"Jeg troede virkelig, vi mente det." Per Arnoldi sidder i sit atelier i Amaliegade, nu 65 år gammel. Langs væggene står malerier med de former og farver, som generationer af danskere genkender som ligeså selvfølgeligt kulturelt interiør som PH-lamper og Legoklodser. Der står plakater rammet ind og krukker markeret med penselstrøg: Form og mening. "De øjeblikke af klarhed, hvor det lykkes at fastholde noget oplevet i en form, der giver mening for andre, har altid stået for mig som magisk virksomhed. Man ser noget", forklarer Arnoldi og skærer en cirkel i luften foran sig med en finger: "Man giver det form. Derved fastholder man det, så andre kan opleve det."
Arnoldi er også folkeoplyser. Han deltager i byplanlægning, han taler. Mange husker Arnoldis kunstquiz på Danmarks Radio fra dengang, der kun var en fjernsynskanal. 22 procent af danskerne så programmerne, hvor kunstnere og kendere daterede og diskuterede værker, som blev dem spontant præsenteret på tv:
"Jeg har altid valgt mine idealer i det, man kunne kalde ph-tiden. Der var frisk luft, der var ordentlige sociale tanker, der var ambitioner på byggeriets vegne, der var nogle tanker om byplanlægning, og der var en opdragelses- og undervisningspraksis, som jeg fuldstændig går ind for."
Alligevel har Arnoldi kunnet konstatere, at mange modernister synes at have valgt et andet spor og en anden orientering:
"Pludselig ser jeg mumbojumbo-magien og Blut und Boden stikke sit hæslige mosemandshoved frem og underholde med eller skræmme med eller mystificere med, at der er mere mellem himmel og jord, end man tror."
Nu laver prominente danske modernister altertavler, gobeliner til dronningen og bispekåber:
Har selv smagt vækkelsen
"Jeg har haft en meget underlig fornemmelse af, at se mange af mine medkombattanter udi modernismen pludselig sadle om og løbe hen til kirken. Det kunne se ud som om, at da der ikke var flere penge i DKP, så var det menighedsrådene, der var tiltrækkende. Jeg troede faktisk, vi mente det. Jeg troede virkelig, vi mente det. Det kan gøre mig lidt deprimeret og lidt ensom. Det går mig ikke på personligt, jeg har nok at lave. Men det går mig på, at så mange åbenbart er villige til at ride med en tidsånd, som er imod det, vi kæmpede for."
Per Arnoldi har selv været der: "Jeg har haft min Kristuspsykose", forklarer han. Som dreng gik han i en kristenskole med "lige dele bøn og bank":
"Mine forældre var fornuftige og modernistiske mennesker. Det kan jeg se nu. De boede da mere modernistisk, end jeg gjorde, da jeg flyttede hjemmefra. Men skolen gav mig Kristusskikkelsen. Da jeg var 17, blev jeg til mine forældres skræk og alarm ramt af en religiøs vækkelse. Det var så takken for at have sat mig i den skole. Der er selvfølgelig en psykologisk forklaring: I det øjeblik man som ungt menneske skal til at samle kræfterne, tænker man, at man vil frelse verden. Det, tænkte jeg, skulle ske inden for kristendommen. Men det var nu mest et 17-årigt ego, der ville bringes til fuldstændig hæmningsløs udfoldelse."
Arnoldi læste et år på det teologiske fakultet. I øvrigt sammen med Johannes Møllehave:
"Jeg var heldig dengang, at jeg fik job på Politiken. Så går det over - eller også går det helt galt. I mit tilfælde gik det over. Og jeg søgte ind på lærerseminariet med religion som liniefag. Nu kendte jeg jo til det, så det var nemt."
Per Arnoldi blev uddannet folkeskolelærer, men søgte samtidig et andet spor som kunstner. I 1964 blev han ansat ved tidsskriftet Mobilia, hvor Poul Henningsen havde været redaktør til 1963. Her huserede modernister som Verner Panton og Gunnar Aagaard Andersen. Professor Erik Steffensen har siden i en bog om Poul Henningsen udpeget netop Verner Panton, Aagaard Andersen og Arnoldi som de tre væsentligste arvtagere efter Poul Henningsen:
"Det miljø var totalt befriet for det religiøse. Der var jeg heldig. Damerne kom ind i billeder og spiritussen og mange andre gode ting. Det var ikke dæmoner, det var befrielser."
- Du taler om befrielser, men mange har oplevet religionens forsvinden som et tab?
"Jeg kan ikke se den dimension, der mangler. Jeg oplever på daglig basis en efterforskning, en undersøgelse, en jagt på det magiske øjeblik, hvor noget falder i hak. Du oplever noget, et glimt af klarhed. Alle kunstnere påtager sig efter bedste evne opgaven at fravriste et materiale, det være sig ord eller lyd eller ler, den velsignelse, der ligger i det sublimt menneskeskabte værks øjeblik."
