Læsetid: 6 min.

Øjeblikkets evighed

En stjernestund var det at opleve Claudio Abbadoi Berlin på podiet i Philharmonien, hvor han dirigerede Alban Bergs syv tidlige orkestersange og Mahlers 4. symfoni med den legendariske sopran Renée Fleming
4. juni 2005

Der gives store stunder i tilværelsen - ud over primærfunktionernes opfyldelse - hvor betydningen af det oplevede ikke først erkendes ved efterrationalisering, men fremstår som noget særligt allerede i øjeblikkets vorden og herefter. Dette indtræffer uhyre sjældent, men det indtraf forleden i Berlin, da Claudio Abbado nu som gæst genindtog podiet i Philharmonien og opførte Alban Bergs syv tidlige orkestersange med den labre amerikanske sopran Renée Fleming, som også lagde sin velanbragte stemme til Mahlers 4.

Forventningerne til gensynet med maestro Abbado var mærkbare i Philharmoniens publikumsfoyer, hvor berliner-musikforbrugerne ellers ikke lader sig mærke med meget. Aber Abbado!

Siden denne for tre år siden forlod chefposten i det krævende hus og overlod tøjlerne til Sir Simon Rattle, har dyrkelsen af det i forvejen højt skattede abbadoske musikerskab forståeligt nok nået næsten kultiske højder.

Dyrkelsen af denne betydelige dirigent, måske den for tiden betydeligste, er godt understøttet af Performance og Mezzo-kanalerne i tv, hvor publikum kommer tæt på italieneren og til fulde i disse nærbilleder kan studere hans fascinerende og åndfulde musiceren.

Claudio Abbado var nummer seks i kongerækken af faste chefdirigenter for vel nok verdens bedste orkester.

Før Abbado kom Hans von Bülow, Arthur Nikisch, Wilhelm Furtwängler, Sergiu Celebidache og Herbert von Karajan. Det er niveauet.

Efter den aldrende von Karajans indadvendte og til tider strenge og i hvert fald enevældige regimente med den polerede og perfekte toptunede orkesterklang uden plads til meget andet end det højklassiske repertoire, fulgte Claudio Abbado. Den da unge italiener slog store åbninger i fæstningen, vendte hurtigt orkestret mod nyere værker og gik til jobbet med en mere moderne opfattelse af orkesterledelse, hvilket blandt andet gav sig udslag i stor og imødekommende venlighed.

Herbert von Karajan havde til visse opnået det perfekte. Ein Deutsches Requiem under geniets ledelse engang i '87 hører til det uforglemmelige, det sjælsrystende, og - og ikke men: og også med den kølige beherskelse i inderligheden, den distance som nu engang var den gamles karakter.

En anden åndsform

På samme måde som Karajan praktiserede sin opfattelse af Verdis Requiem, der under hans hånd for alvor blev en dødsmesse med farvel og tak og ikke mere at komme efter for den 25-øre. Og også ved det storladne og grandiose som i den mindeværdige opførelse af Strauss Ein Alpensymphonie allehelgensdags aften 1983, da dirigenten her opløftede Strauss' dengang let tilsidesatte storværk til ren kanon.

Med Abbado og en ganske anden åndsform, måske endda den modsatte af forgængerens, voksede følelsen af varme, ja ligefrem kærlighed ind i Berlinernes spil.

I Bruckners 9. for fem seks år siden sad hele orkestret og så milde og glade ud, måske fordi de skulle ud og have noget i skrutten bagefter, men vælger man at mene, fordi udstrålingen af Mennschlichkeit fra il Claudio var, og er, så nærværende, upåtrængende og stærk.

Musik er ikke blot på hensigtsmæssig måde at gnide to passende emner mod hinanden eller tæve en omvendt tønde eller puste i et bøjet messingrør.

Musik er transformeret åndelighed sat i komplekst system og formidlet i overleveret tradition, omsat i musikernes tydning af noderne og ikke mindst af dirigentens tegngivning. En i øvrigt musikalsk uvidende person, som ud fra sine managementerfaringer med at lede en stor dansk medievirksomhed også mente sig i stand til at skrive en bog om orkesterledelse, hævdede for nylig i radioen at dirigenten i virkeligheden ikke betyder ret meget. Det hele er nemlig, mente manden, fastlagt på forhånd, musikerne har jo deres noder og spiller, hvad der står i dem, og så kan manden på podiet ellers stå og slå med armene som en besat; den idræt er i realiteten kun til, fordi man må have en til at holde takten for så mange på én gang, i øvrigt er det altså udtryk for dirigentens magtesløshed over for musik og musikere.

Dette som skulle opfattes som en finurlig parallel til virksomhedslederens situation, er ganske enkelt noget vås og røber den pågældende persons - navnet kan få lov at blæse i æteren kan det, men det var en meget, meget stor dansk medievirksomhed, som nu har fået ny leder - himmelråbende uvidenhed, som man må håbe aldrig omsættes til bogstaver i en bog.

Et mesterligt drama

For Claudio Abbados vedkommende er det sådan set meningsløst at tale om dirigentens taktslag, som det, omend på en anden måde, også var for Herbert von Karajans.

Dette, takten, ligger selvsagt også i bevægelsen, men iboende en anden og overordnet funktion nemlig musikkens selve formulering. Gestikken transformeres i selve bevægelsen til den musik, musikerne teknisk langer over disken, og som i selve mødet med dirigenten bliver til det samlede kunstværk - flygtigt som sneen, der faldt i fjor, uhåndgribelig, men også uafviseligt manifesteret i øjeblikket.

Dette er musikkens drama, kan man sige; samtalen mellem på den ene side orkestrets grupper og enkeltpersoner og på den anden side dirigenten. Et kammerspil for symfoniorkester og person - i Mahler 95 mænd og damer med hvert deres instrument, der søger en forløser. Dette er selvsagt et alvorligt anliggende, liv og død, som først og fremmest fordrer at personen på podiet rent bortset fra sine evner til at holde takten, slå de rigtige slag og give de rette indsatser, også har noget at sige.

Han styrer i den forstand denne meningsudveksling mellem tolkningen af partituret fremstillet i det gestiske og det umiddelbare svar fra instrumenterne, og han må vel at mærke have noget på hjerte hele vejen igennem fra første til sidste node i værket.

Svigter dette blot et sted, et splitsekund, mister projektet enhver mening og bliver tidsspilde. Er det omvendt til stede uden slip i strømmen, hverken teknisk eller mentalt, anes det store øjeblik som en mulighed. Dette fordrer imidlertid at dirigenten også er kunstner, hvilken egenskab ikke sådan uden videre lader sig definere.

I Mahlers 4., hvis adagio er så smuk og foregriber den rent ud himmelske adagietto (benyttet i åbningen af filmen Døden i Venedig) i den næstfølgende 5. symfoni, stod det klart for alle i Sharouns markante koncertsal, og dét fra første taktslag, at Abbado var kommet tilbage til Berlin for på det inderligste at samtale med sit gamle orkester.

Glemmer tid og sted

Som om der var noget han ville have, at de skulle høre, og som han egentlig ville have sagt for længst. Men her kom det så som én lang kærlighedserklæring til musikere og publikum, som en hengiven betroelse fra et menneske der ved besked om livet og døden. Denne var mesteren nær for ikke så længe siden, og understreger vigtigheden af at få det hele sagt, før det ikke er der mere.

Dér sad man og glemte rent den tyngende bagage i sind og sjæl, som man i disse år som dansker slæber med overalt, glemte for en stund skammen over at tilhøre en nation, hvis Venstre-statsminister som en anden kassebedrøver blev grebet i snyd og kreativ bogføring, og hvis politiske flertal beror på et parti der med flaget på hel praktiserer fremmedhad med kleinbürgerlich smålighed i en sovs af sure opstød.

Glemt er det hele, musikken er i øjeblikket alt: Den vigtige besked fra dirigenten og hans musikere om et anliggende der engang lå Gustav Mahler så stærkt på sinde at han overvandt alle barrierer og fik det skrevet ned til eftertidens tolkning.

Da det hele er forbi, da Renée Fleming har afsluttet med: Die Englischen Stimmen 'ermuntern die Sinne/ dass alles für Freuden erwacht' - kommer stilheden, hvor Abbado ved at fastholde denne ligesom vil forhindre yderligere lyd eller tilføjelse.

Men så kommer braget, publikums svar, takken for sangen, som jo er så primitiv i sammenligning med det leverede, således som man sidder og slår hænderne hårdt mod hinanden.

Hvad andet er der at stille op, og så selvfølgelig 'bravo'-råbene, som for en gangs skyld i Philharmonien bliver voldsomme og vedholdende, hver gang Abbado kommer ind igen, beskeden men synlig tilfreds.

Til sidst står hele huset op og takker for øjeblikkets evighed i selvforglemmelsen.

Det var så det.

geme@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu