Læsetid: 4 min.

Økonomisk skizofreni

17. september 1997

Så stærk og overvældende er optimismen nu, at Dagbladet Børsen i en leder har erklæret "den ny økonomi" sin kærlighed. Skønt er det også for alle moderne mennesker, hvis kvantespring i teknologi og global konkurrence er med til at holde den forbandede inflation i ave og kan dæmpe nogle af historiens til tider maniodepressive konjunktursvingninger. Og optimismens halleluja kan udsynges med 450 såkaldte økonomiske eksperter fra transnationale virksomheder og videnskabelige institutioner i hele verden, der i en ny analyse fra det tyske IFO-institut spår lyse tider for Vesteuropa, USA, Latinamerika og stor vækst for selv Asien, der ellers aktuelt plages af en dyb valutakrise i det sydøstlige og 2,9 procent økonomisk tilbagegang i Japan.
I sidste uge spåede Verdensbanken i en rapport om De Globale Økonomiske Udsigter, at udviklingslandene i løbet af de næste 23 år - i kraft af buldrende vækstrater på 5-6 procent om året - vil fordoble sin andel af det globale bruttonationalprodukt, fra en sjettedel i dag til en trediedel i år 2020. Fem fremstormende lande, Brasilien, Indien, Indonesien, Kina og Rusland vil i følge Verdensbanken "fundamentalt ændre den måde, som verden laver forretninger på".
Når det regner, drypper det på degnen - og fattige lønarbejdere i Syd - og Verdensbanken mener, at millioner af borgere i disse lande har udsigt til fremgang i reallønnen. Der er ved at vokse en middelstand på hundrede af millioner verdensborgere frem i Asien, der kan købe biler og andre vestlige "goder". Det er materielt set en præstation af historiske dimensioner, der bare økologisk set fremkalder en stadig større regning til de kommende generationer.
FN's menneskelige udviklingsprogram, UNDP, påpegede i juni måned, at "fattigdommen er reduceret mere i de sidste 50 år end i de sidste 500 år", "børnedødeligheden i udviklingslandene er halveret" siden 1960 og "ved udgangen på det 20. århundrede vil tre til fire milliarder mennesker have oplevet en betragtelig forbedring af levestandarden".
Derfor er det desto meget mere chokerende for optimister og folk med kærlighed til "den ny økonomi," når FN's organisation for handel og udvikling, UNCTAD kaster grus i evighedsmaskinen som i går. De voksende skel mellem rige og fattige kan føre til et politisk tilbageslag, de voksende profitter investeres ikke som tidligere i så mange nye arbejdspladser, og den langsomme økonomiske vækst gør det sværere at rette skævhederne op, mener UNCTAD.
Hvis man går ned bag den globale statistik, er billedet mere broget. Nogle lande, som Brasilien, Kenya, Mexico og Venezuela har en ekstrem skæv fordeling af 60 procent af nationens personlige indkomster til den øverste femtedel og kun ti procent til de fattigste 40 procent af indbyggerne.
I mere lighedsprægede samfund som Canada, Holland og Spanien sidder middelklassen (40 procent af befolkningen) derimod på en større del af de personlige indkomster end den rigeste femtedel. National fordelingspolitik kan stadig gøre en forskel - selv om globaliseringen af kapital- og varestrømme sætter snævre rammer.
Alligevel er det et åbent spørgsmål, om politikerne vil magte at håndtere den teknologisk betingede udstødning fra arbejdsmarkedet af ufaglærte (og dyrt beskattede) arbejdere, som den globale konkurrence har speedet op. Realindkomsten for disse marginaliserede grupper har været faldende, mens vækstoptimismen for de veluddannede og de velnærede middelklasser har sat sig på sidebenene.
Det er disse kendsgerninger, som UNCTAD så præcist minder os om. Store uligheder kan være kilde til sociale konflikter og fremkalde folkelige krav om for eksempel mere handelsprotektionisme. Trods bemærkelsesværdige fremskridt i velstand - også i en række udviklingslande - så lever 1,3 milliarder mennesker i absolut fattigdom med mindre end en dollar om dagen at spise mad for. Verdens fattigste femtedel har siden begyndelsen af 1960 fået mere end halveret sin andel af den globale indkomst, fra 2,3 procent til nu kun 1 procent. Og skellene kan blive større i de kommende år. På et tidspunkt, hvor den rige verden skærer ned i bistandshjælpen, så går trefjerdedele af de udenlandske investeringer til udviklingslandene til Kina og ni andre vækstrige lande i Syd. Den globale marginalisering forstærkes.
Man kan godt vælge at lukke øjnene for sådanne tal og den virkelighed de afspejler - det gør mange af kærlighed til den ny økonomiske tid. Derfor er det velgørende, når en gruppe virksomhedsledere i den såkaldte VL-gruppe 16 nu tør frigøre sig fra det erkendelsesmæssige tågeslør den mondæne optimisme udsender.
På side 4 i dagens avis offentliggør vi gruppens (næsten marxistiske) "manifest" om den kapitalisme, der er "ved at rive de vestlige samfund fra hinanden. (..) Den højteknologiske elite kobler sig på den globale økonomi og skaber sin egen magiske verden, som er isoleret fra resten af samfundet ved hjælp af viden, elektronik og abstrakte arbejdsritualer."
De visionære ledere frygter en "altødelæggende social borgerkrig", hvis konflikterne skærpes selv i de nordeuropæiske mønstersamfund som det danske. Men de har endnu ikke et bud på "et menneskeværdigt, socialt bæredygtigt samfund" eller et svar på de globale klimaforandringer, som den økonomiske vækststrategi har skabt. Deres efterlysning af nogle virksomheder, der "handler mindre brutalt" er opsigtsvækkende, men det kan kun blive begyndelsen til en mere vidtgående politisk og mentalitetsmæssig omstilling af den fremherskende vækst- og fremskridtstro.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her