Læsetid: 4 min.

Øst mod Vest i efterkrigstiden fra 1945 til 1972

Femte bind af 'Dansk udenrigspolitisk historie' forsinket men værd at vente på
19. oktober 2005

Femte bind er ikke sidste bind, det kom nemlig for et stykke tid siden og omfattede perioden 1972 til nutiden. Foreliggende fremstilling af Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume dækker forudsætningsårene i efterkrigstiden fra 1945 til 1972, da man roligt kan sige, Danmark trådte ind i en ny fase af sin udenrigspolitiske udvikling. Eller rettere igen trådte ind i en ny fase, for alliancefrihedens eller allianceløshedens udenrigspolitik var jo i 1940'erne et overstået kapitel, i og med landet blev medlem af først FN, siden nok så vigtigt NATO.

En traditionel neutralitetspolitik kunne, dels med erfaringerne fra diktatorernes Europa, dels med blokopdelingen efter 1945 ikke mere lade sig gøre; dertil var for det første sikkerhedsbehovet mod Øst for påtrængende, dels var de danske stræder strategisk vigtige for både Øst og Vest, ikke at forglemme Grønlands store eller ligefrem afgørende atomtaktiske betydning i den hastigt tiltagende koldkrig.

De to forfattere har delt emnerne imellem sig, således at sikkerhedspolitikken naturligt nok varetages af Poul Villaume, der i sin tid skrev disputats om NATO og dansk sikkerhedspolitik fra 1949-61; markedspolitikken beskrives af Thorsten Borring Olesen, hvis studieområde blandt andet omfatter europæisk integrationshistorie, samt dansk udenrigspolitik som sådan efter 1945.

Tomands-team

Det være sagt med det samme, dette tomands-team er velfungerende. Begge skriver god og solid historisk prosa, man er vel tilpas i dygtige fagfolks hænder.

Det være også sagt med det samme, at denne anmeldelse ikke yder værket retfærdighed. Dette er første gang perioden skildres ud fra omfattende nye kilde- og arkivstudier, kun en debat hen ad vejen vil kunne tage stilling til det hav af friske enkeltheder og nye spor, der i skrivende stund mere eller mindre må tages til efterretning.

Opdelingen af stoffet giver sig selv: Danmarks reelle udenrigspolitiske interesser var delt i markeds- og sikkerhedsspørgsmål, hvor så det ene begyndte og det andet holdt op. Netop dette skulle jo vise sig i forløbet: At en sikkerhedspolitik på længere sigt end krigsfaren fra Øst rakte, måtte indtænkes i det europæiske. At Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling, Viggo Kampmann og Per Hækkerup samt de øvrige top-aktører i ja-kampagnen i 1972, forsømte at spille freds- og sikkerhedskortet ud med fuld musik, men i det store og hele holdt sig til at støvsugerne blev billigere, kan den dag i dag undre.

Over for denne anmelder antydede Krag, at den danske befolkning næppe ville have forstået en sådan tankegang. Hvad enten Krag, den betydeligste danske politiker i forrige århundrede, virkelig mente, hvad han sagde med denne illusionsløshed, eller det var for at slippe for at tale mere om det, eller for at slippe for den senere anmelder, fik manglen på perspektivering alvorlige konsekvenser for hele projektet. Som bekendt har danskerne det meste af vejen kun haft det ene ben i stigbøjlen til den europæiske krikke, og hver større sag er gået til folkeafstemninger, som i realiteten har handlet om at være for eller imod EU.

De to forfattere til det storartede bind fem trækker linjer frem og tilbage til og fra denne begivenhedsrige periode i fædrelandets udenrigspolitiske udvikling. Lige fra dengang i 1950'erne da Udenrigsministeriet kunne klare sig med et par hundrede ansatte på Statsministeriets etage på Christiansborg, og man end ikke abonnerede på de mest elementære udenlandske tidsskrifter.

H.C. Hansen kunne også i de tider klare både statsminister- og udenrigsministerposten, den sidste for at holde Krag ude. Ham var den væsentligt ringere intellektuelt udrustede førstemand ikke tryg ved. Vel heller ikke ved Krags mere moderne indstilling til det internationale.

Lange perspektiver

I bogens konkluderende kapitel kommer forfatterne ind på de helt lange perspektiver i dansk udenrigspolitisk tænkning, som jo vel at mærke under hensyntagen til det demokratiske aspekt (den realpolitiske skole har altid set skævt til det hensyn i udenrigspolitikken).

Folkets opfattelse har måttet tænkes med ind i de udenrigspolitiske beslutninger, og folkets følelser, som også et godt stykke af vejen da har været politikernes - og mere nu end nogensinde - havde også 1864 med i bagagen. Med andre ord lilleputstatens frygt og mistænksomhed over for den store grimme omverden, og vi hytter os bedst, når vi hytter os selv. Det internationale udsyn blev takket være dette langvarige traume i dansk selvforståelse kraftigt svækket. Iagttager man landets regeringsunderstøttende Dansk Folkeparti og dettes udenrigspolitiske snæversyn og berøringsangst, er det svært at nægte i hvor høj grad provinsialismen som følge af det gamle nederlag kendetegner perioden, der følger efter dette binds emneområde. Hvilket atter bekræfter de lange linjers betydning i et demokratisk lands politiske adfærd.

Alt hvad der er af forudsætninger for forståelsen af dansk udenrigspolitisk tænkning, kan man finde i bindet her.

Veldisponeret og med illustrationer. Dem kunne der nu godt have været flere af, men billedteksterne er gode.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her