Læsetid: 4 min.

Økologisk psykologi

Den økologiske psykologi handler om virkelige organismer i virkelig tid og virkelige rum, og den kritiserer den traditionelle kognitionspsykologi for at beskæftige sig med spekulative abstraktioner
14. februar 2007

"Der er på afgørende punkter tale om et opgør med den traditionelle psykologi."

Så klart formulerer Klaus Bærentsen, lektor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, det, da Information ringer for at høre, hvad økologisk psykologi er for noget. For det fleste ved, hvad økologiske gulerødder er, men at økologibølgen også har bredt sig til psykologien, er det nok de færreste, der er klar over.

Dyrker man økologiske gulerødder, griber man tingene an på en radikalt anderledes måde - det gør man også i den økologiske psykologi, som ind til videre primært er udviklet inden for perceptionspsykologien - hvordan vi oplever verden. Først og fremmest handler det om virkelighedssans:

"Den økologiske psykologi mister aldrig forbindelsen til virkeligheden. Det er mennesker i den virkelige verden og i virkelige rum, det handler om" siger Klaus Bærentsen.

Og det er nytænkning i forhold til den traditionelle kognitionspsykologi, som i høj grad er baseret på abstraktioner, undersøgt gennem forsøg i laboratorier.

Nytænkning

"I traditionel psykologi har man folk i et laboratorium, som man påvirker med eksempelvis en lyd. Men i den virkelige verden er der jo alle mulige forskellige påvirkninger af sanserne, når man bevæger sig rundt. Man fokuserer på nogle enkeltstående påvirkninger, som i sig selv er meningsløse. Det svarer til at rykke ordene ud af en sætning - det er i sammenhængen, meningsindholdet er. Derfor skal man i traditionel psykologi konstruere et meningsindhold ved at sætte alle de meningsløse isolerede påvirkninger sammen. I den økologiske psykologi skal det iboende meningsindhold afdækkes og uddrages af helheden," siger han.

Den økologiske psykologi afviser ikke at lave forsøg i laboratorier, hvor man påvirker en enkelt sans hos en forsøgsperson - men den understreger, at det er svært at sige noget praktisk relevant ud fra sådan et forsøg:

"Den traditionelle psykologi beskæftiger sig med opsplittede funktioner. I økologisk psykologi siger man, at 'ja, det er nødvendigt', men delenes egenskaber vil ytre sig anderledes og måske på nye måder, når det bliver sat ind i deres virkelige sammenhæng. Det er et afgørende principielt skillepunkt mellem økologisk og traditionel psykologi - vi ser også på helheden, som er afgørende for delenes betydning," siger Klaus Bærentsen.

Det er også her, det påfaldende navn kommer ind i billedet. For økologi betyder egentlig videnskaben om levende væseners forhold til de ydre livsbetingelser.

Tjenlighed

Tjenlighed er et centralt ord i den økologiske psykologi:

"Vores opfattelse af verden er baseret på tjenlighed, hvad tingene kan tjene os med. Det er det meningsfulde indhold, vores perception er rettet imod - det er ikke, hvordan ting i verden er i sig selv, men hvordan de er relateret til os."

Klaus Bærentsen eksemplificerer:

"Når du ser på en trappe, så ser du den i relation til dig selv. Det, der afgør, om det er en trappe eller en forhindring, er ikke tingens fysiske dimensioner i sig selv, det er de fysiske dimensioner i forhold til dine egne fysiske kapaciteter. Hvis du er højdespringer, så er trappebegrebet udvidet og større, end hvis du er 70 år og går med rollator."

Endelig er der også forskel i synet på sansepåvirkninger:

"Det er ikke påvirkningerne, der er centrale, men forsøgspersonens egen aktivitet. Perception er en aktiv præstation - ikke en følge af sansepåvirkninger. Sanserne bliver naturligvis påvirket, men det er fordi organismen flytter sig. Det er en væsentlig forskel."

"Man kan sige, at når man i traditionel psykologi opfatter perception som en konsekvens af, at sanserne bliver ramt af stimulering og ikke tager organismens aktivitet i betragtning, så svarer det til at undersøge åndedrættet i et lufttomt rum. Du forhindrer perceptionsprocessen i at foregå i dit eksperiment - det du egentlig gerne vil vide noget om, er ikke repræsenteret i eksperimentet," siger han.

Han understreger, at det ikke betyder, at den traditionelle psykologi er ubrugelig:

"Det er ikke et forsøg på at sige, at den traditionelle psykologi er løgn. Men det, man kan udtale sig om, er stærkt begrænset, fordi det, man gerne vil udtale sig om - nemlig virkeligheden - ikke er repræsenteret".

Ifølge Klaus Bærentsen er den traditionelle psykologi dog meget forældet: "Kognitionspsykologien er tilbage ved den mekaniske fysik i 1600-tallet. Vi befinder os i en præ-videnskabelig fase. Fysikken har bevæget sig langt videre siden da, men det er ligesom ikke gået op for psykologerne. Vi er på afgørende punkter 300 år bagefter naturvidenskabernes udvikling. I hvert fald når det kommer til den traditionelle kognitionspsykologi," siger han.

Derfor er der brug for et opgør som det, den økologiske psykologi nu kommer med: "Det er en fundamentalt anden måde at tænke psykologi på - og det er kun i sin spæde begyndelse. Man vil ad åre kunne overføre den økologiske psykologi til alle andre områder af psykologien," siger Klaus Bærentsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu