Noget af det sjove ved øer er at sejle til dem. Eller imellem dem. Eller fra dem. Alt efter hvad man er i humør til.
Øhop er en fornøjelse, som mange har undt sig selv i det græske. Men hvad, når det er europæisk vinterhalvår, og også Ægæerhavet er svøbt i regntåger? Nogle af den nordlige halvkugles beboere søger mod det spejlvendte solhverv og drager til New Zealand for dér at hoppe mellem Nordøen og Sydøen.
Så langt behøver man nu ikke at flygte fra det europæiske mismod. Man kan nøjes med at bevæge sig 8.500 km i sydvestlig retning. Det bringer én til Caribien, buen af øer spændt ud mellem Florida og Venezuela.
Det var de øer, som Christoffer Columbus ramlede ind i under sine fire forsøg på at finde en genvej til Indien. Den genstridige mand fastholdt til sine dages ende, at det var lykkedes ham, og deraf er fulgt megen forvirring i navngivningen af steder og folkeslag. F.eks. at øerne i Caribien kaldes 'de vestindiske'. Som regel med yderligere betegnelse efter den kolonimagt, der fik sat sig på dem: Fransk Vestindien, Britisk Vestindien og - for nostalgikere - Dansk Vestindien.
Hoppemønster fastlagt
Påfaldende nok fastlægger tidligere tiders ophægtninger på kolonimagter vore dages mønster for, hvorledes det er muligt at hoppe fra ø til ø i Caribien.
Øerne orienterer sig nemlig stadig mod deres oprindelige europæiske besidder - sprogligt, kulturelt og politisk. Derfor foregår bådtransporten imellem øerne ikke logisk hop-hop-hop, men snarere efter historie end efter afstand.
Man kan altså ikke starte i den ene ende af Caribien og øhoppe til den anden. Man må udvælge sig en klynge af øer, der har indbyrdes bådforbindelse, og flyve fra Europa ud til én af dem, der har international lufthavn. Eller endnu bedre: Man finder en klynge, hvor det er muligt at flyve ud til én ø og hjem fra en anden. Det, der ligger imellem, lader man rutebådene om at klare.
Noget sådant er muligt i Fransk Vestindien. Man kan flyve ud til Guadeloupe og hjem fra Martinique, der ligger 140 kilometer sydligere, svarende til fire timers hurtigbådstur.
Når der er grund til at fremhæve de franske øer, skyldes det ikke bare det praktiske. Min husstand er nået frem til, at de er det lifligste, Carbien har at byde på. Mødet mellem fransk og caribisk kultur fremmer det bedste i dem begge.
De fransktalende øer er efter Anden Verdenskrig gjort til fuldgyldige dele af Frankrig - og dermed nu altså også EU. Kig på den side af euro-sedlerne, hvor der er trykt et Europa-kort! Nederst til venstre for kortet er der nogle små bokse med noget krimskrams. Det er de franske øer i Caribien.
Øernes franske forankring er synlig i de indfødtes levevis: elegant beklædning, kindkys, velvalgte vine og friskbagt brød flere gange om dagen. Plus at Frankrig og EU leverer ni tiendedele af øernes økonomi og dermed en levestandard i nærheden af den vesteuropæiske.
Menneskeskabt værk har det med at ryge omkuld i Caribien. Orkaner, flodbølger, oversvømmelser, vulkanudbrud og brande svækker forestillingen om et jordisk paradis. Når den voldsomme skæbne rammer, har de franske øer glæde af Frankrigs og EU's hjælp til genopbygningen.
Anderledes med de tidligere britiske øer. Imperiet søgte i 1950'erne at få dem skivet af som én stor Vestindisk Føderation strækkende sig de 3.000 kilometer fra Jamaica til Trinidad. Føderationen brød imidlertid op i jalousier, inden den var sat i værk, og øerne er endt som mini-stater - bortset fra Anguilla og Montserrat, der klamrer sig til status som kronkolonier.
Det er synligt, at de selvstændiggjorte engelsktalende øer ikke har rige velyndere. De er medtagne. Veje, broer og bygninger er forfaldet siden kolonitiden. Nogle af dem - f.eks. Jamaica - er sunket ned i narko og kriminalitet. Samtidig er der et mærkbart skel mellem fattige og rige - fysisk udtrykt i mure, hegn og vagtposter om velhavernes enklaver - dér, hvor turisterne må søge tilflugt.
Om de amerikanske øer i Caribien - Puerto Rico og det tidligere Danske Vestindien - gælder, at Washington nok bidrager klækkeligt til øernes økonomi, men de er præget af USA's egne racespændinger, ghettodannelser og skævheder i fordelingen af indkomst.
Turister integreret
Også på dette punkt er forholdene anderledes på de franske øer. De er vældigt fredsommelige. Sociale skel er ikke iøjnefaldende, heller ikke mellem sorte og hvide. På de franske øer ligger der rundt omkring i den almindelige bosætning familiedrevne hytter eller bungalows, som turister kan leje for en pris i størrelsesordenen 3.500 kroner pr. uge. Typisk er de malet i lystige caribiske farver, og alt er propert, net og hyggeligt - inklusive det veludstyrede køkken, hvor man kan tilberede sine måltider - for det tilfælde, at man ikke hellere går på restaurant i nabolaget og forfrisker sig med en kreolsk middag: tre retter og vin til en pris af omkring 200 kroner pr. gane.
Frankrig i mildt tropisk sus. Meget bedre kan det ikke blive.
