Et stort flertal af danskere lever på øer uden at tænke nærmere over den sag. Kigger man på et kort, er Sjælland unægteligt en ø, ikke engang er særligt stor én, på verdensplan en klat, der ikke engang rigtigt kan ses på en middelstor globus. Alligevel bærer den lille ø en hovedstad bistået af Amager, som jo også er en ø med sine egne specifikationer, selv om den er flad som en fregne. Man skal ned i format eller væk fra storstaden for at hævde øers virkelige særpræg.
Bornholm kan være med i vognen. Her melder sig med det samme man sætter forhjulene i Rønnes asfalt, følelsen af et andet format. Der er langt fra Rønne til Svaneke, hvad der jo vitterligt ikke er, men det er der alligevel. Selv til Nexø rejser man kun, når man bor i Svaneke, med forbehold og eftertanke. Kan det, man mangler, ikke fås lokalt! Livsvilkårene bestemmes af øens natur og størrelse, det siger sig selv, men overskueligheden på en rigtig ø og ikke Sjælland, som er uoverskuelig på grund af storstaden, er en del af hemmeligheden. Men også kun en del. Manhattan har faktisk bevaret øens karakter, på den anden side af den og Long Island, som demonstrativt af navn og gavn er en anden ø, ligger det umådelige fastland fra New Jersey til Stillehavet. Man kan på den anden side, og uanset hvor meget ø, der er over Manhattan med Battery park i syd og klipperne nord for Hell's Kitchen, ikke påstå, at man har den for sig selv og de udvalgte få.
Utopia
At ende på en øde ø, er ikke så ringe, som det lyder, og som det ofte tager sig ud på vittighedstegningerne, hvor den strandede sidder med fødderne i vand, ryggen mod en kokospalme med en flaske vin, men ingen proptrækker. Robinson kunne bygge et samfund - ved en slaves hjælp, bevares; Jules Verne fantaserede om muligheden af at skabe sig den eventyrligste verden på en ø, uden at andre folk kunne byde ind.
I Stormen lader Shakespeare fantasien råde om en utopisk menneskelig samværsform - Thomas Moores Utopia er jo endeligt også en ø - da han lader hofmanden Gonzales fabulere over det andet samfund, hvor han vil ordne alting helt modsat, hvor alle er lige, hver en mand og kvinde med, ingen herre, ingen hersker, ingen handel og trældom og frem for alt ingen våben. Dér skal alting fremstilles efter behov, uden sved og møje, og menneskene leve i balance med naturen. Alt i alt opridser Gonzales en samfundstilstand uden snyd og humbug, uden kreativ bogføring og vildledning af folket, en verden, der ville kunne få en Lomborg til at blegne. Øen i Stormen danner rammen om naturens naturlighed og menneskets præcise placering i systemet. Og sådan er det vel, at forestillingen om det gode liv er forbundet med dette mindre format. Paradis er en ø eller som en ø. Der er et indenfor og et udenfor. En afgrænset enhed, hvor folk lever i overensstemmelse med deres bestemmelse af at være dér, at være øboer.
I ekstrem grad fyldes den rejsende af denne forestilling ved at aflægge et sted som Færøerne besøg. Eller mange besøg - for har man været på Færøerne én gang, slipper man aldrig stedet igen; har man én gang sat fod på det irgrønne rige midt i oceanet, hvor vejret skifter ustandseligt, farverne er som på Skagen, men på den færøske facon, og folket er færinger, som det nu flasker sig, er man uhjælpeligt forelsket og fortabt.
Ærø og Ile d'Yeu
Achton Friis nærede betagelse for den ø-mæssige side af Danmark, hvor han på øerne trindt omkring fandt en lignende intens identifikation. Så var der også den side af sagen, at folk på øerne gennemgående var anderledes, tugtet op i ensomheden med en snert af særegenhed, som nu og da kunne være lettere kuller, og som gjorde dem ekstra meget værd at gæste.
Jacques Berg har med den franske fotograf Valérie Loubet og akvarellisterne Olivier Dumont og Jørn Ørum-Nielsen på Forlaget Mark og Storm udgivet en fin, fin lille bog om to øer af den virkelige ø-kategori, hvor ingen storby forstyrrer indtrykket af ø/île. Den lille bog er nemlig dobbeltsproget som Berg selv og drejer sig om en ø her og en ø der: Ærø her og Ile d'Yeu i Atlanterhavet ud for Vendée.
Enhver dansker ved, at der er et særpræg over de danske småøer, hvoraf de fleste ligger ubesøgte hen af de fleste. Hvor mange gange i livet, såfremt man ikke har en særlig grund, kommer man på Lyø, hvor kong Valdemar blev forrådt? Hvor mange gange på Anholt eller Samsø? De ligger der så skært og skønt i solen og beretter om så mange muligheder, som vi bare sjældent udnytter.
Og franskmændene har deres småøer. Hver gang madame og klummisten er i Cannes, og det sker, beglos længselsfuldt Îles de Lerins, de to småøer, der giver kysten karakter. Så er det for tidligt, så for sent og så for varmt. Langs den franske vestkyst ligger en række af småøer, der nok er opdaget af turisterne, men som alligevel bevarer deres særpræg. Byplanudviklingen i Frankrig er ofte præcis, konstruktiv og opfindsom, man kan kun håbe, at det nye højreregime ikke skejer ud.
Disse øer med deres sarte farver, karske klima - ofte blæsende selvsagt - og dramatiske tidevand, har en karakter af sarthed, af fortidsstemning og malerisk, stærkt tøjlet forfald. Stormene og saltvandsgusen harper farverne, og lyset, som er mere generøst end på vore breddegrader, giver en særlig skarphed i det hvide, om det så er skumsprøjtet, en måge eller de karakteristiske hvidmalede huse. Dertil kommer vandet på alle sider, som spejler og lyser op.
Datidens internet
Jacques Berg akkompagnerer de to kunstneres akvareller, som forløser både Yeu og Ærø, og Valérie Loubets fotografier sidder som altid i skabet. Hun hører til eliten blandt Europas opdagelsesrejsende fotografer. Københavnerne husker hende for hendes udstilling i Rådhushallen for et par år siden, hvor hun sammenstillede Marseille og København med dusiner af præcist parallelt opfattede fænomener i de to havnebyer. Berg, hvis historikerbaggrund aldrig fornægter sig, konstaterer, at vikingerne - mon det passer, at de kom fra Ærø? - under deres togter kan have fået øje på den beskedne klat i Atlanterhavet på kun 23 kvadratkilometer.
Oya, har de råbt. Ø! Som i Færoyar, sproget var jo fælles i hele det nordiske bækken. Og så kom den til at hedde Ile d'Yeu. Ja, hvorfor ikke. Forbindelserne over hav var et datidens internet, de havfarende var på og kendte verden.
At de bortset fra plyndringerne har kunnet drøfte fælles ø-problemer, betød også noget. Når vi er ved navnenes oprindelse, betyder Ærø ar eller indskæring; det passer på øen. Som Berg bemærker, kan man stå et sted på Ærø og se over på et andet i den tro, at det, man ser, er en anden ø eller fastlandet. Derfor kan småøer virke store, skønt de er som fnug på havet. På Christiansø taler man om verdens ende.
Svesketærte med kanel
Øer definerer deres afgrænsede særpræg og insisterer på disse. Det viser sig, som Berg påpeger, i det kulinariske, i egnsretterne. På øerne opstod blandt andet særprægede konserveringsmetoder, en dyd af det nødvendige, som siden satte sig fast som finesse. Frem for at salte fisk, tændte man ild og røgede sild og makrel og fandt ellers på varianter af det kendte fra moderlandene. Ærø har sine pandekager, Yeu sin svesketærte med kanel.
For ikke at gå til i længsel efter de store boulevarder har Yeu i øvrigt og bortset fra sit særpræg udviklet en særlig pariserdialekt, der lyder som parodi på parisisk. Man kan få lagt lag på sin kærlighed til øer hos Jacques Berg og ved bogen To x øs underskønne billeder.
