Læsetid: 3 min.

Øde øer er ikke løsningen

Det er en grundlæggende ret i Danmark, at man må have lov til at bo, hvor man vil. Og den ret skal også gælde for personer, der er dømt for pædofili, mener Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech
4. august 2006

- Birthe Rønn Hornbech, hvad mener du om Dansk Folkepartis forslag om, at pædofilidømte ikke længere skal kunne bosætte sig i nærheden af skoler, fritidshjem og svømmehaller?

"Det lyder som om, det i realiteten vil være et forbud mod, at de pædofilidømte kan bo nogen steder - undtagen uden for 7. kartoffelrække, hvor der ingen boliger er. Der ligger jo skoler og svømmehaller alle steder. Det er en grundlæggende ret i Danmark i følge Grundloven, at man må bo og færdes, hvor man vil. Det må være udgangspunktet."

- Er det værd at kigge på forslaget, hvis det viser sig, at det kan lade sig gøre i praksis?

"Nu ved jeg jo ikke, om der i Canada, som Dansk Folkeparti nævner, er ødemarker, hvor man kan slå sig ned. Men det er typisk, at Dansk Folkeparti kommer med et par overskrifter, men de begrunder ikke deres forslag i Grundloven. De nævner jo overhovedet ikke de juridiske vanskeligheder, der er. Nemlig, hvordan er det her i forhold til Grundloven og i forhold til menneskerettighederne. Det er i virkeligheden ikke værd at beskæftige sig med, fordi det er ikke seriøst gennemarbejdet."

Umuligt at spærre dem inde helet tiden

- Politiet har allerede nu mulighed for at forbyde pædofilidømte adgang til forskellige steder, men er det et stærkt nok middel?

"Pædofilidømte bliver dømt, og de bliver sat i fængsel, og som udgangspunkt er de frie folk, når de kommer ud som alle andre. Men politiet kan give et tilhold, hvis man har mistanke om, at den pædofile igen vil krænke børns blufærdighed. Så der er jo muligheder, men det forudsætter netop, at det er et begrænset område, man forbyder adgang til. Man kan jo ikke drive danske statsborgere i landflygtighed på den måde."

- Men ofte gentager kriminaliteten sig?

"I Danmark kan vi altså ikke komme længere, end at vi spærrer folk inde, når de begår kriminalitet og giver højere og højere straffe, når de gentager det. Men på et eller andet tidspunkt bliver de jo løsladt, og vi kan jo ikke spærre dem inde hele tiden, fordi man tror, at de vil begå en forbrydelse, og det er jo det som Dansk Folkeparti vil gøre her. Spærre de pædofile inde i et hus, som åbenbart skal ligge på en øde ø, hvor der ingen mennesker bor."

Pas på jeres børn

"Det er først og fremmest de helt grundlæggende rettigheder som Dansk Folkeparti ikke forholder sig til. Hvad så når de møder børn i supermarkedet, skal de så også have tilhold mod at handle? Må de ikke gå i biografen, eller må de ikke gå på gaden, når der er børn?"

"Vi kan da ligeså godt være ærlige og sige, at vi ikke kan holde pædofile væk fra alle børn altid, døgnet rundt, året rundt. Men vi kan give nogle ordentlige straffe og give dem behandling og bede politiet om at holde øje med dem. Og først og fremmest opfordre forældre til at passe på deres børn. Men der er altså grænser for, hvad man kan gøre i et åbent samfund."

- DF henviser til, at kun en ud af otte pædofilidømt får den behandling, vedkommende skal have. Er det ikke problematisk, hvis de lukkes ud uden ordentlig behandling?

"Hvis DF kan komme med en ordentlig dokumentation, så vil jeg gerne kigge på det med behandlingen, men jeg er nødt til at se et materiale. Jeg har hørt eksperter sige, at der er masser, vi ikke kan behandle, fordi de pædofilidømte ikke vil behandles. Jeg vil gerne have, at så mange får en så hensigtsmæssig behandling som muligt. Men jeg er jo også nødt til at sige, at vi jo ikke ligefrem svømmer i psykiatere. Der er jo også andre syge mennesker, der har behov."

- Men hvordan forklarer man det over for eksempelvis utrygge forældre eller ofre?

"Det kan man kun forklare ved at sige, at det har jo vist sig, at der en begrænset kapacitet, og man kan jo ikke stampe psykiatere direkte op af fortovet. Men som jeg siger, så må vi diskutere det og se, om der er en anden faggruppe, der kan gå ind og tage over, hvis der er en ressourcemangel."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu