Læsetid: 7 min.

Offer for en samler

'Det er det mest vanvittige, man kan gøre,' siger tyske Tom Tykwer der har lavet periodefilmen 'Parfumen - historien om en morder' og satte sig for at den skulle være så autentisk og troværdigt som muligt
22. december 2006

Siden debutspillefilmen, Die Tödliche Maria, fra 1993 har tyske Tom Tykwer været en af de mest interessante, yngre filminstruktører i Europa. Han fik sit store gennembrud med den energiske og visuelt opfindsomme Lola rennt (1998) og har nu lavet en håndfuld originale og meget sanselige film - også Vintersoverne (1997), Krigeren og kejserinden (2000) og Heaven (2004) - der alle handler om outsiderens jagt på kærligheden.

I sin seneste film, periodedramaet Parfumen - historien om en morder, er hovedpersonen, Jean-Baptiste Grenouille (Ben Whishaw), udstyret med en fænomenal lugtesans, men ingen personlighed, samvittighed og eller sans for kærlighed. Information ringede til Berlin og talte med den 40-årige filmskaber om lighederne mellem parfume og film, og hvorfor publikum kan sympatisere med Grenouille, selv om han er villig til at slå ihjel for at skabe den ultimativt forførende parfume.

Selvbiografisk

- Du har før fortalt, at din inspiration ofte kommer fra lyde, billeder og lugte. Hovedpersonen i Parfumen, Jean-Baptiste Grenouille, fødes under et bord på et fiskemarked i Paris og vågner op til dåd pga. alle de stærke lugte i byen. Er det dig, der ligger der? Er det på en måde selvbiografisk?

"De fleste filmnørder har ikke en analytisk indgang til filmmediet. De har ikke været cineaster fra begyndelsen. De fleste, jeg kender, er fans. De begynder med bare at elske film uden egentlig at forstå hvorfor. De bliver totalt afhængige af at gå ind i dette mørke rum og fortabe sig i et andet menneskes verden. Jeg blev selv ret afhængig af det, og det, der så sker, er, at man bliver samler, fanatisk samler. Jeg begyndte med at se film. Det var lige meget, hvad det var for film, jeg ville bare se film hele tiden. Men på et tidspunkt går det op for én, at man også er nødt til at tale om dem og forstå lidt omkring undertekst og blande den ensidigt følelsesmæssige modtagelse af en film med en mere analytisk, fordi man så når mere i dybden med filmen, hvilket er en dejlig oplevelse."

"Grenouille er fanatisk forbundet med det trossystem, han har bygget op omkring lugte. Og lugte og film er på sin vis søskende. Der er en dyb forbindelse mellem, hvad film forsøger at gøre ved os, og det, som parfume forsøger at gøre ved os. Det handler om forførelse. Parfume er skabt for at forføre os, og hvis ikke film, den fortællende af slagsen, forsøger at forføre os, manipulerer den med os. Parfume manipulerer også med vores følelser ved at gøre os attraktive over for andre mennesker. Den form for manipulation opnår parfumen gennem en bestemt sammensætning af ingredienser, og det, der får denne sammensætning til at virke på folk, er i høj grad også det, der får en film til at virke."

Udfordringer

- Da jeg læste Patrick Süskinds bog, var der tre ting, der slog mig som værende de vanskeligste at arbejde med på film: Den ikke videre sympatiske hovedperson, selve perioden - kostumedramaet er ikke nogen nem genre - og så denne verden af lugte og dufte. Det, at bogen handler om noget så uhåndterligt, er grunden til, at man har ment, at bogen ikke kunne filmatiseres. For nu at begynde med det sidste. Mangler filmmediet lugt?

"Det synes jeg ikke, og jeg har aldrig forstået, hvad folk taler om i forhold til bogen. Vi skal bruge filmsproget til at vise lugtene. Film har heller ikke et hjerte, men kan alligevel berøre os dybt, hvilket indlysende er noget, filmsproget gør. Man får så mange sensuelle oplevelser ud af film. I går aftes genså jeg Lars von Triers Europa, og den rummer en sekvens, hvor Jean-Marc Barr er ved at drukne, og den er så chokerende fysisk og et godt eksempel på, hvilken effekt film kan have på én. Man gisper selv efter luft, mens man ser den. Filmen er så stærkt et identifikationsmedie, at man ender med at føle, at man ikke kan ånde. Og hvis film kan simulere den fornemmelse, hvorfor skulle den så ikke kunne simulere lugte og alt muligt andet?" "Udfordringen lå naturligvis i at oversætte virkelighedsopfattelsen hos én, der er besat af lugte, til noget, vi kunne forstå. Det var aldrig vigtigt at få den faktiske lugt ud af et billede, men at få vigtigheden af den lugt for hovedpersonen frem, at gøre det klart, at det er en fysisk akt, vi overværer. Næsen bliver kameraet, og kameraet udvælger grådigt de genstande, det ønsker at samle - Grenouille er som besat. Kameraet er en forlængelsen af hans næse, og publikum skal identificere sig med hans måde at opfatte verden på - subjektiviteten kommer ikke af, at vi ser og skal forstå verden gennem hans øjne, men gennem hans næse."

