Læsetid: 3 min.

Et ocean af kapital

29. september 1999

GLEM FOR ET ØJEBLIK alt om nationalstaten og de gammeldags politiske institutioner, som er født ud af oplysningstiden og de borgerlige demokratiske revolutioner. Her på kanten til det 21. århundrede er en ny politisk-økonomisk arkitektur for alvor ved bryde frem, overtrumfende alt, hvad vi hidtil har kendt til af imperiedannelse, magtkoncentration og økonomisk potens. Og af ulighed.
Selvom vi stadig formelt set har demokratiske forhandlingsinstitutioner i mange nationalstater, så synes de dog afmægtige overfor de omkalfatringer, der finder sted i et stadig mere liberalt og dereguleret globalt marked.

LIBERALISERINGERNE har politikerne et stort medansvar for i kraft af deres kollektive beslutninger i de ikke-demokratiske internationale organer, Den Europæiske Union som af Verdens Handelsorganisation, WTO. Men det er ikke længere politikerne, der styrer udviklingen og bestemmer hvilke værdier, der skal investeres i.
Det er derimod denne verdens 60.000 transnationale selskaber, der med omkring en halv million udenlandske datterselskaber står bag en fjerdedel af verdens samlede produktion - til en værdi af elleve tusind milliarder dollar. Til sammenligning var værdien af verdens vare- og servicehandel over grænserne cirka 7.000 mia. dollars sidste år. Derfor har UNCTAD for så vidt ret, når de siger, at det er mere interessant i forståelsen af den globale økonomi at fokusere på virksomhedernes internationale produktion end på handelen mellem nationalstaterne.

OG DE TI STØRSTE og mægtigste transnationale selskaber er General Electric, Ford, Shell, General Motors, Exxon, Toyota, IBM, Volkswagen, Nestlé og Daimler Benz viser den nye "World Investment Report 1999" fra FN's konference for handel og udvikling, UNCTAD. Rapporten kaster bedre end så mange andre rapporter lys over, hvilken formidabel koncentration af magt, der er sket på markedet.
De hundrede største transnationale selskaber har samlede aktiver for over 4.000 milliarder dollar, og det er dem, der har ført an i den fusionsbølge, som har raset hen over USA og Vesteuropa. I 1998, hvor hele verden nervøst og tænderskærende iagttog, hvordan først Asien og sidenhen Rusland og Latinamerika blev løbet over ende af finanskrisen, steg de direkte udenlandske investeringer i fabrikker og fast ejendom med spektakulære 39 procent. De nåede op på ikke mindre end 644 mia. dollar.

BILFABRIKANTER, medicinal-, medie- og informationsselskaber har for alvor sat skub i fusionsbølgen, og sidste år spenderede de 574 mia. dollar på ak-tieopkøb over grænserne. Tallet bliver endnu større i 1999, vurderer UNCTAD, der bl.a. hæfter sig ved, at de høje oppustede aktiemarkeder i USA har været med til at sætte ekstra tryk på de udenlandske investeringer.
Nye titaner har set dagens lys, og det globale marked er i betænkelig grad på vej mod monopoldannelse og konkurrenceforvridning i en skala aldrig tidligere set. Microsoft er et eksempel blandt flere. EU og USA's konkurrencemyndigheder forsøger efter bedste evne at gribe ind, men der mangler endnu en fælles global institution, som har politisk myndighed til at matche de nye transnationale titaner.

AT NÅ TIL ENIGHED om et fælles globalt regelsæt for konkurrencens spilleregler - f.eks. i WTO-regi - er en af de største udfordringer for demokratiske politikere her ved indgangen til et nyt århundrede.
Bag de transnationales imponerende magtdemonstration i 1998 gemmer der sig dog en ubehagelig skyggeside. En fortælling om stadig større uligheder. Udviklingslandene er blevet yderligere hægtet af den globale økonomi. Deres andel af de samlede direkte udenlandske investeringer faldt fra 37 procent i 1997 til 26 procent i 1998. Og de fattigste af de fattigste har kun ringe udsigt til at få andet end nogle små håndører fra de transnationale. De 33 mindst udviklede lande i Afrika får kun 1,5 procent af de direkte investeringer til alle udviklingslande.

LIGHED ER måske ikke moderne længere, men de transnationale er med til at forstærke ulighederne imellem udviklingslandene. Fem lande - Kina, Brasilien, Mexico, Singapore og Thailand - får halvdelen af al den direkte kapital, der sendes til udviklingslandene. Det godt for disse fem udvalgte landes befolkninger, men så længe, at det kun er en marginal del af verdens kapital og teknologi, der sendes til de fattigste udviklingslande, så vil den globale kapitalisme blot mangedoble de eksisterende uligheder. Markedets skjulte hånd vil ikke ændre det. Det kan kun politiske institutioner, som har større rækkevidde end nationalstatens. For små nationalstater, der handler isoleret, vil være som små øer i kapitalens store ocean.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu