Læsetid: 3 min.

En ørreds gisp

27. november 1997

O AT VÆRE EN ØRRED, ingen kan finde, hvor er!
Sådan kunne én og en anden af fiskearten Salmo trutta bryde ud - med et taknemmeligt lån fra poeten Frank Jægers Være-digtet fra 1949.
Til gengæld har ørreder ikke grund til at være taknemmelig over ret meget andet end digteres strofer. For hvis man ikke kan finde, hvor ørreder er, vil det nu om dage oftest skyldes, at de slet ikke er der. De er nemlig meget forureningsfølsomme.
Når menneskeskabt tilførsel af næringssalte får vandet til at dunkles af svulmende algevækst, fortrænges ørred af karpe og gedde. Indtil selv de må lide kvælningsdøden i iltsvindets svovlbrinte.

EGENTLIG BURDE en ørred kunne forlade sig på bedre tider. For vort land har siden 1987 haft noget så fint som folketingsvedtagne "handlingsplaner" til forbedring af vand. Både det vand, fisk svømmer i, og det, der strømmer ud af vandhaner.
Knapt så fint er det, at handlingsplanerne ikke virker, i hvert fald ikke, når det er landbruget, der skal levere handlingen. Rent ud ufint er: Det vidste folketingsflertallet på forhånd, men købte sig bare tid. Og husfred med landbrugslobbyen.
Hurtigt efter begyndte efterretningerne om vandmiljøplanens manglende virkninger at flyde ind.
I Lone Dybkjærs miljøministertid indledte ministeriet den snedige tradition, at dets sammenfatning af de enkelte amters indberetning om vandmiljøets usle tilstand udsendtes pr. taxa til medierne om eftermiddagen på den store julefrokostfredag. Hik, bøvs! Så hvad der end røg i den gale hals den dag, var det ikke den miljønyhed, der ellers kunne være hostet op på forsiden.
Men skjules kunne skandalen ikke i længden. Allerede da ministeriet Poul Nyrup Rasmussen I trådte til i januar 1993, var det uafviseligt, at landbrugsdelen af vandmiljøplanen ikke virkede og ej heller ville komme til det. Nyrups regering var en flertals- og kunne have valgt at gøre en opstrammer på vandbeskyttelsen til en nødvendig oprydning efter Venstres misregimente under Schlüter. Men nej, det var ikke et slagsmål, Nyrup var sindet at bruge sit flertal på.

DE RADIKALE ser stadig syner om at suge næring af husmandsbevægelsen. Partiet har da heller ikke vist påtrængende appetit på et opgør med landbrugslobbyen. Så ørreders velfærd var ikke noget, Nyrups regeringer gjorde væsen af, alt imens deres parlamentariske grundlag gik på skrump.
Faktisk kom det dertil, at miljøminister Svend Auken for fem måneder siden i dølgsmål og stilfærdig forståelse med Axelborg søgte EU om dispensation fra at efterleve det seks år gamle direktiv om kvælstofbelastning af vandmiljøet.
Men dette efterår blev miljøet et andet, det politiske altså.
Mariagers fjorddød udstillede landbrugets uanfægtede kvælstofsvineri. Og statsministeren fik ikke lov at udskrive folketingsvalg. Han henlever nu sit politiske liv under ørredens vilkår: I iltfattige omgivelser og med ringe sigtbarhed - til andet end snarest at vende bugen i vejret.
Nu er landbrugslobbyen pludselig én, som regeringslederen hellere end gerne vil slås med. Tænkeligt har Nyrups medierådgivere fortalt ham, at der er en opsparet harme i den øvrige del af befolkningen at skære sig en profil på, og at de, der fortørnes derved, i forvejen har forskrevet sig til Venstre eller det, der er værre.

MEN FLERTALLET, hvor finder regeringen det? Og til hvad? Skal det batte for ørred- og grundvand, hedder det stop for landbrugsfråds med gødning, naturlig som kunstig. Fagkundskaben giver sit bud i dagens avis: Afgifter, der tredobler prisen på kunstgødning.
Som Information kunne berette i går, er SF og Enhedslisten gerådet i heftig strid om den bedste afgiftsmodel. Og så sandt som, at det bedste er det godes fjende, kan klammeriet afskære Nyrup den venstre vej.
Hvad med den højre? De konservative har budt sig til. Nogle af de initiativer, partiet har peget på, er fornuftige nok: Skovplantning, udlæg af naturbræmmer til opfangning af udsivende kvælstof. Men uden en kraftfuld afgift forslår det lidet.
Og de konservative vil - trods deres valgangst - næppe blotte sig ved et forlig uden om Venstre. Og Venstre vil ikke noget, landbrugslobbyen ikke vil. Partiets byvælgere spises af med slesk tale.
Jovist, alle partierne er miljøets venner. Det hørte vi fra dem så sent som under kommunalvalgkampen. Men den ørred, der ser verden i fiskeøjeperspektiv, må gispe det amerikanske ord:
Med venner som disse, hvem har da brug for fjender?
dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her