Læsetid: 4 min.

Øjets spejl

3. februar 1997

"For tåber farer ind, hvor engle ej tør træde"

Pope, 1711

SKELLET mellem kunst og u-kunst formår vi ikke at definere på 124 lederlinjer. Blot vil vi konstatere, at efterkrigsepokens velstandsdemokratier har frembragt mindre kunst og mere u-kunst end hver eneste af de tyve-tredive generationer, der har levet forud.
Forklaringen på denne forfaldsproces er kompleks, men må uden tvivl søges i samfundenes udvikling, i kultur og livssyn. Stor kunst har til alle tider hentet sin kreative næring i historiske ny- og opbrud, hvor sociale kræfter, der pegede 'frem' mod større menneskelighed, brødes med andre sociale kræfter, der modsætningsvis fremtrådte som repræsentanter for undertrykkelse og uretfærdighed - våbenmagt, pengemagt, autokrati, barbari i større eller mindre grad. Selv den romantiske individualisme og dens efterfølgere i 1800-tallet voksede endnu frem af en sådan frugtbar brydning.
Men hvilke sociale kræfter kan i vor tid identificeres som dem, der peger fremad mod større humanitet? Nu, hvor troen på fremskridtet er slukket hos ethvert eftertænksomt menneske? Det er ikke svært at forstå den desperation, teaterleder Nikolaj Cederholm gav udtryk for i vort interview sidste tirsdag: Der findes i dag intet samfund at frembringe kunst på.
Kunsten må altid i en eller anden forstand afspejle det samfund, den frembringes i. Hvordan den vælger at gøre det, er straks en anden sag. Æstetiske doktriner om naturalisme, 'hyperrealisme', dokumentarisme, kollage etc. har sjældent (om overhovedet) været udgangspunkter for stor kunst. Kunst er mimesis, men som Ulrich Horst Petersen konstaterede i onsdagsavisen, er dens udtryk er "altid noget andet end bare ... en spejling af virkeligheden. Kunst skal betyde noget. Repræsentere noget."

MÅSKE ER fristelsen til den blotte - ufortolkende - fotografiske reproduktion blevet ekstra nærliggende med massekulturens teknologier. Alligevel kan massekulturen næppe gøres til hovedforklaringen på det kunstneriske forfald.
Massekulturen er et blandt mange karakteristiske træk ved det 20. århundredes samfundsform. En af dens virkninger har været, at film og tv som udtryksmedier har fået stærkere gennemslag - stærkere position på 'kunstmarkedet' og stærkere indvirkning på offentligheden, end de mere klassiske kunstarter. Massekulturen er nemlig i hovedsagen ikke massernes kultur, men eliternes - penge- og medieeliternes.
Filmskabere som Dreyer, Sternberg, Bunuel, Kurosawa, Cassavetes og Kieslowski er gode eksempler på, at kameraet kan anvendes til at frembringe kunstneriske udtryk, der virkelig "betyder" og "repræsenterer" noget væsentligt. Men i almindelighed er strimlerne af levende billeder vildt overeksponeret som "kunst". Vi ser her en magtfuld industri hædre sig selv, sine mådelige instruktører og skuespillere, uden for al proportion med kvalitet. Tag f. eks. Martin Scorsese: Efter interviews at dømme et dybt moralsk menneske, der udmærket kender forskel på godt og ondt. Men blot fordi hans film er spækket med litterære klichéer, gør dét dem dog ikke til større "kunst" end f.eks. Dashiell Hammets effektfulde detektivromaner; begge tilhører trivialprodukternes verden, omend de her hæver sig over gennemsnittet.

HOLLYWOODS selvforherligelse er ét problem. Et langt mere alvorligt problem er den æstetiske forførelse, som filmteknologien rummer hidtil uanede muligheder for. En milepæl blev her sat af Alfred Hitchcock - en filmskaber, der om nogen arbejdede på at udforske kameravinklen, klipningen, belysningen og billedernes virkning på øjet i biografsalens mørke. Dette arbejde bragte Hitchcock til at udvikle den psykologiske thriller, hvis hovedformål er at fremkalde en diffus frygt hos beskueren. Psycho (1960) er det klassiske eksempel. At skærpe og raffinere frygteffekten blev siden en mainstream-bestræbelse for hundredevis af instruktører.
I dette 'gennembrud' trak Hitchcock ikke alene på sin mesterlige beherskelse af den filmiske teknologi. Det hele havde hverken været nærliggende eller muligt, hvis ikke vort århundrede var blevet dybt mærket af freudianismens arv - tilbøjeligheden til at psykologisere alting, til stadig mere selvoptaget indadvendthed.
Det næste og logiske 'gennembrud' i udviklingen af teknologiens forførelsesmidler fulgte med den billedlige udpensling af vold på menneskekroppen i close-up og slow-motion. Måske skal æren tilskrives Sam Peckinpah, men igen var det en dybereliggende kulturel udvikling, der gjorde denne filmform nærliggende og mulig. Som Morten Skriver formulerede det i fredags: "Ligesom pornografi er udtryk for et fald i det erotiske liv, er fiktionsvolden kompensation for, at vores liv er mindre fysisk, og at vi har forvist døden fra vores umiddelbarhed."

NÅR VI taler om effekter, er en stadig optrapning nødvendig. Det sind, der ofte nok i biografmørket har været skræmt ved identifikationen med den intetanende kvinde på vandring i mørket mod den ventende psykopat, må havde nye virkemidler. Derfor krænker filmindustrien nu de sidste tabuer - børnesex og kannibalisme.
Men formes vort indre ikke af, hvad øjet ser og kroppen sanser? Det er gammel visdom, at ethvert menneske kan se mere, end det har godt af; at sindet kan splintres. Jamen, lyder svaret fra mediets magtfulde repræsentanter, i filmens virtuelle virkelighed er sansningen kunstig og sindspåvirkningen kontrolleret.
Således går det filmiske barbari hånd i hånd med narcissismens sansedøve kultur. Det kan næppe udtrykkes tydeligere, end Gritt Uldall-Jessen gjorde det i fredags : Hun vil gerne konsumere voldsfilm, jo voldeligere jo bedre, bl.a. fordi hun oplever det som "befriende" at kunne identificere sig med gerningsmanden! Det er en "befrielse" hinsides godt og ondt. Hvis "kunsten" skal repræsentere de onde kræfter, er den død. Og menneskeheden med.

birk (Klavs Birkholm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her