Læsetid: 4 min.

Østeuropas prioriteter

15. oktober 2003

MINDST HVER tredje måned mødes den polske præsident, Aleksander Kwasniewski, med sin ukrainske kollega, Leonid Kutjma, for som det hedder at »drøfte emner af aktuel karakter«. Bag denne runde formulering gemmer sig et udtrykt polsk ønske om konsekvent at trække Ukraine tættere og tættere på Europa – og allervigtigst længere og længere væk fra Rusland. Ukraine er en nation, der i størrelse og indbyggertal ligner Frankrig, men hvis udvikling i årtier, ja i århundreder, har været holdt nede af skiftende despoter i Moskva. Selv efter selvstændigheden i 1991 efter Sovjetunionens kollaps har Ukraine haft svært ved at slippe fri af Rusland, hvis politiske ledere fortsat har så umådeligt svært ved at acceptere dets uafhængighed. Når Kwasniewski så ofte mødes med Kutjma, skal årsagen findes i præcist denne virkelighed. Den polske præsident forsøger at overbevise sin ukrainske kollega om vigtigheden af at indføre de nødvendige politiske og økonomiske reformer, der kan gøre landet spiseligt for EU. En svær, men prisværdig opgave.

POLENS engagement skyldes allermest hensynet til den fremtidige sikkerhed og stabilitet i Europa. Den klare opfattelse hos regeringen i Warszawa er nemlig, at et svagt Ukraine, som føler sig tilsidesat af Europa, uundgåeligt vil blive slugt af Rusland på et tidspunkt. I et land som Polen, der har lidt så massivt under Moskvas dominans, er der næsten ikke nogen værre risiko. Holdningen i den polske regering er, at historien har lært dem, at sålænge Rusland kun er Rusland, så ligner det næsten et normalt land, men når først det har slugt Ukraine, så transformerer det sig til en djævel, som vil snappe efter alle andre nationer. Det polske forhold til Rusland er alt andet end romantisk – af indlysende historiske årsager. Polen har eksempelvis svært ved at forstå, hvordan det ’gamle’ Europa kan tage så afslappet på den uheldige udvikling med utallige demokratiske tilbageslag, som er gennemført under den nuværende præsident Vladimir Putin – ikke mindst i forhold til krigen mod Tjetjenien. En af grundene til det anspændte forhold mellem Polen og Frankrig, som vi allerede har set slå gnister nogle gange, skal findes i den naivitet og romantik, som polakkerne synes præger præsident Jacques Chiracs holdning til Rusland. Polakkerne frygter, at Chiracs og de fleste andre europæiske regeringschefers afslappede holdning til Moskva på lidt længere sigt kan true Europas sikkerhed og stabilitet. En af de måder, som Rusland igen kan erobre en position som en farlig stormagt, er ved at sluge Polens to naboer mod øst og syd – Ukraine og Hviderusland. Der er derfor næppe nogen tvivl om, at polske regeringer i de kommende år vil bruge masser af energi som nyt medlem af EU på at overbevise det gamle EU om vigtigheden i at hjælpe især Ukraine i den rigtige retning med økonomisk og politisk vækst.

POLENS FORHOLD til Ukraine er et godt eksempel på, hvordan den europæiske politiske dagsorden allerede er i fuld gang med at ændre sig i takt med optagelsen af de ti nye lande. Den økonomisk vækst, som har præget Polen i flere år, gør, at landet inden for få år kan blive fuldt medlem af euroen og leve op til alle krav – men med dets størrelse vil det øjeblikkeligt blive en magtfaktor. Det nye EU, der vil være en realitet om få måneder, vil som hidtil blive domineret af de største lande med Tyskland som vigtigst, tæt fulgt af Frankrig, Storbritannien og Italien, og lige efter af Spanien og Polen. Hurtigt vil der opstå situationer, hvor den polske regering med dygtige og optimistiske forhandlere vil kunne trække en dagsorden i deres retning. Forholdet til Rusland vil hurtigt kunne udvikle sig til en større konflikt mellem det gamle (især Frankrig og Tyskland) og det nye Europa (især Polen, men i realiteten også de fleste af de nye øst- og centraleuropæiske lande). I de lande, der i årtier mærkede Moskvas åg, er der et langt mere nærværende ubehag ved Ruslands ambitioner, end hos de øvrige lande. En af de afgørende prøver for den kommende solidaritet i det udvidede EU vil bestå i, at det gamle Europa sætter sig ind i og forstår de problemstillinger, som det nye Europa ønsker at drøfte. At binde især Ukraine tættere til EU end til Rusland er et uhyre relevant synspunkt.

DE FÆLLES træk ved de otte nye øst- og centraleuropæiske EU-medlemmer hænger tæt sammen med deres vigtigste udenrigspolitiske ønsker: For det første sikrer NATO det livsvigtige tætte forhold til USA, som er forsikringen mod et fremtidigt russisk overgreb. For det andet virker EU som det politisk-økonomiske lokomotiv, der bringer øget velstand og stabilitet. En ny meningsmåling fra det såkaldte Eurobarometer, som er gennemført i de nye EU-lande, viser, at befolkningernes opbakning til et udbygget EU er overvældende. Tre ud af fire borgere ønsker en fælles europæisk sikkerheds- og udenrigspolitik, et fælles forsvar, og at deres land indtræder i euroen. Det er begejstrede europæere, som kommer helt ind i varmen – og deres regeringer vil sørge for, at helt nye emner kommer på dagsordenen. Det bliver udfordrende.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu