Læsetid: 5 min.

Ørnen er landet - mavelandet

Krimi-odyseen om Hallgrimsson & Co på 24 afsnit er slut. En overlæsset serie, der langsomt og sikkert mistede sin troværdighed
27. november 2006

Selvfølgelig måtte det ende på Island. Hallgrim Ørn Hallgrimsson (Jens Albinus) er islandsk og har brugt de første 23 afsnit af Ørnen på at flygte fra sin fortid for så endelig i sidste afsnit, der blev sendt på DR i går, at forsone sig med den. Hvad det egentlig var, der for mange år siden skete mellem Hallgrims far (Hans Alfredson) og Hallgrims ungdomskæreste, Isbjørg, er aldrig rigtig gået op for mig. Men det er vel heller ikke pointen.

Det vigtige har været Hallgrims livsrejse - serien er jo en 'krimi-odyssé' - og nu har han for alvor flyttet sig som menneske - en blændende dygtig strømer har han jo været hele tiden.

Altså er det en forandret mand, skaberne af Ørnen, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, efterlader siddende ved eget bord i egen lejlighed i afsnittets sidste billede. En lys og hvid lejlighed, der står i grel kontrast til det mørke hotelværelse, hvor Hallgrim har tilbragt broderparten af de foregående 23 afsnit, og som har været et sindbillede på hans mørke steder og nomadiske tilværelse - både rent fysisk og så sandelig også hvad angår kvinder.

Svenske Frida (Melinda Kinnaman) har født Hallgrim en datter, der er opkaldt efter hans mor, Gudrun, og selv om de to ikke skal være sammen - faktisk er Hallgrim between women, da Ørnen slutter - er han nu afklaret og mere moden.

Kærlighed og død

Han kan se fremad med optimisme og håb, også selv om det kun er et par afsnit siden, hans bedste ven og kollega, Nazim (Janus Nabil Bakrawi), blev pløkket ned af en håndlanger til den serbiske mafioso og krigsforbryder, Bosco (Uwe Kockisch), som Hallgrim har duelleret med i et par afsnit, og som han nu hjælper med at flygte fra CIA - godt nok ved at overlade ham til det islandske politi og en rettergang i Haag, men med mulighed for at se sin kone og dødssyge datter igen.

Der var mange andre ting, som skulle afrundes i sidste afsnit. Hallgrims kolleger, Frandsen (Steen Stig Lommer), der for nylig mistede sin kone, og Ditte (Susan Olsen), der har en jaloux eksmand (Henrik Lykkegaard), og hvis datter er blevet date-rapet af en rapper, finder sammen og griner fjollet, da de kommer hjem fra en opgave i Kaliningrad.

Og stakkels Thea (Ghita Nørby), der godt nok er gift med solide Ib (Ib Tardini), havde forelsket sig i den serbiske udenrigsminister, som på falderebet blev myrdet af den russiske mafia og ødelagde hendes ellers så gode dag.

Og hvad så med Marie (Marina Bouras)? PET-chef Stræde (Jens Jørn Spottag) har bebudet, at han vil søge Theas stilling, som Marie ellers er blevet kørt i stilling til - selv om han står for at giftes, har han stadig et godt øje til Marie, der jo tidligere var meget tæt på at blive forlovet med Hallgrim. Hvilket de begge har svært ved at glemme.

Mord i lange baner

Computereksperten Michael (David Owe) blev i næstsidste afsnit skrevet ud af serien med et sagsanlæg og en suspendering, fordi han havde skudt den forkerte unge mand ved et indvandrerbryllup i København i den tro, at manden var terrorist. Har jeg glemt nogen eller noget? Sikkert, men det har Ørnen også.

Der har været et vældigt rend af kvinder, kolleger og internationale forbrydere gennem Hallgrims private og professionelle tilværelse, og set i bakspejlet ville man ønske, at der havde været nogle færre og mere tid til den enkelte.

Konflikter og begivenheder, som det tager britiske og amerikanske dramaserier flere sæsoner af 24 afsnit at ud- og afvikle, har ofte kun taget Brostrøm og Thorsboe et enkelt eller to afsnit på en lille time hver. De har haft travlt, måske fordi de har været bange for, at seerne skulle begynde at kede sig, og resultatet er en serie, der har strittet i for mange retninger på én gang.

Ørnen var fra begyndelsen tænkt som en ambitiøs og gerne politisk ladet serie om de danske politifolks livtag med grænseoverskridende kriminalitet. Der er da heller ikke den sten, som man ikke har vendt i det set up - de sidste fire-fem afsnit har budt på alt fra amerikansk og russisk mafia, narkobaroner og organhandel til terrorisme, pædofili og mord i lange baner.

Den forsonende faktor

Sammen med de mange personlige historier, man har forsøgt at fortælle, har det givet en overlæsset serie, der langsomt og sikkert har mistet sin troværdighed og til dels også sin tiltrækningskraft. Også fordi de internationale banditter og politifolk ofte er blevet spillet af alt andet end overbevisende, udenlandske skuespillere. En af de få undtagelser er Bjørn Floberg, der virker helt hjemme i rollen som norsk kriminalinspektør med evigt glimt i øjet.

Politiarbejdet skildres med en tiltalende sans for metodik og detaljer, men i forhold til den anderledes stramt komponerede Rejseholdet - Brostrøm og Thorsboes anden, store serie - har man insisteret på at gøre Ørnen så high tech, at det indimellem er lidt for overgearet og gadget-fikseret.

Niels Arden Oplev, der også er Ørnens såkaldt konceptualiserende instruktør, har sammen med de andre, tilknyttede instruktører haft et sikkert greb om det klædeligt flashy, visuelle udtryk.

Men en vis monotoni har efterhånden sneget sig ind i serien, der på billedsiden på det sidste ikke har haft så meget nyt eller overraskende at byde på. Slet ikke i de blot irriterende scener, hvor noget mystisk og mytisk antydes i Hallgrims forhold til 'urlandet' Island.

Den forsonende faktor i alt dette er skuespillerne. Albinus har løftet den efter min mening utaknemmelige titelrolle ud over det karikerede - selv om figuren af og til har været faretruende tæt på kanten, når det er kommet til de latterligt mange kvinder, der flokkes om Hallgrim som fluer om en lort.

Men det er birolle-indehavere som Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Susan Olsen, som med deres fint nuancerede, afdæmpede og meget menneskelige præstationer, har forankret Ørnen i en genkendelig virkelighed og forhindret den i helt at blæse væk i vinden.

* Ørnen - en krimi-odyssé i 24 afsnit af Peter Thorsboe og Mai Brostrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu