Læsetid: 3 min.

Østrig ramt af 'EU-porno'

Østrig, der i de kommende måneder skal sætte EU's dagsorden, lægger ud med blæst i Wien. Socialdemokraterne revser EU's kurs og 'forstår' østrigernes udbredte EU-skepsis. Og præsidenten kritiserer regeringspartiets Jörg Haider for ikke at leve op til Østrigs egne love
3. januar 2006

BRUXELLES - Der var 'EU-porno' på plakaterne i Wien i dagene inden, den østrigske regering overtog EU-formandskabet ved årsskiftet. Spredte kvindeben på store reklameflader, med direkte udsigt til et par stramme, blå trusser pyntet med EU's tolv stjerner - for eksempel. Men billederne, der var del af en serie på 150 plakater fra 25 kunstnere over hele Europa, blev pillet ned inden formandskabet begyndte.

"Censur", siger en af de kunstnere, hvis plakater blev taget ud af serien, der er betalt af regeringen i anledning af EU-formandskabet.

"En rystende status over et land, der prøver at fremstå som fremskridtsvenligt og liberalt," siger Walter Seidl, en af folkene bag kunstprojektet til avisen Der Standard. "Slut med det pjat," jubler tabloidavisen Kronezeitung, efter de skandaleramte plakater er taget ud af serien. Men ikke helt slut: Den socialdemokratiske opposition har lovet at følge op på sagen i Parlamentet: For var det ikke den konservative regering selv, der bestilte plakatserien? Og hvad var egentlig prisen?

EU-skeptisk

Der er rift om de nedtagne plakater, men arrangørerne vil ikke forære dem væk - de har ikke nok.

Østrig med sine godt otte millioner indbyggere blev kendt og citeret i medier over hele verden på grund af plakaterne. Blæsten omkring 'EU-pornoen' var dog 'ikke nogen hjælp' til hendes opgave med at styrke EU-opbakningen i Østrig, klager den østrigske udenrigminister, Ursula Plassnik, ifølge Kronezeitung.

Ministeren har sit at se til, østrigerne er blandt de mest EU-tøvende. Kun 37 procent af østrigerne mener, at EU er en god sag, mod 54 procent i EU-gennemsnit. Hele 23 procent af østrigerne synes, at EU er "en dårlig sag", kun overgået af britere og svenskere, fremgår det af EU-Kommissionens seneste undersøgelse, Eurobarometer.

I det østrigske formandskabs første dage kommer der så oven i købet "forståelse" for EU-kritikken fra uventet side: Den socialdemokratiske opposition.

Det er ikke underligt, siger socialdemokraternes formand, Alfred Gusenbauer, at der er så udbredt en skepsis over for EU.

"Schüssel og Barroso er ansvarlige for storkoncernernes Europa," kritiserer han den østrigske kansler og EU-Kommissionens formand.

"Folk har med rette det indtryk, at de hører til taberne i EU-politikken," lyder det overraskende fra Gusenbauer, der kræver en ændring i regerings politik. Avisledere minder socialdemokraten om, at det var partiets egne ministre, der vedtog de regler, Gusenbauer nu kritiserer.

Men kansler Wolfgang Schüssels vanskeligheder er langt fra slut her. For er han og østrigerne ikke blot "et lille tysk formandskab", spørger blandt andet den borgerlige franske avis Le Figaro.

Hånd i hånd med Tyskland

Østrig og Tyskland vil gå "hånd i hånd" de kommende måneder, lovede Wolfgang Schüssel, da han sammen med den nyvalgte konservative tyske kanslerinde, Angela Merkel, gik til nytårskoncert i Wien. Og Merkel sagde over for journalisterne, at Tyskland vil "gøre alt" for, at det østrigske formandskab bliver en succes. Men det bliver ikke noget "lille tysk" formandskab. "Vi er hele østrigere, ikke halve tyskere," markerede Schüssel over for avisen Der Standard.

Det var en munter Schüssel, som inviterede Merkel og den slovenske regeringsleder, Janez Jansa, til koncert. Det er kun seks år siden, at alle regeringsledere i EU lagde Østrig og kansler Schüssel på is, fordi han havde taget Jörg Haider med i regeringen. I mellemtiden har Haider stiftet et nyt parti. Men de højreorienterede holdninger, EU-kritikken og regeringsmagten varer ved.

Beskyttelse af "hjemstavnen" betyder ifølge Haiders nye Forbund for Østrigs Fremtid, BZÖ, at værne om den suveræne nationalstat.

"Vi siger ja til fædrelandenes Europa og nej til centralisme og bureaukrati i Bruxelles," lyder partiets holdning.

Blanke byskilte

Hvordan Haiders nationale suverænitet kan fungere, viser han selv i delstaten Kärnten, hvor han er 'landshøvding'. Da den østrigske præsident holdt sin nytårstale, fik Haider en løftet pegefinger. Haider nægter nemlig at opstille de lovpligtige to-sprogede byskilte i den del af Kärnten, hvor der lever et slovensk mindretal. Allerede for fire år siden beordrede den østrigske højesteret, at loven om to-sprogede byskilte skulle følges.

Næste uge skal Haider sammen med kansler Schüssel holde endnu et møde med borgmestrene i de to-sprogede kommuner. Men Haider har ikke nødvendigvis i sinde at føje den østrigske forfatning og den øverste domstol. Ifølge regionalavisen Kleine Zeitung i går har han et nyt kort i ærmet: Fra juni vil han opstille blanke byskilte i vejkanterne, samt en hastighedsbegrænsning til 50 km i de tosprogede landsbyer.

Mødet med Haider i Kärnten den 13. januar er blot et ud af mange for kansler Schüssel i det kommende halve år. Han har desuden sat sig for at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst i hele Europa samt at fremme EU's udvidelse på Balkan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu