Det er slet ikke noget, vi danskere går rundt og tænker på til daglig. At vi har en lang tradition for at indrette vores samfund i fællesskabets interesse.
Fordi det er til alles bedste. Og dermed også en fordel for den enkelte borger, direktør eller maskinarbejder, rengøringskone eller kontorchef. Det har været potentialet. Lilleputdanmarks eneste. Ansvaret for fællesskabet er simpelthen en konkurrencefordel og en af grundstenene i den velfærdsstat, der knejser højt på listen over verdens rigeste og mest velstående lande.
En provokerende pointe måske, når man trods Danmarks fine udmærkelse som et af verdens mest lige lande, jævnligt hører om, at solidariteten er kommet på museum, og på trods af, at man ved selvsyn kan konstatere, at der er forskelle på danskernes muligheder for at skabe sig det gode liv.
Pointen er professor og centerleder Ove Kaj Pedersens. I en gammel villa på Frederiksberg sidder han sammen med sit nye, internationalt orienterede forskningshold. 30 millioner kroner - en stor slat penge i den sammenhæng - har de fået til at forske i det, de kalder 'institutionel konkurrenceevne.' Udgangspunktet er, at det med den intense globale konkurrence bliver mere og mere vigtigt at lægge vægt på de forskellige landes særlige måde at indrette deres institutioner på. Det er på det grundlag, at Ove Kaj Pedersen kan sige, at vi skiller os ud:
"Eliterne i det politiske liv, administrationen, erhvervslivet, finanseliten og måske især den kulturelle elite har over mange år udviklet et ansvar over for fællesskabet. Ikke fordi eliterne er mere altruistiske, godhjertede, refleksive eller filosofisk anlagt. Men modsat lande som Frankrig og USA, hvor kulturen i højere grad er båret af egeninteresse, er Danmark et lille land med en åben økonomi og uden kæmpe hære til at beskytte os. Vores eneste potentiale har været at skabe fælles vækst. Vi kan ikke bare uddanne en elite, der er bedre end den amerikanske. Det får vi ikke vækst ud af. Vi bliver nødt til at uddanne alle til at blive gennemsnitlig bedre end de andre. Denne konsensustradition er en af Danmarks store konkurrencefordele."
Forhandlingslokalet
Man kan se det danske samfund som et forhandlings-lokale. Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og de politiske institutioner er spundet sammen i et net af kooperativt samarbejde. I forhandlingslokalet er ansvaret for fællesskabet blevet forvaltet i alles interesse, og man har udarbejdet nationale strategier, hvor alle arbejder i samme retning.
Men måden at samordne interesser på i Danmark er under forandring, fordi det i dag er vores konkurrence-evne, der er i fokus for at skabe vækst, mens det tidligere handlede om, hvorvidt der var nok arbejdskraft at få.
"At sikre konkurrenceevnen kræver en langt mere sammensat politik. Det gør, at repræsentanter for erhvervslivet og enkeltvirksomheder er meget vigtigere at inddrage i dag. Mere vigtige end erhvervsorganisationerne. Derfor er det også nødvendigt, at det bliver legitimt for forskellige brancher at anvende lobbyisme til at påvirke det politiske system til at træffe beslutninger. Ikke for at varetage virksomhedernes egeninteresse, men med det formål at skabe samfundsmæssig vækst. I mange lande bruges lobbyisme til at skabe egenfordele, men der har vi igen denne særlige tradition for at skabe fælles goder ud af at pleje enkeltinteresser," siger Ove Kaj Pedersen.
Men selvfølgelig deltager virksomhederne ikke i fællesskabet for deres egne blå øjnes skyld. Danske erhvervsledere ved godt, at de trækker livsvigtige rammebetingelser ud af den offentlige sektor, som gør dem i stand til at konkurrere. Danmark har ikke storindustri eller en erhvervsstruktur, der kan konkurrere på størrelse, finansiel styrke eller store innovative teknologispring. Danske virksomheder konkurrerer på, at den offentlige sektor stiller stabil, højt motiveret og veluddannet arbejdskraft til rådighed og en familiepolitik, så det kan lade sig gøre for mor og far at arbejde så effektivt som muligt.
"I modsætning til den store neoliberale diskussion i 1980'erne og 1990'erne om at den offentlige sektor var en byrde, så har vi efterhånden fået effektiviseret og moderniseret den offentlige sektor, så den i dag er en forudsætning for konkurrenceevnen, ikke en byrde. Det ved de førende virksomhedsledere i Danmark godt. Grunden til, at danske erhvervsledere f.eks. sidder med i statsministerens Globaliseringsråd, er også, at de ved, at de skal påvirke de politiske beslutningsorganer til at skabe konkurrencefordele. Det gør en amerikansk direktør ikke" pointerer centerlederen.
Forestillingen om, at alle skal være med, for at Danmark skal klare sig, har også skabt grobund for den særligt flade danske forhandlingsstruktur, hvor manden på gulvet har en stor grad af indflydelse på sit arbejde.
"Vi bliver nødt til at være gode til at samarbejde. Vi er ikke et teknologidrevet erhvervsliv. I USA sidder ingeniørerne på toppen og sørger for de store teknologispring inden for IT o.l. Men de ved ikke, hvordan de skal arbejde sammen med andre faggrupper. I Danmark er vi nødt til at udnytte og videreudvikle andres store teknologiske spring, derfor er man nødt til at have et stærkt samarbejde mellem ingeniører og faglærte," til føjer Ove Kaj Pedersen.
Mr. Hypersensibel
Men når Danmark så faktisk udmærker sig som en mønsterelev, fordi vi har opbygget vores helt egne styrker, hvorfor praler vi så så sjældent af det, eller bruger kræfter på at udvikle vores særlige styrker i stedet for at kopiere andre med nanoteknologiske satsninger, mere forskning og forældning af eliten?
"Hvis vi er en lille åben økonomi, der er forpligtet på fællesskabsfølelsen som den bedste overlevelsesstrategi, så er én ting meget vigtig. Det er en hypersensibilitet over for nuværende og fremtidige problemer på fællesskabets vegne. Kombineret med en hypersensibilitet i forbindelse med at finde løsninger, før der opstår egentlige problemer."
"Derfor har vi en politisk debat, som ofte er rettet mod fremtidige problemer: ældrepuklen, mangelende konkurrenceevne - vi har en fremragende konkurrenceevne for øjeblikket, men alle diskuterer den, fordi man kalkulerer med, hvordan den er om fem eller 10 år. Hypersensibilitet over for fremtidige betingelser er forudsætningen for konstant udvikling og tilpasning gennem samordning af alle de politikker. Så vi løser de problemer, vi forudser."
I øjeblikket er omverdenen meget interesserede i det danske mysterium. Franskmændene vil smidiggøre deres stivnede arbejdsmarked med en indsprøjtning dansk flexicurity, så det bliver lettere at hyre og fyre. Mens Storbritanniens Tony Blair kritiseres for at ville åbne markedet endnu mere. Men hvor er de 800.000 danskere, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet henne i diskussionen om konkurrenceevne og mere innovation?
"Det problem med de 800.000 udstødte kan ikke løses. Kun marginalt. Det opstod som en systemfejl i 1960'erne og 1970'erne. Vi kan kun vente på, at det gradvist dør ud og sikrer, at vi ikke laver den samme type systemfejl. Det er yderst vigtigt, at vi udnytter alt menneskeligt potentiale. Vi har ikke råd til at destruere kompetencer og spilde en stor del af befolkningen på gulvet lige som USA. Vi skal alle nå et konkurrencedygtigt niveau. Men fordi folkeskolen var et problem for 30 år siden, skal vi jo ikke nødvendigvis lave den om i dag. Den internationale PISA-undersøgelse, der sammenligner skolebørns færdigheder, skal ikke bare bruges til at sige, at vi skal være lige som alle de andre. Men i stedet til at udpege, hvor er vi forskellige, og hvor vil vi være mere forskellige. Konkurrencefordelen ligger jo ikke i at være ens."
Foghs magtposition
Og hvor står statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i alt det her? Han har sat al sin prestige i spidsen for Globaliseringsrådet, der skal finde svar på Danmarks nye udfordringer.
Ove Kaj Pedersen mener, at globaliseringen kan ses som en art konstrueret krise. Statistikken viser, at de relativt få jobs, vi taber til udlandet, erstattes af jobs nye arbejdspladser herhjemme, sådan at kontoen fortsat står i plus. Samtidig påpeger professoren, at Anders Fogh Rasmussen udnytter det forhold, at der skal findes svar på nye udfordringer til at skabe en magtposition, der rækker ud i alle grene af samfundet, som den Socialdemokraterne opbyggede i 1940'erne og 1950'erne.
Fogh Rasmussens skelsættende tale på Venstres landsmøde sidste år viste, at den tidligere minimalsstatsmand havde indset, at velfærdsstatens ydelser er en forudsætning for konkurrenceevnen.
"Når vi ser på det med fællesskabsfølelsen, så gør Anders Fogh Rasmussen jo det, som alle statsministre har gjort før ham i det 19. århundrere. Han tænker nationalt. Det, der er karakteristisk ved Anders Fogh Rasmusssen, er, at han skrev bogen om minimalstaten, men at han som statsminister straks påtager sig fællesskabsforpligtelsen. Og straks løber han ind i modsætninger til sit eget neoliberale bagland. Han bliver ikke forstået af baglandet og meddeler dem, at deres kritik ikke kommer ham ved, for han har nogle andre forpligtelser nu."
Statsministeren ved godt, at hvis det borgerlige Danmark og Venstre - skal blive ved med at være et seriøst regeringsbærende parti - ikke sådan at S ikke kan vinde næste valg - men et seriøst parti langt ude i fremtiden, så er han nødt til at formulere en sikring af vækst og velfærd.
Samtidig er han kommet i den knibe, at han har overtaget meget af Socialdemokratiets og konsenssusdanmarks bud på fremtiden, vurderer Ove Kaj Pedersen:
"Statsministeren søger efter min aflæsning grundlaget for et sæt af pragmatiske positioner og forestillinger, som er nybrydende i forhold til de forestillinger, konsensusdanmark og især Socialdemokratiet har stået for siden 1970'erne. Og han bruger Velfærdskommission, Globaliseringsrådet og en meget personlig afsøgning rundt omkring i verden, der fører ham til Harvard og MIT, til at skabe et nyt grundlag."
"Det er meget strategisk, fordi han ser behovet for et sæt af forestillinger med en lang tidshorisont, der kan give det borgerlige Danmark flertal bag sig, og som er orienteret mod at skabe nye former for vækst som grundlag for velfærden," siger Ove Kaj Pedersen.
