Læsetid: 3 min.

Oceandyb kærlighed

Sensualitet og menneskeindsigt i velspillet drama af spanske Alejandro Amenábar
6. maj 2005

Kærlighed. Det ord må nødvendigvis indlede en anmeldelse af Mit indre hav. For her er en film, som handler om kærlighed dybere end Marianergraven.

Og om frihed. Til at vælge hvordan man vil leve sit liv - inden for de rammer, skæbnen afstikker. Og til at vælge, om man vil afslutte livet.

Det er i spændingspunktet mellem de to ekstremer - den store kærlighed og den uafvendelige dødslængsel - at dramaet udspiller sig. Centrum for historien er den midaldrende Ramón, der gennem 28 år har været lammet fra halsen og ned efter en badeulykke. Han bor på en lille gård hos sin bror, bliver plejet af den omsorgsfulde svigerinde og hjulpet af sin nevø. Men som Ramón ligger her, evigt lænket til sin seng, helt afhængig af andres hjælp og ude af stand til at bruge sin krop, har han besluttet, at det er tid til at stoppe. Han er afklaret og rolig: Han ønsker at dø.

En levende død

Men så er der lige et men. For når man overhovedet ikke kan bevæge sig, end ikke en arm eller hånd - hvordan tager man så livet af sig selv? Atter er han fuldkommen afhængig af andres hjælp og velvilje. Og det er sin sag at finde et menneske, der vil slå én ihjel. Ramón prøver ad rettens vej at vinde friheden til at afslutte sit liv, og i den forbindelse møder han juristen Julia. Samtidig bliver han opsøgt af den enlige mor Rosa, der snart får rollen som husven. De to kvinder har begge deres personlige grunde - som ikke skal afsløres her - til at blive tiltrukket af Ramón. Men den sande prøve på deres kærlighed venter endnu på dem, sammen med spørgsmålet: Kan man dræbe den man elsker? Imidlertid ændrer kvinderne også situationen for Ramón. Kan deres tilstedeværelse give ham fornyet lyst til at leve?

Havet er en gennemgående metafor i filmen - havet tog Ramóns førlighed, men havet repræsenterer også livet fuld af frihed, sansninger, elskov og fysisk vitalitet. Alt det, som Ramón ikke længere har og nu blot drømmer om i smertefulde erindringsglimt, fra hvilke han vågner op og føler sig som en levende død.

Det er med stor følsomhed og visuel sans, at Alejandro Amenábar, en af Spaniens største unge instruktører, fortæller sin historie, som er andet og langt mere end en moralsk og etisk diskussion af aktiv dødshjælp. Nok får vi bidder af diskussionen, som da en katolsk pater besøger Ramón og søger at tale ham fra sine dødsplaner. Men Amenábar forfalder aldrig til at gøre sine personer til marionetagtige talerør for synspunkter. Såvel hovedpersoner som bipersoner er helstøbte karakterer, portrætteret med varsom forståelse, og filmen er på alle fronter præget af en evne til at se det enestående i det umiddelbart almindelige, at finde skønheden og sensualiteten i detaljen - og her bliver Amenábar godt hjulpet af fotografen Javier Aguirresarobe.

Det velskrevne manuskript, fuld af menneskeindsigt og humor midt i det tragiske, er skrevet af Amenábar, der bl.a. har instrueret Hollywood-gyseren The Others (2001), og Mateo Gil, som tidligere har skrevet manus til Abre los ojos fra1997 (genindspillet på amerikansk som Vanilla Sky i 2001). Og de to forfattere har sublime skuespillere til at føre manuset ud i virkeligheden. Javier Bardem giver med sin karisma den sengeliggende Ramón en vældig råstyrke, og på trods af, at Bardem er frarøvet muligheden for at udtrykke sig med kroppen, fylder han lærredet med smerte, charme, sorg, viljeskraft. Det er soleklart, at alle kvinderne i filmen må elske Ramón.

En fuldt fortjent Oscar

Og at han må elske dem - de meget forskellige, og meget velspillende, kvinder der omgiver ham. Lola Dueñas tegner med jordbunden styrke og sårbar følsomhed portrættet af den ensomme fabriksarbejder Rosa, mens Belén Ruedas Julia er så fuld af eksistentiel smerte, at hun virker næsten gennemsigtig i sin skrøbelighed. Også Mabel Rivera som den livskloge landarbejder-svigerinde, der trodsigt gør sig sine egne fordomsfri tanker om Ramóns situation, står stærkt i erindringen.

Mit indre hav vandt i år en Oscar for Bedste Udenlandske Film, og det er fuldt fortjent. Trods sit emne er filmen helt fri for løftede pegefingre. Ramón vælger sin vej, som er den rigtige for ham. Men det betyder ikke, at det er den rigtige for andre. For kærlighed er, lyder filmens budskab, at vise respekt for det enkelte menneskes egne ønsker og valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her