Læsetid: 4 min.

Øl, Thomsen og Tivoli

10. januar 2000

FINDES DER noget mere dansk i vor bevidsthed end Tivoli? Banker hjertet mere hektisk, end når den rejsende, i hvis barm det sker, tilfældigt under et ophold i det fremmede øjner en turistplakat for den gamle have i hovedstaden derhjemme? Det skulle lige være, hvis den således frivilligt eksilerede i de underlige aftenlufte selvopofrende erfarer, at det stedlige fadølsanlæg flyder over med den rene danske vare. Kombinerer man nu de to ting, Tivoli og dansk øl, kan hjertefunktionen i den danskeste af overkroppe faretruende nærme sig det heldbredstruende.
Derfor var det med mildt sagt blandede følelser, at man for nylig midt i neo-nationalvækkelsen, hvor dét at være født dansk gøres til et menneskeligt fortrin og sandelig ikke er noget man skal kunne familiesammenføres for at blive, læste beskeden fra det kriseramte ølbryggeri i Valby om frasalget af Tivoli. Dette er allerede historie, og man vænner sig jo trods alt hurtigt, og såfremt man tilhører kategorien af ældre kynikere, til realiteterne: Tivoli frit svævende i den internationale aktiefrihandel med forbehold, i hvert fald i det indledende salgsarbejde. For Carlsbergs rennomés skyld er det ikke uvæsentligt at Tivoli forbliver på danske hænder. Der var den igen!
Carlsberg frygter kort sagt at virksomheden meget vel kan gå hen og miste goodwill, såfremt en gigant i den grænseoverskridende sværindustri eller Bill Gates får fingre i Carstensens gamle forlystelsesforretning på det sløjfede voldanlæg. Endnu værre er tanken, at Disney-koncernen skulle vise tænder og Andersine And sætte sig for enden af bestyrelsesbordet med Fedtmule som afløser for Lars Liebst. Pudsig bekymring, eftersom Disney & co faktisk har udmærket forstand på at drive forlystelsesparker og, al sentimentalitet sat til side, gør det meget godt, for ikke at sige bedre end det længe er sket ved Tivoli-søens bred.

Men nej. Mens svenskerne rask væk - svenskerne! - køber den danske snaps, sætter Tivoli-aktiesælgerne pro forma i det mindste grænsen, når det gælder nationalhelligdommen. Dét skønt temmelig meget af det ragelse, der i tidens løb er fyldt i den, stammer fra alt andet end Danmark: Kinesertårn, Pantomimeteater, Alhambra-efterligningerne, kunstige bjerglandskaber fra Alperne og i nyere tid den rastløse amerikanisering i såvel leveringer til udvortes som indvortes brug: samtlige nyere støjende forlystelsesmaskiner i megastørrelse, candy floss, hot dogs og junk food af enhver art, You name it, darling Dane.
Men selvfølgelig er der noget tilbage af det danske: Det lille hjørne med Grøften, smørrebrødet, Tivoligarden, førnævnte Pantomimeteater, som fortsat er enestående sgu da, og stemningen. Altsammen fænomener, som kun den gamle, sure abonnine i stigende grad føler kvalt af ovennævnte invasion af skidt og møg og støj, hvis formål er at presse så mange skillinger ud af foretagendet, som aktionærerne nu engang forventer. Men som altså ikke er nok til at holde Carlsbergs påståede nationalfølelse hed.

Med andre ord: krise i dansk Tivoli-industri. Hvad sker der så med ét? Udlandsfinansmanden Alex Brask Thomsen, bosat i alle ordentlige danskeres drøm om værdier, en kæmpelejlighed i det skattefri Monaco, træder til med penge på bordet: 250 millioner kroner. Hvilket enhver med kendskab til de dele kalder et ringe beløb for 43 procent af en samlet aktieværdi på 870 millioner kr. Det skal man jo heller ikke kunne regne for at indse må ligge i underkanten, disse sølle 250 millioner.
Hvad værre er: Pengene tilhører Brask Thomsen, til hvis navn klæber associationer af mere tvivlsom art. Var det ikke ham med...? De fleste ved ikke hvad, men alle ved, at han for nylig forsøgte at købe Nørrebrogade for at få den omdøbt i sit eget navn, og at Københavns kommune afslog. Som om det kunne gøre noget, hvis bare Brask lagde skillingerne i kasse 1 som lovet. Og når man i øvrigt tænker på, hvor mange skiderikker der har fået gader, pladser og torve opkaldt efter sig for det, der var langt mindre eller langt værre! Og nu vil Brask Thomsen angiveligt for at bevare sine rødder have fat i selveste Tivoli. Forretningsmand er han ud over alle fingerspidser, siges det, så de 250 millioner skal vel opfattes som et første udspil.
Det er imidlertid langt fra sikkert, at Brask Thomsens penge, der jo ikke lugter, bliver rangeret på linie med andre interesseredes. Det vil sige, hvis der kommer nogen, for penge lugter stadig ikke. Men når Brask således bliver skubbet baglæns på forhånd, forklares det igen med det sære begreb: goodwill. Tænk, om nogen foran tælleapparatet kom i tanker om, at der står slimede interesser bag eksekveringen af forlystelserne! Så går de nok igen. For sådan er vi danskere jo. Den slags går vi meget, meget højt op i. Det er netop de danske værdier, som vi taler så meget om, således som Pia Fris causerede over dem her i bladet forleden, og som er selve fyldekalken i vort nationale sammenhold. Vore ubeskrivelige værdier.
Derfor må vi afvise Brask Thomsen og hans stinkende penge. Sådan en førstegenerationsudvandrer!mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu