Læsetid: 3 min.

OECD i kronisk identitetskrise

OECD er ved at blive kvalt af sin succes. Organisationen gaber over flere og flere områder, med færre og færre ressourcer
19. oktober 2005

Da Jens Otto Krag sagde nej til at blive OECD's første generalsekretær banede det vejen for Thorkil Kristensens internationale karriere. Han tog til Paris i 1960 med den klare idé i baghovedet, at OECD havde en demokratisk forpligtelse til at tænke nye og forbudte tanker. Den frie og uhindrede idéudvikling havde ikke optimale vilkår på den nationale scene. Enten fandtes der ikke tilstrækkelig med intellektuelle ressourcer, eller også var disse ressourcer på universiteterne og i ministerierne alt for indvævet i det nationale politiske spil.

Visionen for OECD var, at den skulle være uafhængig af sektorinteresser, og at den skulle kunne tiltrække de klogeste hoveder i den vestlige verden. En sådan idéopfinder kunne give de nationale debatter den ilt og det kvalitetsløft, som var stærkt tiltrængt. På den internationale arena var der på dette tidspunkt ikke mange andre internationale organisationer, der på tilsvarende vis havde til formål at hæve sig op over de nationale interesser og kaste et kritisk og kompetent blik på verdens tilstand.

OECD som idémødeplads

For at sprede disse nye idéer effektivt, måtte der tænkes kreativt. OECD har ingen finansielle ressourcer, der gør, at man ligesom IMF, UNDP eller Verdensbanken kan betale sig fra idéspredningen. OECD har heller ingen reguleringskompetencer.

Organisationen kan ikke, ligesom EU, udvikle et fælles regelsæt og derved regulere sig ud af idéspredningen. OECD har ikke andet end argumentets magt. Ved at samle embedsmandseliten i Paris til møder i et utal af komitéer, hvor nye idéer og erfaringer deles på tværs af grænser, er håbet, at en læringsproces kan igangsættes. Skjult for pressens og de hjemlige politikeres opmærksomhed kunne man løsne op for etablerede tankegange og dogmatikker og indsprøjte ny inspiration. Når de nationale embedsmænd havde udviklet et nyt sprogbrug og en ny viden på deres sektorområder skulle de tage hjem og fungere som forandringsentreprenører.

OECD som idéautoritet

Disse socialiseringsprocesser blev kombineret med tilbagevendende landestudier. OECD's eksperter udformer analyser og lader de nationale embedsmænd konfronteres direkte med disse i noget, der kunne ligne en eksamenssituation. Landets særlige situation undersøges og sammenlignes med andre lande. Når studierne offentliggøres udsættes lande, der ikke formår at leve op til en række fælles standarder for 'naming', 'blaming' og 'shaming'. Det plejer at virke! PISA-undersøgelserne på uddannelsesområdet, Employment Outlook på arbejdsmarkedsområdet og de tilbagevendende analyser af dansk økonomi har alle tiltrukket sig pressens og de nationale politikeres opmærksomhed. På nogle områder har OECD opnået en idéautoritet, der gør, at organisationen næsten betragtes som et sandhedsvidne.

OECD som idékøbmand

Efter ophøret af Den Kolde Krig er OECD imidlertid trængt op i en krog. Der er kommet flere og flere medlemslande, og i øjeblikket er det vanskeligt at påstå, at organisationen stadig er en sammenslutning af 'ligesindede lande'. Det er blevet svært at komme til enighed med så mange og så forskellige medlemmer. I årene fremover kan vi endda regne med, at der kommer flere lande til. Samtidig er disse lande også begyndt at betragte OECD som en idékøbmand, hvor man kan betale sig til ydelser. Faktisk er OECD blevet afhængig af at levere konsulentydelser til enkeltmedlemmer. Det betyder at OECD er på vej til at blive en trendfølger, snarere end en trendsætter. Som om dette ikke var nok, er en lang række internationale organisationer og nationale tænketanke begyndt at kopiere OECD's fokus på blød regulering, gruppepres, socialisering og idéudvikling. OECD er ikke længere alene på banen.

Den nuværende generalsekretær for OECD, Donald J. Johnston, træder tilbage ved årsskiftet. Han har, stærkt tilskyndet af USA, fremmet udviklingen mod, at OECD skulle producere serviceydelser snarere end at fungere som en fri idéopfinder. Samtidig er personalet i OECD blevet bedt om at løbe hurtigere og - kunne man næsten fristes til at hævde - tænke mindre. Gennemsnitsancienniteten i OECD er nu nede på fire år!

Men den nuværende generalsekretær har stadig ikke formået at overbevise medlemslandene om, at OECD kan noget, som ingen andre kan. Den kommende generalsekretær vil stå over for en kæmpe udfordring. Det er nu eller aldrig, OECD skal genopfinde en ny identitet. Måske kan inspiration hentes i de tanker, som Thorkil Kristensen gjorde sig i sin tid.

Mere end nogen sinde er der behov for at tænke forbudte tanker for demokratiets skyld. Men tør de nationale politikere at slippe tøjlerne for idéudviklingen?

udland@information

Martin Marcussen er lektor på International Center for Business and Politics, CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her