Læsetid: 4 min.

Ode til glæden og håbet

10. oktober 1997

DAGENS NYHETERS medarbejder, Per Jönsson, mente sig i går fiffig, da han i den svenske avis forsøgte at forudsige, hvem der i hvert fald ikke ville få årets nobelpris i litteratur. Den ville næppe gå til en kvinde og heller ikke til en lyriker, mente han, thi i fjor havde den internationalt set forholdsvis ukendte, kvindelige, polske lyriker, Wislawa Szymborska, til alles forbavselse modtaget prisen. Den ville heller ikke gå til en europæer, for man veksler gerne lidt mellem verdensdelene. Og året før havde Irlands Seamus Heaney opnået den hæderfulde pris.
Derfor lød hans kraftigste bud på, at det kunne blive enten Salman Rushdie eller Indonesiens førende romanforfatter, den 74-årige Pramoedya Ananta Toer. Andre bud lød på Portugals Jose Saramago og Antonio Lobo Antunes, Belgiens Hugo Claus og Cees Noteboom, USA's John Updike og Norman Mailer, Mexicos Carlos Fuentes, Frankrigs Nathalie Sarraute og den kinesiske poet, Bei Dao. Ja, mange andre var nævnt i den årlige gættekonkurrence, der udmærker sig ved gentagne gange at nævne de samme kandidater - og aldeles at overse andre.
Medarbejderen på Stockholmeravisen fik ret i, at det i år ikke blev en kvinde og heller ikke en lyriker. Derimod tog han fejl på det tredie punkt. Prisen gik for tredie år i træk til en europæer.
Da sekretæren for Det Svenske Akademi åbnede fløjdørene for at præsentere afgørelsen for åben tv-skærm, brød der spontane klapsalver ud blandt pressefolkene - i grel modsætning til seancen i fjor, hvor meddelelsen om den polske lyriker blev modtaget i stilhed og endog med raseri af en tilstedeværende litteraturkritiker, der klandrede akademiet for "endnu engang" at have optrådt "politisk" ved at vælge en relativt ukendt digter fra et østland.

VALGET AF Dario Fo var lige så uventet, som det var populært. Man kan snildt forestille sig, at det har udløst jubelscener hos teaterglade mennesker både i Italien og andre steder i verden. Nobelprisen er blandt forfattere, hvad verdensmesterskabet er blandt fodboldspillere - selvom et verdensmesterskab i litteratur er en umulig tanke.
Den italienske dramatiker har, så vidt vides, aldrig været nævnt som kandidat, og dog var det et indlysende rigtig valg. Fo er - i levende live - allerede en klassiker. Det var han ganske tydeligt, allerede da han for tredive år siden, i 60'erne, havde sin storhedstid. Da oplevede det politiske teater en opblomstringstid, og Dario Fo var kongen og mesteren. I hans stykker forenes både traditionen - hans rødder var i Commedia dell'arte - det absurde teater og altså det politiske element i en højere enhed, som både gouteres af feinschmeckere og det brede publikum.
Den subtilt humoristiske og satirisk piskesnertende dramatiker er elegant i sin stil, grov, når det kræves og direkte i sin satires adresse. En vældig oase i den ørkenvandring, som megen politisk teater udviklede sig til. Noget så sjældent som en folkelig intellektuel, en populær venstreorienteret.
For så vidt kan man sige - og det er den eneste indvending at rejse mod tildelingen - at han burde have haft Nobelprisen dengang for tredive år siden, da han gik i direkte konfrontation mod magthaverne i Italien og andre steder og helt aktuelt var en "farlig forfatter" med hvas tunge, en politisk faktor. Men bedre med en sildig opvågnen end slet ingen.

DRAMATIKERE glemmes ofte, hvor der er tale om forfattere, men sågu er dramatikere også at regne for forfattere. De er også noget mere, men det begynder gerne med det skrevne ord, skønt improvisationen på scenen også kan være en begyndelse. Dramatikere var i mange år fuldstændig oversete i f.eks. Statens Kunstfonds stipendieuddelinger - og er det i nogen grad stadig, selvom det har dryppet lidt mere end tidligere.
Derimod er det ikke rigtig, som det stod i nogle af de telegrammer, der i går føg ind fra pressebureauerne, at Dario Fo er den første dramatiker, der får Nobelprisen. I 1934 gik den til en anden italiensk dramatiker, Luigi Pirandello, og i 1936 til amerikaneren Eugene O'Neill. Sartre fik den i 1964 - dog ikke primært for den dramatiske del af forfatterskabet, men for den samlede indsats. Og Beckett fem år senere. Der er dog den sandhed i det, at der har været ganske langt "mellem snapsene" til dramatikerne, og at Dario Fo er den første rendyrkede dramatiker efter krigen, som har fået Nobelprisen.
Derfor er glæden stor i dag i dramatikernes egne række. Man føler det som et ridderslag, en blåstempling og en opmuntring til hele standen. Og Nobelprisens uddelere i Det Svenske Akademi, der p.t. iøvrigt er ramt af interne problemer, har genvundet noget af den prestige, de har sat over styr ved mere diskutable afgørelser tidligere. En hyldest til Dario Fo virker som en ode til glæden og håbet. Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu