Læsetid: 2 min.

Øje for øje eller den anden kind

Informations læsere har rigtig mange spørgsmål til Bush - i dag tager vi ud for at stille ham det bedste
6. juli 2005

Mandag bad jeg læserne om hjælp til finde frem til det perfekte Bush-spørgsmål. Ganske vist får jeg med al sandsynlighed ikke lov til at sige et kvæk ved dagens Bush-pressemøde, men hvis nu chancen skulle byde sig, så gælder det dog om at være forberedt. Min mailbox har haft det varmt siden. Ikke alle forslag er lige egnede til sådan en 'once in a lifetime' situation. Flere læsere har således - i forskellige kreative udformninger - stillet spørgsmålet: "Hvorfor er du en kæmpe stor idiot, der er ligeglad med alle andre end dig selv?" Og nok efterlyste jeg kritiske spørgsmål, og nok er vi en avis i opposition til magthaverne, men dét der går altså ikke.

Demokrati

I forhold til de i mandags præsenterede spørgsmålskategorier kan jeg konstatere, at der er kommet mange 'kritiske', ret mange 'barnlige', få 'falde i-', og enkelte 'fedterøvsspørgsmål'. Desuden er et par stykker, som jeg i disse Tour de France tider vil kalde 'spørgsmål uden for kategori' - blandt andet de førnævnte. Her et par af de mange input:

Lad os fortsætte med de mindre egnede. Jeg vil ikke spørge ham, om han har et hjerte, om jeg må se hans legitimation eller om, hvilket band ved Live Aid, han synes bedst om. Ikke når jeg kun har én chance.

Et måske egnet spørgsmål stod en ældre herre uden internet for. Han ringede ind med spørgsmålet: "Hvilket land er det næste, der skal befries og have indført demokrati." Problemet er, at det får vi ham næppe til at svare på.

Demokrati er et gennemgående interesseområde. Hele tre læsere (eller én læser med tre email-adresser) ønsker således at stille spørgsmålet: "Hvordan definerer du ordet demokrati?" Selv om emnet er uhyre interessant, er det spørgsmål for åbent. Han vil kunne svare i kedelige generelle vendinger.

Fire-fem læsere vil gerne stille spørgsmål til, hvordan Bush har det med sin stigende upopularitet i Europa og Danmark. Jeg har tidligere overvejet dette spørgsmål, og jeg lover, at hvis jeg skulle få lov at stille ham to spørgsmål (dream on), så bliver mit andet spørgsmål til det emne.

Religion

Det, som har ligget flest læsere på sinde, er imidlertid religiøse spørgsmål - dels om islam men især om kristendom. Her har Jens Mose Pedersen sammenfattet flere læseres interesser i spørgsmålet:

"Hvad tror du mest på. Det Gamle Testamente symboliseret ved 'øje for øje, tand for tand' eller Det Nye Testamente symboliseret ved 'Størst af alt er kærligheden'." Det er et godt spørgsmål til den meget kristne præsident. Der ligger desuden både noget krigsførelse og noget jødedom og Isral og lurer i det- så det bliver spørgsmålet. På engelsk og med en lille omskrivning lyder det således:

"Dear Mr. President. What du you believe in the most: The Old Testament symbolised by 'An eye for an eye and a tooth for a tooth' (så slap jeg alligevel ikke for den der irriterende 'th'-lyd, som jeg ikke kan udtale) or The New Testament symbolised by 'turn the other cheek?'" Jep. Så er vi klar til at møde ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her