sammenligner det med god sex eller forelskelse."

- Nå da da?

"Ja, eller begge dele," siger Torben Dhalvad.

Kandidat

Ved den officielle åbning af messen fortæller Ritt Bjerregaard, som er kandidat til overborgmesterposten i København, at det er meget vigtigt med øget fokus på sundhed.

"60 procent af de ældre er undervægtige, fordi den mad, de bliver tilbudt, er så kedsommelig, at de ikke vil spise den. Derfor har jeg et forslag om at oprette et nyt madhus til de ældre i København," siger Ritt Bjerregaard. Med de unge gælder det modsatte: "15 procent af alle skolebørn er overvægtige. Derfor er det vigtigt med en indsats," siger Ritt Bjerregaard, som er kandidat til overborgmesterposten i København.

Drejer man til højre ved Lars Duus' Aquamassage-maskine, som er blevet noget af et tilløbsstykke, kommer en Qi Gong-stand frem. Her står Ellen Berring og laver nogle meget langsomme bevægelser.

"Jeg får jordens energi op gennem benene, og gennem de her cirkelbevægelser danner jeg et kraftcenter. Det renser - for det trækker blodet og affaldsstoffer med," forklarer hun, uden at stoppe med sine øvelser. Ved siden af ligger to pinde med gummibolde i knytnævestørrelse spændt på.

- Hvad er det?

"De er til at banke på bestemte energipunkter. Sæt dig, så skal jeg banke dig."

- Uha?

"Det er ikke farligt."

- Er det noget overnaturligt?

"Nej, det er det bestemt ikke. Det er tværtimod meget naturligt. Vi har naturen som vejleder."

Det er i hvert fald behageligt. Og så er det modsat mange andre produkter ved Sund Livsstil-messen gratis:

"Nej, det koster ingenting, når først man kan de basale øvelser. Det er ikke ligesom al medicinen og helseprodukterne," siger Ellen Bjerring.

K

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu