Læsetid: 3 min.

Østfrontens opbrud

10. juli 1997

Hvis vi gennemtvinger NATO-udvidelsen i en uforudsigelig og ustabil periode af Ruslands historie, risikerer vi at ende op i det værst mulige sikkerhedsmiljø. Senator Sam Nunn, USA

MADRID-MØDETS officielle beslutning om at invitere Polen, Tjekkiet og Ungarn med i NATO, er blevet markeret som et vendepunkt i efterkrigstidens europæiske historie. "Dette er en meget stor dag for freden efter afslutningen på Den Kolde Krig. Vi har taget et gigantisk skridt", lød det triumferende fra Bill Clinton (ham, der kigger forbi i weekenden).
Når champagnen er drukket i Madrid, venter imidlertid en virkelighed, der ikke levner megen plads til vestlig selvtilfredshed. Det har som bekendt ikke skortet på advarsler - og på opfordringer til (trods udgifterne) at fremme EU's udvidelse fremfor NATO's. Selvom beslutningen nu i hovedsagen er truffet, er der grund til at huske alle betænkelighederne. Det bliver der brug for i arbejdet for at hindre, at kritikerne får ret.
Umiddelbart styrker udvidelsen ikke NATO militært. Dertil er de nye medlemmers hærenheder for svage og for dårligt udrustet. Samtidig rejser udvidelsen nye problemer i forhold til de ni lande, der ikke i første omgang opnåede vestlig lydhørhed for de gentagne ønsker om optagelse. Europa deles nu i NATO på den ene side og Rusland på den anden. Og ind imellem ligger 12 lande fordelt på tre grupper: De tre, der nu er lovet medlemskab. Dernæst de lande, der har fået et halvt løfte om at komme med i næste ombæring - Rumænien, Slovenien og (delvist) de baltiske lande. Og endelig den sidste gruppe, der står ude i kulden. Ikke nødvendigvis opskriften på sikkerhed og stabilitet.

NÅR DET amerikanske senat - den sidste mulige stopklods - skal behandle aftalen, må præsident Clinton svare på en stribe skarpe og præcise spørgsmål fra 20 kritiske senatorer, der finder udvidelsen risikabel og ulogisk. Omvendt vil våbenlobbyen arbejde for at sikre Senatets endelige godkendelse.
Udvidelse af NATO er også i høj grad en udvidelse af et våbenmarked. Det er USA's største våbenkoncern - Lockheed Martin - der står bag U.S.Committee to Expand NATO. Efter en fusionsbølge er en lille gruppe af store amerikanske våbenkoncerner i praksis ved at sætte sig på over halvdelen af det globale våbenmarked. Koncerner som Lockheed, McDonnell Douglas og Raytheon står i disse måneder midt i et massivt salgsarbejde overfor de nye kunder i øst.
Deres vesteuropæiske konkurrenter har derimod tabt terræn i en årrække. De kæmper nu for at blive blandt de store. I morgen mødes den tyske regering for at bekræfte en massiv statsstøtte til Eurofighter-projektet. Imens rejser franske Dassault (Mirage) og SAAB/British Aerospace (jageren Gripen) i hælene på de amerikanske våbenhandlere.

VÅBEN VAR der måske blevet købt alligevel - NATO-beslutning eller ej. Men det er tankevækkende, at Madrid-mødet nu har kridtet banen op for en række store våbensalg, der vil bestemme, hvem der for alvor får foden indenfor på dette lovende vækstmarked. I bestræbelserne på at opnå støtte i de toneangivende kredse i NATO, har ansøgerlandene nærmest overgået hinanden i store indkøbsplaner. Selvom der er tale om lande med en meget anstrengt økonomi.
Afgørende for hele operationen har det undervejs været at berolige Rusland. Det er bl.a. sket gennem Partnerskab for Fred og senest gennem de store symbolske topmøder i Paris og Denver, hvor præsident Jeltsin er blevet hyldet af sine vestlige kolleger. Men hjemme i Rusland er det næsten umuligt at opdrive en politiker, der offentligt vil tale pænt om NATO-udvidelsen. Selv en liberal politiker som Grigorij Javlinski finder det "absurd" at hævde, at NATO har fredelige hensigter med udvidelsen.

NÅR RUSLAND alligevel det seneste halvår har spillet med i forestillingen, skyldes det ikke mindst de økonomiske tilsagn, der har været brugt som plastre på såret. For den trængte ledelse i Kreml er det en vej til at genrejse den russiske økonomi, der stadig er svagere end før murens fald. Det er en økonomi, hvorom mange Ruslands-forskere anslår, at cirka halvdelen styres af kriminelle. Kun 17 pct. af virksomhederne betaler skat og omkring en femtedel af den olie, der produceres, fragtes ud af landet som smuglergods.
Trods alle problemer og mærkværdigheder er der ingen vej tilbage. Det ville ikke give mere sikkerhed, hvis NATO pludselig skiftede kurs og lukkede for nye medlemmer - stik imod disses klare ønsker. Men NATO må praktisk og mentalt indstille sig på et nyt og ustabilt system, hvor de nye medlemslande - og dermed hele alliancen - hurtigt kan blive involveret i dé etniske og nationale stridigheder, der er en latent sikkerhedsrisiko i Mellemeuropa. Freden bliver krævende.

mol (Jacob Mollerup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her