Læsetid: 3 min.

Økonomien, idiot!

7. november 2002

Uden for USA vil præsident George W. Bushs overraskende sejr i midtvejsvalgene tirsdag uden tvivl bestyrke formodningen om, at hans regering nu vil være mere tilbøjelig til at starte en krig med Saddam Husseins styre i Irak. Hans republikanske parti har trods alt genvundet kontrollen med Senatet og øget sit flertal i Repræsentanternes Hus. Demokraterne kan altså ikke længere sætte dagsordenen i Senatet, ej heller afholde høringer med kritikere af regeringens Irak-politik eller oprette undersøgelseskommissioner. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Bush kan skøjte hen over hovedet på demokratiske senatorer. En mulig magtbalance på 51 mod 49 udgør ikke et klart mandat til at gå i krig. Herudover er der at tilføje, at Irak på
ingen måde var et dominerende tema i valgkampen. I de tre stater, hvor demokraterne tabte senatspladser – Georgia, Minnesota og Missouri – var der ingen nævneværdig forskel mellem kandidaternes holdning til Bushs Irak-linje. Det samme gælder Arkansas, hvor en demokrat besejrede en republikansk senator.
I virkeligheden indtager store dele af den amerikanske befolkning en ambivalent, ret skeptisk holdning til en invasion af Irak. Det kan nye senatorer og kongresmedlemmer rapportere fra deres stater og valgkredse, når de dukker op i Washington til en ekstraordinær samling i næste uge. Den overvejende del af befolkningen håber, at præsident Bush fører sig varsomt frem. Den holdning afspejles i det udkast til en resolution, som blev fremlagt af USA i Sikkerhedsrådet i går.
I løbet af de sidste par måneder har Bush egenhændigt sat Irak øverst på den politiske dagsorden uden at møde modstand fra demokraterne. Han overbeviste endda et flertal på 75 af 100 senatorer til at stemme for en resolution, som bemyndiger præsidenten til at starte en krig uden grønt lys fra Sikkerhedsrådet. Det er en anden grund til, at en forrykkelse af magtbalancen i Senatet ikke ændrer USA’s politik over for Irak.

Derimod er det sandsynligt, at republikanernes sejr øger præsidentens mulighed for at få nogle af hans mærkesager gennem Kongressen. Det er en kendt sag, at tidligere flertalsleder Tom Daschle ikke var ivrig efter at behandle lovforslag vedtaget af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus. Hans valgstrategi gik ud på at bebrejde Bushs handlingslammelse i Washington. Nu vil hårdknuden formentlig blive løst lidt op. Det planlagte sikkerhedsministerium glider måske gennem Senatet over hovedet på demokrater, der har kæmpet for at give ansatte i ministeriet ret til at organisere sig. Bush mener, at en præsident skal have eneret til at hyre og fyre medarbejdere til følsomme poster i ministeriet uden indblanding fra fagforeninger. Regeringen vil desuden sende sin energiplan til afstemning i Senatet. Om den bliver vedtaget er ikke givet. Flere republikanske senatorer er f.eks. modstandere af at åbne en naturfredet forbundspark i nordøstlige Alaska for olieboring. Bush håber endvidere at reformere den statslige pension ved at lade lønmodtagere kanalisere en del af deres pensionsafgifter over i investeringsfonde. Det er næsten alle demokratiske senatorer imod – en holdning, der deles af mange amerikanere, som i disse tider mister penge på aktiemarkedet. Øget kompensation til pensionisters høje udgifter til livsnødvendig medicin står højt på begge partiers liste.

Men Bush-regeringens største indenrigspolitiske udfordring bliver foranstaltninger til at stimulere den amerikanske økonomi, som bliver ved med at sprutte og hvæse. Under et møde i går skulle centralbanken tage stilling til at sænke en i forvejen bundlav diskonto. Nogle økonomer er begyndt at tale om ’japanske’ tilstande i USA, fordi den lave rente ikke længere synes at virke som et effektivt incitament til at øge forbruget og investeringerne.
Præsident Bush har stort set ignoreret økonomisk politik, og nu er spørgsmålet, hvad han kan gøre for at sætte skub i hjulene. Som laissez-faire republikaner er hans eneste politisk troværdige instrument skattelettelser. Det kan derfor ikke udelukkes, at erhvervslivet og finanssektoren snart får en julegave i form af en lavere kapitalvindingsskat og selskabsskat. Det kan blive en hovedpine, fordi indkomstskattelettelserne fra 2001, det lavere skatterevenue under recessionen og de øgede udgifter til forsvaret sætter forbundsstaten i gæld.
Hvis Bush ikke snart får greb om økonomien, vil demokraterne lægge hele skylden for miseren på hans bord ved præsidentvalget i 2004.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu