Læsetid: 4 min.

Østrig på briksen

17. oktober 1996

NÅR MAN LUKKER døren for djævelen, skaffer han sig som regel adgang ad en bagdør eller gennem kaminen. Dette erfaringsrige Sprichwort gengiver den østrigske forfatter Stefan Zweig i sit erindringspanorama fra 1942: Verden af i går.
Zweig bruger ordsproget om østrigeres psykiske fortrængninger og henviser til den indsigt, som hans nære ven og landsfælle Sigmund Freud har givet menneskeheden om dens indre mekanismer.
Mere end noget andet europæisk land har Østrig de sidste halvtreds år været i fortrængningens vold. Dets tilkæmpede billede af jeg'et har været 'den lille besindige alpe-republik'. Fortiden har krampagtigt været reduceret til operette-romantik og rollen som offer for et aggressivt naboland, der beklageligvis talte det samme sprog.
Østrigerne har ikke turdet give sig i kast med den kollektive freud'ske terapi, som Tyskland har gennemgået ved sin pinefulde, men befriende Vergangenheitsbewältigung - bearbejdelsen af fortiden.
Og ved weekendens valg til Europa-Parlamentet røg den østrigske djævel ud af kaminen: En trediedel af vælgerne stemte på den højreradikale Jörg Haiders parti. Dermed fik Haider lige så stor tilslutning som hvert af de to partier, der siden 2. verdenskrig har båret Østrig: Socialdemokraterne og det konservative Folkepartiet. Stemmeskredet kan ikke bortforklares med, at vælgerne brugte et valg til et fjernt parlament til bare at sende et signal om almindelig utilfredshed. (En forklaring, vi danskere ellers skulle have særlige forudsætninger for at godtage.) Nej, for Haider gjorde tilsvarende indhug ved det samtidige valg til Wiens byråd.

AT HAIDER ER det manifeste udtryk for Østrigs fortrængninger, kan ikke affærdiges som letkøbt aussenweltlich kritik. For Haider har netop skabt sin politiske karriere ved koketteri med det forbudte. Famøs er den bratte afslutning, hans karriere som ministerpræsident i delstaten Kärnten fik i 1991. Under en landdagsdebat om beskæftigelsespolitik råbte en socialdemokrat til den talende Haider, at hans forslag lignede noget fra Det tredie Rige. Haider replicerede lynsnart:
"I Det tredie Rige lavede de en ordentlig beskæftigelsespolitik, og det er Deres regering i Wien ikke engang i stand til." Opstandelsen blev så stor, at landdagens flertal så sig nødsaget til at fælde Haider ved en mistillidsafstemning.
Men det er ikke bare freud'ske fortalelser, der karakteriserer Haiders appel. Han sigter velovervejet mod de heftigste - men altså hidindtil fortrængte - lidenskaber i det østrigske folkedyb. Ved 50-året for Anschluss, den tyske anneksion af Østrig, kaldte han Østrig for en Missgeburt - et misfoster. Det er er galt nok, at Adolf Hitler i Mein Kampf bruger samme udtryk om sit fødeland. Men bagved ligger endnu voldsommere dynamik: For hvis Østrig som stat er et misfoster - hvilken skikkelse bør landet da omskabe sig til? Fra udyr til skønhed? Eller den modsatte vej?

I SINE ERINDRINGER skriver Stefan Zweig: "Jeg blev født i 1881 i et stort og mægtigt kejserrige, i Habsburgernes monarki, - det er spildt møje at søge det på landkortet, det er sporløst slettet." Det østrigske imperium spændte over det meste af det, der i dag er central- og østeuropa. Det var plaget af indre splid og politisk/bureaukratisk forkalkning. Østrigerne søgte - som vaklende stormagter både før og siden - respekt gennem en aggressiv udenrigspolitik. Navnlig ved at flå skaller af det endnu mere porøse ottomanske rige. I 1878 nappede Østrig fra tyrkerne - oh, nutidig skræk og rædsel - Bosnien-Hercegovina. Dermed var Østrig i konflikt med det Serbien, der samme år opnåede sin selvstændighed. Og så begyndte nedtællingen. I juni 1914 iscenesatte Serbiens hemmelige politi - med bosnisk-serbiske fanatikere som aktører - snigmordet på den østrigske tronfølger. Østrigerne besnakkede den tyske kejser til at give dem en fortrolig garanti på "trofast støtte", hvis et hvilketsomhelst skridt, Østrig måtte tage mod Serbien, udløste krig med Rusland.
Den østrigske mobiliseringsordre udgik på 15 forskellige sprog, noterer historikeren Paul Kennedy i sin Stormagters opstigning og fald. Og antyder hermed også forklaringen på resultatet: Fem år efter var mindre end kernen af det egentlige Østrig efterladt som en tumultarisk republik, med en hovedstad i grotesk overproportion og med et folkekrav om syndebukke - og revanche. I løbet af femten år eliminerede Østrig sin jødiske befolkning - so oder so. Et tab, landets åndsliv aldrig er kommet sig over. Blandt de, der 'blot' blev fordrevet, var Zweig og Freud. Østrig var under fascistisk styre flere år, inden en østriger kom til magten i nabolandet - og vendte tilbage i triumf.
Hermed er vi ved den fortrængning, der væver sig ind i den ruinerede stormagts: Østrigs tyskhed. Findes Østrig overhovedet som nation? En rejsende i Østrig vil bemærke, at der sjældent flages kun med det østrigske flag. Det hænges op sammen med alle mulige andre flag. Nationalflaget siger ikke rigtig nogen noget. Haider og hans folk suger kraft af sjæledybet ved tvetydigt nok at anerkende, at der - i hvert fald for tiden - findes en østrigsk stat, men samtidig hævde, at den er en del af en tysk nation. Haider er da også en hyppig taler ved nationalistiske stævner på Sydtysklands højrefløj.
Ironisk er det, at den optagelse i et europæisk fællesskab, som kunne have frisat Østrig fra dets traumer, nu synes at føre til, at traumerne tager magten. I psykiatersprog: Overføringen til behandleren er ikke lykkedes. Patienten føler sig endnu mere svigtet og desperat.
Haiders erklærede mål er forbundskanslerposten. Lykkes det, begynder den europæiske balance for alvor at gynge. Derfor er det vigtigt, at både østrigere og udland begynder at afkræve Haider andet end tvetydige svar fra det Barbiedoll-glatte ansigt.
Hegl Haider - med spørgsmål.

dr (David Rehling)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu