Læsetid: 5 min.

Øl, disco og splatterfilm

Animationsfilm. De danske animationsprojekter, der blev præsenteret på Cartoon Movie i forrige weekend, dækkede hele spektret: Fra disco-orme og zombiewestern til øldrikkende danskere i rummet
16. marts 2007

Thomas Borch Nielsen kunne sælge sand i Sahara. Det er i hvert fald det indtryk, man får, da den danske filminstruktør synger, danser, vrikker og spiller sig gennem præsentationen af sit nye projekt, Disco Ormene. Det er en computeranimeret film om ormen Bjarne, der er tæt af at befinde sig i bunden af fødekæden og realiserer sig selv gennem discomusikken. "Men," siger Borch Nielsen "Bjarne har bare glemt én ting: Orme har ikke rytme!"

Jeg er til Cartoon Movie i Babelsberg-studierne uden for Berlin. Det tre dage lange arrangement, der i år løber af stabelen for niende gang, er en del af Cartoon, EU's program for fremme af europæisk animation, og et vellykket forsøg på at bygge bro mellem de kreative og branchens pengemænd og -kvinder. På deltagerlisten er instruktører, manuskriptforfattere, producere, købere, tv-stationer, filmselskaber, distributører og mange andre, og mellem hver præsentation - som foregår i to af Babelsbergs filmstudier - strømmer folk ud i lounge-området, hvor der bliver wheelet og dealet til den store guldmedalje.

Disco-doku

I studie 2 er Thomas Borch dog stadig ved at fortælle om Disco Ormene: "Jeg er nødt til at komme med en bekendelse," siger han og lægger ansigtet i alvorlige folder.

"Vi har snydt os ind på Cartoon Movie."

Han peger hen mod de tre personer, som sidder bag ham: Nina Crone, filmens producent, Daniel Silwerfeldt, Borch Nielsens medinstruktør og partner på Radar Film, og Julie Klitgaard, cgi-producer på Radar Film.

"Disco Ormene er ikke fiktion. Det er en dokumentarfilm. Så ja, vi snød, men i en god sags tjeneste. Ingen bekymrer sig om orme - vi bruger dem for pokker til fiskemadding."

Thomas Borch Nielsen har publikum med sig, og da han ved hjælp af både en færdiganimeret trailer om Bjarnes problemer med en hårtørrer og storyboard-skitser energisk går i gang med at oprulle filmens handling, som stod han foran en flok forventningsfulde børn, bliver der både klappet, hujet og grinet. Da han er færdig med præsentationen - en af Cartoon Movies bedste, synes de tilstedeværende - giver han ordet til Nina Crone, som har lavet film i mange år, men aldrig før produceret en computeranimeret film.

"Jeg er glad for at være ombord," siger hun.

"Vi har allerede fundet en del af det fire millioner euro store budget - Det Danske Filminstitut og SF-Film har begge skudt penge i filmen- men vi leder efter flere økonomiske partnere."

En ikke uvæsentlig del af budgettet går til musik, forklarer Borch Nielsen og spiller uddrag af discoklassikere som 'Boogie Wonderland', 'I Will Survive', 'Disco Inferno', 'Upside Down', 'YMCA', der alle skal bruges i filmen.

"Ja, vi fik rettighederne, ja, det var dyrt," siger Nina Crone, der senere på dagen kan berette, at der er blevet holdt mange gode møder omkring filmen og dens finansiering. Disco Ormene har premiere til efterårsferien 2008.

Blood and guts

Der pitches og præsenteres mange forskellige former for animationsfilm i forskellige stadier af produktion på Cartoon Movie, og i år er adskillige af de mest interessante fra Danmark. Den første dag byder også på en dansk-spansk dukke-zombiewestern, The Legend of the Dark Butcher, der er inspireret af både Romero og Leone og bygger videre på karakterer og universet i en kortfilm, It Came from the West, produceret på Animationsskolen i Viborg.

Det er et projekt, som vækker opsigt, ikke mindst fordi det klip, som vises under morgenkaffen, er fuld af dukker, zombier eller ej, der hugges og saves i stykker. Filmens producent, Søren Fleng, der på engelsk præsenterer projektet for det overraskede, men interesserede publikum, lover både "action, suspence, horror, blood and guts," ligesom der er blevet plads til et far-søn-kompleks og en kærlighedshistorie i filmen. Og Fleng har allerede storylines til endnu to spillefilm klar.

Budgettet er på 15 millioner kroner, fortæller han, da jeg senere på dagen møder ham til en lille snak, og det er meningen, at de 40 procent af de penge skal findes i Danmark. The Legend of the Dark Butcher skal produceres billigt, siger han, både fordi selskabet bag, Happy Flyfish, skal være sikker på at tjene penge på filmen, og fordi den henvender sig til en lille målgruppe.

"Det er teenagedrenge, der ser Jackass og kender Peter Jacksons tidlige film, og et kultfilm-elskende publikum. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Vi kan gå så meget over stregen, fordi vi bruger dukker, men der er en alvorlig historie nedenunder, som folk kan relatere til. Det er gængse teenage-temaer i et absurd, overgjort univers," siger Søren Fleng.

Danskere i rummet

Et absurd univers bliver man også præsenteret for i A.Films Rejsen til Saturn - i hvert fald hvis man ikke kender den populære tegneserie af Claus Deleuran, som filmen er baseret på - og som blandt meget andet handler om en flok øldrikkende, uimponerede danske astronauters rejse ud i rummet for at redde Jorden. Og det er der vist ingen af de udenlandske tilhørere til medinstruktør Karsten Kiilerich og producer Trine Heidegaards præsentation, som gør.

Da jeg for to år siden besøgte Cartoon Movie for første gang, var A.Film lige gået i gang med at købe rettigheder til og prøve at få finansieret Rejsen til Saturn. Nu er filmen finansieret, ikke mindst takket være Det Danske Filminstitut, og man leder efter distributører i udlandet.

Manuskriptet er skrevet af de allestedsnærværende Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, og Frank Hvam, Iben Hjejle og Casper Christensen skal lægge stemmer til. Det åbenbares, da Kiilerich og Heidegaard viser nogle undertekstede, animerede sekvenser af storyboardet for at give mulige samarbejdspartnere en forsmag på den respektløse humor og politiske satire, Deleurans tegneserie og heldigvis også filmen er fuld af.

Deleurans ånd

A.Film, der som sædvanlig har flere store projekter med til Cartoon Movie, blandt andet en 3D-animeret version af Jungledyret Hugo, har lavet en morsom lille trailer, der viser, hvordan Rejsen til Saturn rent visuelt og designmæssigt kommer til at tage sig ud.

Vi befinder os i det ydre rum, vistnok på Månen. Til tonerne af Richard Strauss' 'Also Sprach Zarathustra' - som også bruges med stor effekt i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 - svæver en øl, en pistol, et tv-apparat og en rundkindet astronaut gennem billedet. Astronauten vil gerne have fat i øllen, og da det lykkes ham, knapper han den tilfreds op med pistolen og åbner visiret til sin rumhjelm for at drikke. Han er dog ved at blive kvalt på grund af iltmangel og må lukke igen. Gode råd er dyre. Men snart får han sluttet ølflasken til sin iltforsyning og pludselig er der øl i hele hjelmen. Med et saligt smil om munden står astronauten nu og nyder både udsigten og sin håndbajer.

Alt tyder på, at Deleurans ånd er intakt i filmen, der skal instrueres af den herboende amerikaner Craig Frank og har premiere til næste år.

www.radarfilm.dk
www.happyflyfish.dk
www.afilm.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her