Læsetid: 3 min.

Øjenhøjde

Hvad angår tv og ikke mindst tv-nyheder, kan det godt undre mig, at man ikke kan se, at der er forskel på at tage højde for folks manglende ekspertforudsætninger, og så at gå ud fra, at de alle sammen er idioter. Man bør ikke undervurdere modtagerne, for at formidle i øjenhøjde er ikke en fast formel
16. februar 2007

Før i tiden var der et helt bestemt hierarki på en redaktion. De fineste var dem, der beskæftigede sig med politik/Christiansborg-politik, og til en vis grad dem, der tog sig af økonomi og arbejdsmarkedsstof.

Ude til siden på en anden planet, var der udenrigsredaktionen. Af en eller anden grund, som jeg aldrig har forstået, var det særligt fint, det ytrede sig bl.a. på den måde, at når begivenheder foregik syd for Kruså, så var dem, der beskæftigede sig med dem, på mystisk vis fra at være journalister transformeret til at være eksperter. Åbenbart var udlændinges veje så uransagelige, at det krævede specialviden.

Så var der generel reportage, det var der ikke megen prestige ved. Kriminalstof og forbrugerstof, som dengang med ganske få undtagelser primært bestod af pressemeddelelser fra diverse firmaer, der promoverede deres varer. Endelig var der naturligvis kultur. Det hørte til bag i avisen eller sidst i udsendelsen.

På Tv-Avisen, som jeg kender bedst, opererede vi også med noget, der hed "det andet stof". Det var sådan noget med kvinder og børn, og glade friluftspræster med bare knæ. Det lå absolut nederst i presse-hierarkiet.

Seerne sad artigt og så alt, hvad vi sendte. Stærkt motiverede af, at der ikke var noget alternativ, hvis man gerne ville se nyheder. Derfor var der heller ingen grund til at spørge dem, om der var andre ting, de hellere ville høre om, eller om de gerne ville høre om de samme ting på en anden måde.

Konsekvensen for almindelige borgere

Ikke desto mindre var der nogle fremsynede mennesker, som godt kunne se, at der var visse brister ved vores formidling, og derfor indførte vi noget, som vi kaldte "konsekvensreportage". Det betød, at i stedet for at lade politikere og organisationsfolk tale op ad stolper og ned ad vægge om, hvorfor de havde besluttet at vedtage en bestemt lov eller en ny overenskomst, så tog man ud i livet og forsøgte at vise, hvilke konsekvenser loven eller overenskomsten ville have for befolkningen.

På den måde fik almindelige mennesker muligheder for at komme i fjernsynet. I hvert fald hvis de var statistisk almindelige. Det vil sige, var to lønmodtagere med to hjemmeboende børn og henholdsvis i ejer- eller lejerbolig. Eller - hvad der forekommer mig endnu mere brugt - hvis man var en enlig mor, som kæderygende og grædefærdig fortalte til kameraet, hvordan den nye lov/overenskomst ville betyde, at hun ikke fik råd til at købe frugt til sine børn.

Konsekvensreportage opstod i erkendelse af, at de færreste af os har forudsætninger for at forstå indviklet ekspertsprog. Det var på den måde den så berømte 'Maren i Kæret' blev til. Det er ikke noget tilfælde, at det var Maren og ikke Arne i kæret. Der er en lige linje fra Maren til Birthe, eller hvad det er, hun hedder, hende, der er DR's kernemålgruppe for 18.30-nyhederne på Tv-Avisen, og på den måde også til vore dages alfa og omega på enhver redaktion og i et hvert politisk parti: "øjenhøjde". Vi skal være i øjenhøjde med læserne/seerne/lytterne/vælgerne.

At ramme det rette niveau

Er der andre end mig, der har undret sig over, at det ligger implicit i udtrykket, at dem, der skal i øjenhøjde, altid er henvist til at bukke sig ned?

Hvornår har man sidst hørt om en redaktion, der anstrenger sig for at nå op til læsernes niveau? Eller for den sags skyld et politisk parti, der skal på dupperne for at leve op til deres vælgere?

Det kan godt undre mig, at man ikke kan se, at der er forskel på at tage højde for folks manglende ekspertforudsætninger, og så at gå ud fra, at de alle sammen er idioter.

Årsagen til disse filosofiske overvejelser skal sandsynligvis findes i det faktum, at jeg i øjeblikket befinder mig i New Zealand, der for en del år siden i den almindelige oprydning i alle mulige offentlige tilskud også afskaffede midlerne til public television. Kanalerne blev 100 procent reklamefinansieret, og det havde så katastrofale konsekvenser både for kvalitet og seertal, at man for et par år siden genindførte en del af midlerne, dog langt fra nok, og det har heller ikke haft de ønskede konsekvenser for hverken kvaliteten eller seertallet.

Nyhederne har meget beskedne faciliteter, og de afbrydes af reklamer hvert 10. minut. Det gør det ikke bedre, at de så absolut er i øjenhøjde. Med hvem er lidt uklart. I hvert fald ikke med flertallet af de new zealandske seere.

De har for længst vendt ryggen til. De er nemlig ikke idioter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her