Hvor kommer magien fra
Kunst opstår ifølge Arnoldi, når kunstneren pludselig genkender noget, han eller hun ikke har set før. Og andre genkender det, selvom de heller ikke har set det før.
"Man bærer sit resultat ud og bidrager med en lille legoklods til det samlede bygningsværk, vi kalder vores kultur. Det er magisk, at det findes. Jeg har ikke sagt, at det er lykkedes mig endnu. Men jeg er med i efterforskningen, og jeg står op hver dag og tænker, at i dag kommer den."
Fra båndoptageren atelieret spiller Dizzy Gillespie "Night in Tunesia". Arnoldi trækker stykket frem som eksempel:
"Du tager magien væk, hvis du siger, at det var en kraft større end ham selv. Det er fem toner, som lå lige der på klaveret foran os alle sammen. De var til rådighed for alle mennesker, men ingen har gjort det før. Så bringer Dizzy Gillespie det sammen, og vi får alle sammen "Night in Tunesia". Hvad vinder jeg ved at sige, at det var Gud?"
- Denne skabelse ligner en religiøs oplevelse. Du bruger selv ordet 'velsignelse'?
"Det er vanvittigt selvoptaget, når man siger, at der er større kræfter end en selv på spil i det, man foretager sig. Sammenfaldet af ord som 'velsignelse' og 'inspiration' er interessant. Den afgørende forskel er, at kirken påberåber sig en udefra kommende kraft, mens kunstens tapre modernister ved, at både fortabelse og frelse kommer fra os selv. Kirken fralægger sig ethvert ansvar, mens modernisterne påtager sig den fulde forpligtelse."
- Apropos 'ansvarlighed': Spiller det moderne spiller fallit, når vi ødelægger naturgrundlaget for vores eksistens. Mange mister troen på det moderne og dyrker i stedet religion?
"Vi har to nostalgiske bevægelser: Den ene er moderne og vil gerne bo i Belle Vista ved Bellevue, køre i åben vogn og bade og lege. Den anden vil tilbage og køre i mejetærsker, og der skal gå to heste foran. Poul Reichardt skulle helst også vær der. Der er to fortabte idyller. Den store forskel er, at den ene har værktøjerne til at udbedre de skader, vi har skabt. Den anden idyl siger bare 'nej', og 'sådan gør vi ikke her', og 'hun må ikke have tørklæde på hovedet'. Drømmen om kolonihavelandet er kun afmægtig, den har ikke noget værktøj. Om det er så er for sent at rette op på miljøskaderne..."
Per Arnoldi kigger her frem i sit atelier og tøver et øjeblik, inden han fortsætter:
"...det må tiden vise."
'Niveauet kan aldrig blive for højt'
Et skifte er blevet tydeligt. Noget har forandret sig over de senere årtier: Tilliden til det legende menneske er vendt til mistillid over for frie former. Kunstnere som folkeoplysere er blevet til elitære smagsdommere. Mistanke mod religion forkastes som foragt for 'almindelige mennesker'. Arnoldis kunstquiz er blevet et historisk fænomen, som de fleste husker, og nogle genser i Danmarks Radios nostalgiske 'gyldne timer'. Per Arnoldi kan huske, hvornår han tænkte, at modernismen ikke længere var det samme som 'tidsånden'.
"Jeg fik en dag fik et brev fra Danmarks Radios ledelse, som bekendtgjorde, at programmet var nedlagt. Der skulle ikke længere være billedkunst i fjernsynet. Billedkunst var finkultur, det var for fine mennesker. Det lavede vi i fire-fem år. Men nu blev det set som et overklassefænomen. Det kunne jeg ikke diskutere noget med. Det blev sagt, at niveauet var for højt." Per Arnoldi hæver stemmen:
"Men niveauet kan aldrig blive for højt! Hvis nogen ved, hvad de taler om, så hænger folk ved deres læber, og de kan huske det bagefter. Man skal altid tale op til folk. Ikke bare for, at de skal blive klogere, men for at vi alle sammen kan blive klogere. Det kan man gøre afslappet, mildt og legende. Der skal ikke forkyndes. Jeg vil til enhver tid fastholde det folkeopdragende projekt. Det betyder ikke, at nogen er bedre eller klogere. Det betyder, at man sammen læser en tekst eller kigger på et billede og gør det kvalificeret. Men dengang opgav man fra officielt hold, at fjernsynet også kan være et oplysende medium. Nu får vi stedet en masse programmer fra privatsfæren, hvor nogen 'synes' og 'tror' og 'gætter på', hvad et hus mon koster, eller vi ser en kønsskifteoperation eller noget om at have tre hunde. Det er at tale ned til folk. Men sådan er tidsånden lige nu. Da blev jeg pensioneret som folkeoplyser. Det er for mig ganske tankevækkende, at denne funktion nu domineres af to folkeformørkere - og at de begge kommer fra kirken!"
ruly@informatoin.dk