Et ensomt menneske

- Og det forudsætter, at publikum kan forstå og har lyst til at identificere sig med Grenouille.

"Når jeg ved, hvorfor en person handler, som han gør, og forstår det hvorfor, er jeg villig til at følge den person ret langt. Og det hvorfor, vi taler om her, er så fundamentalt og vigtigt for ethvert menneske. Grenouille er et ensomt menneske, der længes efter... han er ingenting og vil gerne være nogen. Han gør, hvad vi alle ville gøre. Han skaber en forklædning til sig selv, fordi han føler, at han ingen anerkendelse får, fordi han ikke er tiltrækkende eller elskelig. Han prøver ad kunstig vej at gøre sig selv elskelig, og det er, hvad vi alle selv forsøger hele tiden. Vi vågner op med det samme ansigt hver morgen og bliver skuffet over det, vi ser, fordi det ikke er smukt eller klogt nok. I stedet bærer vi en bestemt slags tøj, make up og parfume. Nogle gange får vi endog plastiske operationer. Vi gør mange ting mod os selv for at få folk til at tro, at vi er mere, end selv vi tror. Hvilket er skørt, fordi i sidste ende - og det er tragedien og dramaet og grunden til, at vi i bund og grund sympatiserer med Grenouille - ønsker vi jo egentlig bare at møde et andet menneske, som er ligeglad med vores forklædninger og ser ind i vores hjerter og elsker det på trods af vores fejl og mangler."

"I dagligdagen stilles der så mange krav til, hvordan vi opfører os for at få folk til at kunne lide os. Det er hårdt at spille det spil hver dag. Grenouille finder en udvej, en parfume, som ville friste de fleste, hvis de fik muligheden: 'Der er en måde at få folk til at forelske sig i dig.' Vi ville alle gerne eje dette supervåben. Selvfølgelig kan vi ikke lide, at han slår ihjel for sagen - moralsk set er vi ikke lige så uuddannede som ham - men vi er villige til at give slip på en masse moralske overbevisninger for at se, hvad der kommer til at ske, og vi accepterer de tab af menneskeliv, det resulterer i."

Det mest vanvittige

- For nu at vende tilbage til mit spørgsmål: 'Parfumen' er din første periodefilm. Har det være svært at arbejde med den tidsalder?

"Det er vanvittigt. Det er det mest vanvittige, man kan gøre. Jeg har altid brokket mig over de periodefilm, jeg har set. De fordyber sig aldrig i en tidsalder på en overbevisende måde. Jeg føler altid, at jeg ser en teatralsk, kunstig reproduktion af en produktionsdesigners forestilling om den tidsalder. Jeg ser på skuespillere, som går rundt i deres kostumer uden rigtigt at besidde eller leve i dem. Der er ingen historie i kostumerne, omgivelserne eller gadernes tekstur, hvilket har meget at gøre med, at de fleste film, der handler om 1700-tallet, foregår i aristokratiet, overklassen. Og det gør kun filmene mere teatralske og kunstige, fordi aristokratiet var teatralsk i virkeligheden."

"98 procent af livet dengang var helt anderledes, og det er en af de ting, jeg beundrer ved romanen. Den graver virkelig dybt i de virkelige omstændigheder ved livet på den tid, og man bliver smidt med vældig kraft ned midt i de laveste samfundsklassers snavsede og beskidte gadeliv i 1700-tallets Paris. Jeg følte, at jeg burde holde op med at brokke mig over de andre film og lave én, der gjorde en forskel, og det var en af udfordringerne: Der findes en måde at skildre den periode på, som er meget mere autentisk og dybfølt. Jeg ville have, at publikum skulle føle, at vi havde gået rundt i 1700-tallet med et kamera i bedste cinema verité-stil - som var vi rejst 300 år tilbage i tiden med en tidsmaskine og bare optaget tingene, som de var."

* Se anmeldelsen af 'Parfumen - historien om en morder' herunder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu